Som anmelder bliver man let blasert. Jo flere film man ser, desto mere analytisk distanceret bliver man til de film, man ser. Man kender filmens virkemidler, ved hvordan de manipulerer med følelser for at fremkalde effekter osv. Men en sjælden gang sker det, at en film formår at trænge igennem det intellektuelle panser og rammer én der, hvor det bliver umuligt at opretholde den analytiske distance. En sådan film er The Road - i det mindste for undertegnede (af årsager, jeg skal vende tilbage til). Allerede få minutter inde i filmen havde den sat sig i kroppen med voldsom kraft - og den slipper ikke igen. Heller ikke efter at filmen er slut.

The Road - der bygger på Cormac McCarthys roman fra 2006 - foregår i USA 10 år efter en katastrofe har lagt kontinentet øde. Næsten alt liv er udryddet. Kun nogle få mennesker er tilbage på evig jagt efter den smule føde, der endnu findes - inklusive andre mennesker. Kannibalisme er udbredt. Her følger vi en far (Viggo Mortensen) og hans søn (Kodi Smit-McPhee), der er på vej mod syd i håb om, at situationen er bedre der. Faderen forsøger at lære sønnen at overleve, vel vidende at der kommer en dag, hvor drengen må klare sig alene. Men samtidigt insisterer han på at opretholde et minimum af menneskelighed i en verden, hvor eksistensen er reduceret til et nulpunkt. "We're the good people, aren't we Papa"", spørger sønnen og faderen bekræfter: "You have to keep carrying the fire - the fire inside you", forklarer han. Og det er det, der holder dem gående, mens de bevæger sig gennem et dødt landskab, hvor alt er dækket af grå aske. Undervejs finder de familier, der har begået selvmord - "You know why", svarer faderen på sønnens spørgsmål - og opløste lig - "Nothing here you haven't seen before". Når de støder på andre mennesker, så er det som oftest kannibaler på jagt efter kød. Således finder de også et slagteri (husk, der findes ikke længere dyr). Nogle få gange støder de på andre som dem selv, men medmenneskelighed er en luksus, og der er ikke overskud til at tage sig af andre. De få lyspunkter er fundet af en dåse cola i en automat og et beskyttelsesrum fyldt med konserves. Men snart er de tilbage på vejen igen.

The Road er instrueret af John Hillcoat, der tidligere har lavet den fortrinlige, australske western The Proposition (med manuskript af Nick Cave). Han har insisteret på så vidt muligt at undgå computergenererede billeder og har i stedet filmet på locations som Mount St. Helens, hvor er enormt vulkanudbrud i 1980 lagde et stort område øde; New Orleans der blev ødelagt af orkanen Katrina i 2005; og endelig i Pennsylvania hvor mange af de gamle industribyer henligger som forladte ruiner. Billederne er holdt i næsten monotone gråtoner, hvilket er med til at understrege oplevelsen af livløshed. Denne trøstesløse billedside - fornemt fotograferet af spanske Javier Aguirresarobe - er sammen med musikken - komponeret af Nick Cave og Warren Ellis - i høj grad med til at lægge filmens grundstemning af knugende desperation. Dertil kommer så rædslerne i form af kannibalisme, der bliver billedet på det eksistentielle nulpunkt. Når man først betragter den anden som rent kød, ophører man også selv med at være menneskelig. Men hvis alternativet er at dø af sult?

Det er imidlertid ikke så meget her, filmens fokus ligger. Det er de ydre omstændigheder: rædselsvækkende og altid nærværende. Men The Road handler først og fremmest om forholdet mellem far og søn. Det er omsorgen for sønnen og hans overlevelse, der holder faderen gående. Også når det drejer sig om at lære sønnen, hvordan han bedst begår selvmord, fordi det kun er alt for let at forestille sig situationer, hvor selvmordet er det bedre alternativ. Faderen forklarer, at sønnen er som en slags gud for ham. Det er måske kernen i deres forhold. I en verden der er forladt af Gud, bliver sønnen den eneste form for transcendens; den eneste form for eksistens, der rækker ud over faderen selv og dermed også den, faderen lever for. Og omvendt ved sønnen også godt, at det er ham, der giver faderen en grund til at leve. Det er denne gensidige afhængighed, der er ilden, de må bære videre: kærligheden. Eksistens som væren der for den anden.

Dermed står og falder filmen også med, om forholdet mellem far og søn bliver skildret troværdigt. Og det gør det. Viggo Mortensen er fremragende og dybt overbevisende som faderen, og Kodi Smit-McPhee matcher ham til fulde som sønnen. Deres forhold er nok skildret med patos, men det bliver aldrig patetisk eller sentimentalt. Det er de to, der er filmens altdominerende karakterer; alle andre er blot mindre biroller. Blandt disse er der grund til at nævne Charlize Theron som moderen (som man ser i flashbacks) og især Robert Duvall som en gammel, næsten blind mand, der som den eneste har et navn: det symbolsk ladede Ely (Eli er det aramæiske ord for Gud).

Og dermed også tilbage til, hvorfor jeg finder det umuligt at bevare distancen til filmen. Fordi Viggo Mortensen er så dybt troværdig som faderen, kommer jeg - som far til to - i høj grad til at identificere mig med ham - og dermed til at se mig selv i den samme situation; og dermed også konfronteret med spørgsmålet, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg stod med mine børn i et eksistentielt nulpunkt. Det ligger vel i de fleste forældre, at man vil gøre alt for sine børn; men at blive konfronteret med det på en måde, hvor alt andet er skrællet bort, det er en voldsom oplevelse; meget voldsommere end katastrofer og kannibalisme. Det er så samtidig filmens styrke, at den netop formår at vise det, så den måske klarere end alskens filosofi og videnskab tydeliggør, hvad det vil sige at være forældre. Og dermed også netop gør det udholdeligt at bevidne, hvad der ellers på mange måder er ganske uudholdeligt.

Det kan føles lidt underligt at anbefale en film, det har været næsten ubærligt at se. Men The Road er i mine øjne en fremragende film, der hverken forfalder til effektjageri eller sentimentalitet. I lange passager kan virke næsten beckettsk i sin skildring af to figurer i et af Gud forladt landskab. Men samtidigt lader den én ane et glimt af den ild, der holder de to gående. Det er nok for meget sagt, at John Hillcoat viser os et håb for menneskeheden, men han formår at vise, hvad det vil sige at være menneske. Og så er det en film, der stiller hulheden og det patetiske i fx en Roland Emmerichs film klart til skue. I The Road er jordens undergang ikke en smart, kommerciel gimmick, men en konfrontation med det, Albert Camus kaldte det eneste, virkelige og eksistentielle spørgsmål: at afgøre om livet er værd at leve eller ej. Filmens svar er akkurat lige ja.
Men det er også nok.