Umiddelbart kan det virke som lidt overkill at udsende en sort/hvid film fra 1942 i 4K. Ikke desto mindre er det sket med mange af mesterinstruktør Alfred Hitchcocks film. De læsere der måske undrer sig over, om det ikke er omsonst at opleve disse film i 4K i stedet for bare at udsende dem på BluRay, kan jo blot kigge på den video her på siden, hvor billedet på hhv. Blu-Ray og 4K sammenlignes. Se den gerne i stort format, for tydeligere at kunne se hvad der er sket med billedet. For utrænede øjne er der måske ikke den helt store forskel at spore, men den ér der og filmaficionados vil med garanti byde formatet velkommen. I al fald ser Saboteur imponerende flot ud i denne udgave.

Saboteur eller Mennesker bag din ryg som filmen kom til at hedde på dansk, var Hitchcocks første amerikanske film. Efter producenten David O. Selznick i flere år havde tryglet Hitchcock om at komme til Hollywood, lykkedes det og resten er jo filmhistorie. For selv om mange af de film Hitchcock havde lavet i hjemlandet England også er virkeligt interessante, så var det i USA at han lavede sine største mesterværker. Hitchcock var (sammen med Howard Hawks og en håndfuld andre) også blandt de instruktører, der fik franske intellektuelle til at opfinde ’auteur’-begrebet. I en tid hvor franske filmteoretikere ellers nærmest af princip kørte had på Hollywood, var der altså nogle få instruktører, der stod ud fra mængden. ’Auteur’-begrebet betegner nemlig en instruktør, der kan noget helt særligt. Han eller hun formår nemlig at sætte sit helt eget præg på de film der instrueres.

Kapellets skrivende redaktør har siden barnsben være begejstret for Hitchcock, men der er flere af hans film undertegnede stadig har til gode. Blandt disse var også Saboteur. Da muligheden derfor bød sig om at modtage en meget flot 4K-skive fra Paramount (der i øvrigt også inkluderer på en Blu-Rayversion af filmen) var det derfor ikke svært at sige ja til et anmeldereksemplar.

Saboteur byder på en ret enkel historie. Filmen starter på en flyfabrik et sted i USA. Her arbejder Barry sammen med sin gode ven. Der kaldes til frokost og en af de mange medarbejdere fra fabrikken støder ind i Barry på vej til frokoststuen. Manden taber i skyndingen nogle breve adresseret til ’Flynn’ og flere hundrededollarssedler. Barry og kammeraten finder denne Flynn blandt de mange arbejdere og giver ham tingene tilbage. I næste nu opstår der brand på fabrikken. Barry og hans ven iler til, ilden breder sig hurtigt idet sprinkleranlægget tydeligvis er ude af drift. Barry giver en ildslukker til kammeraten, men flammerne blusser op og vennen omkommer.

Kort tid efter bliver Barry hovedmistænkt i det der viser sig at være oplagt sabotage. Den brandslukker som han gav videre, var nemlig fyldt med benzin og myndighederne er nu meget interesseret i at få fat i Barry. Han vælger dog at forsøge at undgå ordensmagten, for selv at finde frem til denne mystiske Flynn. Det lykkes ham at huske adressen der stod på brevet, men da han når frem til den virker det blot som en blindgyde. Barry har dog ikke tænk sig at give op så nemt. Filmen følger herefter menneskejagten på Barry på tværs af USA mens han selv forsøger at komme tættere på de virkelige sabotører bag mordbranden.

Det er ret bemærkelsesværdigt (og måske helt bevidst?) at hverken Anden verdenskrig, Tyskland eller Hitler på noget tidspunkt nævnes i Saboteur, da der ingen tvivl er om, at netop Anden verdenskrig er rammerne om denne fortælling. Der er endda en scene i filmen som i samtiden var ret kontroversiel. Hitchcock havde nemlig valgt at bruge reelle optagelser af det forliste skib SS Normadie i sin film. Det var et passagerskib der i 1942 var i færd med at blive ombygget til krigsskib, men som ved et uheld gik i brand og sank i havnen i New York. Vi ser filmens primære skurk køre forbi det sunkne skib og smile skælmsk, måske for at antyde at det var ham der stod bag ’ulykken’. Man ser skibet i et par sekunder og kender man ikke historien bag, virker det med nutidige øjne som en lidt sær sekvens.

Når man ser Hitchcocks film i dag er det svært ikke at blive imponeret over håndværket og hvor underholdende de stadig er, selv så mange år efter premieren. Saboteur er på sine steder er lidt ujævnt fortalt. Her tænkes måske især på den scene hvor Barry og den kvinde som bliver viklet ind i historien, nærmest ved et tilfælde støder ind i en samling cirkusfolk (den skæggede dame, dværgen og det levende skelet, m.fl.) som vælger at skjule dem for ordensmagten. Eller man kan også undres over motivationen for den lastbilschauffør som Barry har rejst med. Chaufføren vælger, af uransagelige grunde, at sende politiet på vildspor da de er lige i hælene på vores helt. Hvorfor? Det får seeren aldrig et godt svar på.

I det hele taget er der flere scener undervejs i filmen, der kan virke lidt sære eller uforløste. Eksempelvis finder Barry også frem til et tilholdssted for spionerne, hvor de tilsyneladende har holdt øje med et fremtidigt terrormål. Heller ikke dette bliver der rigtigt fulgt op på. Der er også andre alementer i filmen der virker ret besynderlige set med nutidige øjne, for selv de værste skurke synes at opføre sig som rene gentlemen gennem filmen. De kunne nemt have skåret halsen over på Barry i det øjeblik de havde fanget ham den første gang, men i stedet er de både høflige, dannede og selv om de virker truende bag alle de venlige ord, er de ikke just folk man vil forbinde med rendyrket ondskab. Man kommer helt til at længes tilbage til en tid hvor virkeligheden – i al fald på film – forekom meget mere uskyldig og civiliseret, end den verden der omgiver os i dag.

Når man ser gamle film, så kan man indimellem opleve at de kryber afsted og at man bliver utålmodig, men de små to timer i selskab med Saboteur går lynhurtigt. Der sker hele tiden noget og Barry er konstant i fare for at blive fanget eller befinder sig i situationer som virker umulige at undslippe fra. Desuden virker filmens klimaks som et der foregriber en af Hitchcocks mest ikoniske filmøjeblikke, nemlig den dramatiske finale i mesterværket North by Northwest. Saboteur er ikke just i samme kaliber, men det er en stærkt underholdende spændingsfilm, der til trods for sine pletvise utroværdige øjeblikke er fedt iscenesat og virkeligt fint fortalt.