Normalt når man taler om dystopiske fortællinger, så er det ofte historier hvor zombier har overtaget verden som i The Walking Dead, eller man kunne forestille sig et samfund, der ligner vores med den forskel at det er blevet smadret I en altødelæggende atomkrig, som man kan se det i den aktuelle Amazon Prime serie Fallout. Begge disse serier er selvfølgelig uhyggelige og skræmmende vrangbilleder af en virkelighed vi genkender, men til gengæld er de fantastiske elementer så ekstreme (læs: zombier og 3. verdenskrig) at man godt kan læne sig tilbage i sofaen og kategorisere det man ser som ren fiktion.

Noget anderledes er det når man kaster sig over Alex Garlands seneste film Civil War. Selv om den Amerikanske borgerkrig officielt sluttede i 1885, så er det moderne Amerika også et ufatteligt polariseret samfund der stadig synes at leve i efterdønningerne af denne traumatiske begivenhed. Her sættes hårdt ofte mod hårdt og det virker som om folk har svært ved at mødes i kompromisser, hvad enten det handler om abort, våbenlovgivning, eller hvilket af de to politiske partier man hælder til. Samtidig er ekstrem fattigdom, hjemløshed og gentagne naturkatastrofer medvirkende til at skabe en endnu mere ustabil socioøkonomisk situation, end tidligere. Frustrationer og følelser koger derfor over, som verden var vidne til, da Trumps tilhængere ansporet af den forhenværende præsident iværksatte stormløbet på Kongressen den 6 januar 2021 og med våben i hånd, lavede et halvhjertet forsøg på et statskup, idet de ikke anerkendte deres præsidents valgnederlag.

Når virkeligheden viser os billeder af arrige amerikanske statsborgere, der tiltvinger sig adgang til den lovgivende forsamling, er der desværre ikke ret langt til den uhyggelige fremtidsvision Alex Garland har skabt i Civil War. En film der handler om en befolkning, der er begyndt at angribe sig selv, hvor aggressoren er ingen ringere end den siddende præsident.

Filmens åbningsscene er både dybt manipulerende og vildt skræmmende. Vi ser præsidenten (i Nick Offermans skikkelse) der forbereder sig på at tale til nationen. Hans patriotiske ord bliver dog hængende lidt i halsen, for det virker som om, han ikke selv rigtigt tror på den sejr, som han lover sine medborgere. I et væk klippes der fra denne tale til hvad der virker som virkelige arkivoptagelser fra optøjer, hvor demonstranter bliver mødt med tørre tæsk og politi og civilforsvar, der med både tåregas, vandkanoner og skarpe skud, forsøger at deeskalere en højspændt situation.

Civil wars egentlige hovedperson er krigsfotografen Lee (Kirsten Dunst), der plages af alle de skrækkelige ting hun har fotograferet gennem et langt liv i branchen. Under en demonstration redder hun den unge pige Jessie (Cailee Spaeny) fra at blive tromlet ned af politiet. Efterfølgende opsøger Jessie Lee på hotellet, hvor pressen er indlogeret og fortæller at hun både er virkelig taknemmelig for, at Lee passede på hende, men at hun også drømmer om at blive krigsfotograf.

Lee og dennes kollegaer er på vej til Washington, ikke blot staten men selve hovedstaden. Lees kollega Joel er blevet lovet et interview med selveste præsidenten, til trods for at ”journalister i hobetal”– som det siges i filmen - ”er blevet nakkeskudt på på plænen udenfor det Hvide Hus.” Joel og Lee tvivler da også på, at de når at få dette interview inden DC bliver indtaget af hæren, men om ikke andet har de i sinde at dokumentere præsidenten, der overgiver sig. Da Jessie beder om at få lov til at komme med, nægter Lee det uden at blinke.

Til gengæld giver den unge pige ikke op så let. Det lykkes hende alligevel at komme med i bilen mod orkanens øje, idet hun får overtalt Lees partner Joel, til at tage hende med. I trit med at deres bil kommer nærmere og nærmere den Amerikanske hovedstad, intensiveres de kampe som de er vidne til. Der er helt tydeligt udbrudt åben krig i hele landet og ingen kan ikke vide sig sikker noget sted. Det virker fuldstændigt sindssygt, at vores hovedpersoner frivilligt begiver sig ind i mørkets hjerte på denne vis, men sådan en form for professionel galskab skal man vist være i besiddelse af hvis man vil arbejde som krigskorrespondent.

Tilskueren er vidne til det ene mere grufulde scenarie efter det næste. Selv om man ville mene at den slags uhyrligheder som vises på skærmen er hverdag i såvel Syrien, Gaza eller Ukraine, så virker det mærkværdigvis endnu stærkere, når sådanne krigshandlinger udkæmpes i amerikanske forstæder eller storbyer. [Nu følger der en lille spoiler, som kan undgås ved at springe til næste afsnit – red.] I vanlig Alex Garland stil, ankommer vores flok af sympatiske journalister også til en lille soveby, der tydeligvis helt har ignoreret, at der er borgerkrig. Her ånder alt fred og ro. Butikkerne er åbne og hverdagen er uændret. ”Det er ikke noget vi interesserer os for”, som den unge pige bag skranken i en tøjbutik henslængt siger. Absurd teater for fuld skrue. Muligvis en slet skjult kommentar til den store mængde af amerikanere, der for længst har opgivet at deltage i valghandlinger eller politik.

Man sidder konstant på pinde i denne film, der både er hyggeligt aktuel, væmmelig realistisk, supergodt skruet sammen og rystende i alle aspekter. Forholdet mellem den iskolde Lee, spillet formidabelt af Kirsten Dunst og hendes protegé Jessie er virkeligt fint skildret og undgår netop at blive en af de buddy-klicheer som man ser i andre film, takket være god personinstruktion og vildt godt skuespil. Det er dog ikke kun filmens kvinder, der brillerer, men også Joels figur er superfed, for slet ikke at tale om Stephen McKinley Henderesson i rollen som en ældre, rutineret journalist, der også rejser med.

Filmens actionsekvenser er også formidabelt fedt skruet sammen. Ikke kun billedsiden men måske især lyddesignet gør, at man som tilskuer føler man er helt med på frontlinjen og næsten i så stor fare selv, som vores hovedpersoner konstant er det. Så Kapellets anbefaling er derfor at du finder en stor biografsal med et kæmpestort lærred og supergod lyd, for det fortjener denne film virkelig. Billederne er nemlig mindst lige så fremragende som alle andre aspekter af filmen. Det er ikke blot godt filmhåndværk, det er også – paradoksalt nok – en krigsfilm, der synes at mane til fred og besindelse inden virkelighedens verden overhaler fiktionens.

Nogle kritikere har tilsyneladende kritiseret Garland, for ikke at vælge side, eller politisk tilhørsforhold. Denne kritik synes Kapellet er uretfærdig, for man skal i al fald være mere end svagt begavet, hvis man ikke kan forstå at filmens budskab netop er, at folk bør forsones og løse deres problemer uden blodsudgydelse, i stedet for at lade paramilitæremilitser, våbenindustrien og privatejede håndvåben, tale deres tydelige, dødelige sprog. Hvis du gik glip af slutningen, så synes Kapellet at budskabet, eller instruktørens holdning til det hele, bliver utrolig tydelig for enhver. Meget mørk samfundskritik.

Der er måske nogle der vil affærdige en film som denne som værende spekulativ og søgt. En film der blot spiller på folks reelle frygt. Hører man til de mennesker, der har fantasi nok til at forestille sig at det amerikanske civiliserede fernis snart krakelerer og i stedet for afløses af åbent had og væbnet modstand mod ”alle de der ikke tænker præcis, som jeg gør det!” , så er Civil War en skræmmende vision af en fremtid, der måske er tættere på end vi tror.

Forhåbentlig kommer det aldrig så langt.

Forhåbentlig kan en film som denne være en advarsel til alle dem der leger med tanken om at starte et væbnet oprør, at skabe en ry revolutions- religions- eller ideologisk kamp på landsplan. Skal anmelder dog være hudløst ærlig, så er det muligvis en film som, uanset hvor meget den end forsøger at tale amerikanerne til fornuft og besindelse, de kræfter der under alle omstændigheder alligevel har tænkt at starte en militsbevægelse og gribe til våben, desværre aldrig går i biffen for at se. Folk som dem anser det nok for en omgang venstreorienteret propaganda og et direkte udfald mod deres favoritpræsident.