Som tidligere omtalt på disse sider, så er Marvel – takket være deres store succes de seneste år – blevet mere og mere ambitiøse i deres fortællinger. Selv om langt de fleste af disse film følger samme formel, hvis man barberer dem ind til benet, så er såvel de mange film og tv-seriers forskellige forløb og indhold koordineret, så der bliver skabt en større sammenhæng mellem enkeltdelene.

Nogle kan godt kritisere denne strategi, for er det virkelig meningen at man skal have fulgt med i alle film og tv-serier, for at kunne få det fulde udbytte af disse historier? Svaret er ja, det er det – for vi der elsker superhelte, gør dette ganske frivilligt. Fordi der er blevet skabt dette ret omfattende materiale, så er Marvel samtidig blevet langt mere modige i forhold til at skabe historier, der er mere udsyrede og tør gå flere veje end tidligere.

Bevares. Flere af de nye superheltefilm, der byder på fortællinger om tidsrejser eller flere forskellige virkeligheder der kolliderer, har måske ikke helt samme ambitionsniveau som Everything, Everwhere All at Once, da det efter anmelders mening er den mest vellykkede film om multiverser, men mindre kan også gøre det. Superhelte-tegneserier og videospil har i mange år benyttet denne science-fiction trope, så multiverser og figurer der møder forskellige versioner af dem selv fra parallelle alternative virkeligheder er velkendt territorie, men det er forholdsvis nyt at dette også bliver en del af de filmiske superhelteuniverser.

Indledningsvis så man nogle af de første anslag til denne slags alternative virkeligheder i film som Doctor Strange, og Spiderman: Into the Spider-verse. Det er også netop disse to figurers mislykkede samarbejde, der igangsætter det eventyr der venter seeren i Doctor Strange in the Multiverse of Madness. For idet Spidermans hemmelige identitet blev afsløret i Spiderman: Far from Home beslutter Peter Parker sig for at opsøge Stephen Strange, i håbet om at troldmanden kan ændre på dette. Strange vil gerne hjælpe, så han finder frem til et ritual, der kan gøre, at alle mennesker glemmer afsløringen. Så langt, så godt.

Ritualet skrider først frem som planlagt, men da det går op for Peter Parker at også hans kæreste Mary Jane sammen med resten af verden vil glemme alt om hans hemmelighed, så begynder han at spørge Strange ind til om ikke han kan sørge for at hun ikke glemmer afsløringen og den tid de har haft sammen. Det forvirrer Strange og ritualet går frygteligt galt. Virkeligheden rives bogstaveligt talt i stykker og en masse andre parallelle virkeligheder begynder at trænge sig på.

Som om dette ikke er nok så dukker der også en mystisk pige op, som Strange har mødt i sine drømme. Hvordan hun passer ind i det hele og hvordan Stephen Strange skal få skabt orden i dette kaos, skal man dog selv se filmen for at få et muligt svar på.

Figuren Doctor Strange har alle dage været en af undertegnedes absolutte favoritfigurer. Sammen med Mandrake var han en af de helte, som fyldte meget i barndommen. Det var muligvis fordi unge Torben også var mægtigt fascineret af trylleri og magi, at de figurer blev fast inventar på drengeværelset. Af samme grund var det også meget vanskeligt ikke at blive ovenud begejstret for den nye film, for som tidligere antydet, så er Marvel, takket være den store succes de har haft i de senere år, forsøgt også at skabe en filmisk fortælling med en noget højere grad af kompleksitet og som potentielt kan forvirre mange nytilkomne fans, mere end nødvendigt.

Når man i historier som denne opererer med mange forskellige parallelle virkeligheder og muligvis også en række forskellige versioner af de samme karakterer, er der selvsagt en risiko for at det hele kan ende i noget mismask, hvor det bliver svært for både de der skaber historierne og os der skal se dem, at finde hoved og hale i det hele.

Når dette er sagt er det lykkedes overordentlig fint for folkene bag Doctor Strange and the Multiverse of Madness at holde alle boldene i luften og tungen lige i munden, for det er utvivlsomt en af de mest interessante superheltefilm i flere år. Jo, jo, strukturen er selvfølgelig genkendelig – det handler for vore helte om at få nedkæmpet nogle skurke og redde ikke blot jorden men måske hele multiverset, men når det så er sagt, så bliver hele herligheden eksekveret på den både ustyrligt flot, men også fortællemæssigt ganske finurlig vis.

Kapellet har været så heldige at modtage filmen fra SF film i en virkelig laber 4K-udgave og her er såvel billede og lyd helt exceptionelt fint. Desuden er der både kommentarspor, slettede scener og meget andet, som fans kan fornøje sig med. Det er dog lidt trist, at filmen ikke er udkommet på fysisk format i 3D. For ulig Sonic the Hedgehog 2 [LINK til denne omtale] var det faktisk muligt at se den anden Doctor Stange film i 3D i de danske biografer. Anmelders yngste søn Carl sagde, tidligere på året da far og søn tog i biografen, at ”vi skal da se filmen i 3D, for så bliver de trippy sekvenser med garanti endnu mere trippy.” Det var så sandt som det er sagt. Selv om det altså ikke er muligt at opleve dette trip i 3D i hjemmebiografen, så garanterer kapellet at den også i 2D er så tilpas udsyret og surrealistisk til at langt de fleste seere får dækket deres behov.

En lille detalje er også at det er selveste Sam Raimi, der har instrueret. Han stod også bag de allerførste film om Spiderman men er nok bedst kendt for Evil Dead og Drag me to Hell. De der kender lidt til instruktøren vil også opdage at det er lykkedes ham at snige både en af hans gode venner og nogle af de horrorelementer han er kendt for med ind i den nye film.

Superheltefilm som denne skal forventeligt byde på både vilde scenerier, spektakulære slåskampe og nu også virkeligheder der kolliderer og trænger sig ind på hinanden. Alle disse parametre opfyldes til fulde og tillige er filmen både reelt spændende og sjov. Med andre ord: fuld plade! Filmen et bevis på at der stadig er masser af opfindsomhed tilbage i Marvels filmafdeling, for Doctor Strange and the Multiverse of Madness er en af de bedste MARVEL film i mange år – og det siger ikke så lidt!