Mens vi venter på, at de trygge, danske familier rundt i landet skal få sit moment af sand erkendelse – det sker om lidt – kan tage et kort intermezzo, og reflektere over DR’s tv-serie Forbrydelsen, inden vi som de fornuftige individer (homo sapiens sapiens) lader vores dømmekraft blive forvredet af et afgørelsens moment. Det er i dag, at den danske kulturelle kriminelle regnekraft skal have sine endorfiner udløst i et øjeblik, hvor Nanna Birk-Larsens morder endelig – efter næsten et års ventetid – omsider skal afsløres.

Fra starten blev der gisnet – ikke kun om, hvem der er skyldig, men også – om DR kunne tillade at trække forløsningspunktet ud så længe, som det er tilfældet. Specielt med en sommerpause undervejs, der mest af alt blev en foranledning til at kunne genudsende et afsnit, så vi kunne følge med, når jagten igen sættes ind. Det har dog vist sig, at det kun er ud fra – tja, måske – mediemoralske synspunkter, man kan klage over lang ventetid, idet seertallet har talt sit klare sprog: Vi tager gerne med på rejsen i den tid, som det tager.

Kort kan vi så kaste et blik på, om det er lykkedes at skabe en tv-serie, der står mål med tidens kulturelle tilstand (hvis det er tilfældet, at den skal det), eller om vi har fået en serie, der har kunnet andet end blot give vore søndagslystne underholdsbegærlige tankestrømme dét, som de efterspørger. Krimien er en genre, der gerne skal holde sig til en vis norm, mens normen samtidig skal rystes i sin resonansbund, og af samme grund er krimitilhængere ofte de mest normative og de mest kritiske læsere/seere på én og samme tid. Derfor er det måske ikke til enhvers tilfredsstillelse, at Forbrydelsen undervejs har arbejdet med flere forskellige løsningsmodeller. Det strider jo direkte mod de traditionelle teoretiske refleksioner, der går ud på, at krimien kun kan skrives (og (læ)ses!) med slutningen for øje. Slutningen er dér, hvor vi alle får indsigt i den sammenhæng, der har været higet efter undervejs. Derfor har Forbrydelsen været kritiseret for sin uforudsigelighed (eller mangel på forudsigelighed i uforudsigeligheden (det er ren kaosteori, det her), hvilket er en tangent, som kriminormen oftest holder eftersøgt). Men lægger man normativiteten på hylden for en stund, og lader sig glide med i denne leg med slutningsforløsningen og den ekstremt stærke uvidenhed (krydret med letsaltet medvidenhed), så lægger Forbrydelsen sig faktisk stille til rette som en ganske habil tv-serie, der kan holde sin seer fænget til sidste sekund (eller afsnit!). Det er således lykkedes at skabe en tv-serie, der kunne holde sig ”hemmelig” hele vejen igennem – endog fyldt til bristepunktet med vintergækkeri i sommervarmen. Det er en kulturel stemning, at der ikke behøver at være klare (røde) linjer at følge, ej heller brødkrummer, i en serie, der trods alt leger med noget så basalt som erkendelse, og derfor er Forbrydelsen i allerhøjeste grad tidstypisk.

Alligevel skal det medgives, at det kulturelt tidslige bliver holdt i skak af en stil, som er velkomponeret og til tider faktisk forbryderisk flot: Fotograferne har skabt en yderst ensartet og gennemstilliseret serie, der holder en fryd op for øjet, mens spændingsmomentet stille glider videre mod nye parafraseringer. Ofte lader den rolige rytme i billedet hånt om at hektiske kamp for opklaring. Det gyldne snit (dog i ratio 16:9) kan lægges på adskillige frames, hvilket skaber en æstetisk sensibilitet, som både supplerer og kontrasterer handlingen, selvom skuespillet undervejs desværre – som ofte det er tilfældet i flere af DR’s prøverum for skuespillere – halter gevaldigt. Men det er kun i birollerne; hovedrollerne er spillet fint, men ingen når Bjarne Henriksen til buksebenene i de røde kansasbukser.

Men vi venter… kan vi tage første sæson med under armen, en sæson, der drev gæk med seeren ved at lade os vente på en anden sæson, men den hårde ventetid tyder blot på, at der er noget værd at vente på. Nu venter vi ikke længere; nu skal julegaven endelig åbnes; i aften tager vi med ind i erkendelsens univers, hvor vi slår fast, hvem der tog Nanna af dage.