Hvor har vi ondt af dem. De stakkels superprivilegerede. Dem med slotte, herregårde, tjenere, påklædersker og kokke. Beundret og feteret, men fanget i et forgyldt bur, oplever de kun ensomhed og kulde. De udvalgte, konger/kejser og især deres dronninger, må lide. Tænk blot på prinsesse Diana og prins Henrik.

Fortiden vrimler med monarkiets fortvivlede stakler, som Marie Antoinette og ikke mindst kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn (1837-98), bedre kendt som Sisi - alias den teenage unge Romy Schneider i hendes tre kitsch-romantiske succesfilm fra 50’erne. Vi, deres undersåtter, har elsket dem gennem historien. Smukke og ufejlbarlige som de fremstår i flotte brusende kjoler, opsat hår, diamantdiademer og perletandsmil. Allermest, når der tilsættes lidt sladder, der er lige ved at gøre vores royale heltinder til mennesker. At der stadig er et stort publikum af royale voyeurer vidner en række tv-serier om, bl.a. The Crown og The Empress.

Marie Kreutzers sjette østrigsk/tyske spillefilm Corsage om kejserinde Elisabeths (Sisi’s) midtvejskrise, er en af de bedre. Året er 1877, stedet Wien, hvor kejserinden netop fylder 40 år. Tiljublet for sin skønhed og ikke mindst for den ultraslanke krop. Hun ved, at mister hun sin skønhed, mister hun sin magt. Det er derfor corsagen – på dansk: snørekorsettet - hver morgen skal strammes af påklæderskerne, der nøje noterer livmålet: 17 tommer. Så stramt, at hun ligefrem besvimer af åndenød, under et officielt besøg i Ungarn. Hun afslører dog senere at hun faldt om med vilje, for at undgå alt det kedelige officielle!

Corsagen er mere end blot den daglige indsnævring af kroppen til et timeglas, det er helt klart en metafor for den åndenød og indsnævring af magt og råderum, der er givet kejserinden – og hun er ikke tvivl om at hun med fyrreårsalderen falmer i skønhed.

Elisabeth, der som 16-årig bliver gift med den ældre kejser Joseph, har ægteskabet igennem perfekt udfyldt sin repræsentative rolle, stået ved kejserens side og set smuk og ophøjet ud. Nu er det ikke længere nok, selv om hendes store søn og lille datter hele tiden påpeger, at hun ikke må opføre sig pinligt – aldrig falde ud af etiketten. Kejserens kærlighed til Elisabeth er overtaget af pligter og diverse elskerinder. Elisabeth søger bl.a. sin frihedstrang realiseret gennem vilde ridt sammen med den kejserlige berider, besøg på sindssygehospitaler og klipning af hårpragten Alt sammen i et anstrengt forsøg på at give den royale tilværelse lidt indhold.

Det er de store, og især små oprør, Corsage så mesterligt skildre gennem Vicky Krieps nuancerede og indforståede spil. En kvinde, der i sin midtvejskrise, desperat forsøger at søge trøst i stimulanser som kæderygning og heroi. Ja, hun prøver endda at unddrage sig de royale pligter gennem en stand in, der er iklædt hatteslør og hendes garderobe.

Smuk og flot filmet af Judith Kaufmann, der lader hele den kejserlige ødselhed i guld farver og masser af kostumeklædte statister får lov at folde sig ud. Det kan næppe være nogen tilfældighed, at en række historiske ukorrektheder får os til at tænke, hov, hvor er vi nu, når en traktor skimtes, en telefon g(l)emt i baggrunden. Er det en Verfremdungs effekt, der skal minde os om nu og her? Eller korte glimt af døre ud af dimensioner, rum der virker for små eller grå betongange. For slet ikke at tale om den fuckfinger Elisabeth giver fødselsdagsselskabet (se plakaten). Her er hun nu godt 100 år for tidligt på den. Plus at underlægningsmusikken, der ligesom i Sofia Coppolas Marie Antoinette (2006), er nutidig, med bl.a. Rolling Stones og Kris Kristofferson, udsat for harpe og ukulele.

Corsage er først og fremmest Vicky Kieps – plot og dramatisk spænding er kun til husbehov, men Vicky Kieps’ midvejskrise fanger vores interesse, ikke mindst i detaljerne. Lidt humor er der da også – ikke mindst når Kaiser Joseph stikker i morgentøflerne og aflægger sig sine fyldige bakkenbarter.

Sisi-filmen er denne gang helt uden hang til Kleenex-æsken. Mere til et forsøg på at pirke til den royale voyeur og ærligt skildre en kvinde, hvis åndelige corsage er spændt til bristepunktet, men stadig med en drøm om en dag at sprænge det kejserlige snøreliv.