Indimellem sker det at man, som anmelder, falder over film man med sikkerhed ikke ville have haft set, hvis ikke det var fordi man var anmelder. Film som man efterfølgende har svært ved at finde nok rosende adjektiver for. Sådan en film er Mary and Max. Hvis man står i butikken og studerer filmens cover er der, ud over de mange rosende omtaler, ikke umiddelbart meget at begejstres over. En trist udseende mand, der i monokrome nuancer sidder ved sin skrivemaskine. Læser man så bagpå kassetten, finder man ud af at det handler om en brevveksling mellem en lille pige og en gammel fed, jødisk mand, der er plaget af Aspergers syndrom. Havde det ikke været fordi denne film var en animationsfilm, var den sikkert aldrig kommet i nærheden af undertegnedes hjem, men det gjorde den og hvilken fornøjelse det skulle vise sig at være!

Animationsfilm har i løbet af de senere år bevist at det ikke blot er en genre henvendt til børn, men en filmisk udtryksform, der på sær vis kan nå mange af de følelser, som ordinære spillefilm ikke længere kan komme i nærheden af. Selvfølgelig var der eksperimentelle, surreelle, (ofte tjekkiske) film fra 70erne, som var henvendt til et voksent publikum og man kan naturligvis også se masser af animationsfilm til et voksent publikum fra Asien, men disse film er ofte for genrefans og connoisseurs.

Hvis man hører tril de, som faldt for den melankolske scene fra Pixars enestående Op (Se på YouTube) så vil man helt sikket begejstres over Mary & Max. For selv om sidstnævnte film ikke langt fra så ordknap som scenen i Op – faktisk tværtimod – så rummer den en utrolig bittersød fortælling, der går lige i hjertekulen. En fortælling, der har valgt to utroligt utilpassede individer som dens hovedpersoner i en fortælling, der ifølge filmens starttekst ligefrem skulle være baseret på virkelige hændelser.

Faktisk viser det sig, ved lidt internetresearch, at instruktøren Adam Elliot selv har korresponderet over en 20årig periode, med en ældre, Aspergersramt, overvægtig, jødisk mand fra New York. Filmens Max er inspireret af dette pennevenskab, for selv om Elliot har trukket på hans egne erfaringer så fortæller han at karakteren Max ikke er identisk med hans penneven. Elliots indsigt i denne mands liv har dog med stor sandsynlighed gjort dialogen i filmen så utroligt realistisk og morsom som den er blevet. Filmen åbner med en beskrivelse af den lille pige Mary Daisy Dinkle, der bor i Australien og naturligvis ser verden i barnehøjde. Hendes mor drikker for meget sherry og hendes far arbejder på fabrik og udstopper dyr i sin fritiden. Mary har det ikke nemt i skolen, da hun ikke rigtigt passer ind nogen steder og en dag bliver hun overvældet af trangen til at spørge en tilfældig amerikaner ud omkring amerikanske forhold, især hvor de små børn kommer fra. Så under et besøg på det lokale posthus slår hun en tilfældig person op i New Yorks telefonbog og beslutter sig for at skrive et langt brev til ham.

Brevet lander hos den meget neurotiske og angstplagede Max, der først læser det en del gange og naturligvis straks gribes af angst, da brevet er fyldt med en masse spørgsmål, som han bliver sat til at besvare – så han stiller sig på en stol i hjørnet og ryster i et stykke tid. Han beslutter sig dog, især fordi Mary havde vedlagt et stykke chokolade i kuverten, at svare hende og det bliver første meningsudveksling af mange mellem de to. En korrespondance, der kommer til at strække sig over en menneskealder.

Animationsstilen er claymation, altså det som man kender fra bl.a. Walther og Trofast-serien, men i stedet for de vante, meget kulørte verdener, som vi normalt forbinder med modellervoks, så er Mary and Max holdt i meget afdæmpede toner. Brunlige toner i Australien hos Mary og sort/hvide gråtoner i New York hos Max. I starten kan dette virke lidt vel trist, men som filmen skrider frem finder man ud af at det passer fortræffeligt til tonen.

Det ville være både forkert og banaliserende, at forsøge at fortælle flere detaljer om selve handlingen og de mange meningsudvekslinger disse to meget forskellige mennesker har med hverandre i løbet af deres liv, disse bør man opleve ved selvsyn. Stemmeskuespillet er helt i top og unge Bethany Whitmore, som lægger stemme til Mary som lille pige, er fuld ud lige så formidabel som de langt mere kendte, rutinerede skuespillere der også deltager.

Max and Mary er bestemt ikke en film for børn, for selv om der ikke er egentlige blodsudgydelser, vil de finde den megen snak alt for kedelig og de absurde, ekspressionistiske, mareridtssekvenser fra de to hovedpersoners liv er alt for væmmelige til at de små skal se med. Er man derimod frisk på en enormt bevægende film, der i hovedtræk handler om ensomhed, venskab og lysten til at lære andre mennesker at kende, er Mary and Max en perle af en film, som alle – uanset om man kan lide animationsfilm eller ej - bør se.