Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Joker (121 min.) Biograffilm / Warner Bros. / DC
Anmeldt 8/10 2019, 12:48 af Torben Rølmer Bille

Forfald


Forfald

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Der har ikke været et eneste minut i hele mit liv, hvor jeg har været glad”, siger Arthur Fleck til sin kommunalt ansatte psykiater. En sætning, der synes at indkapsle den grundstemning, der eksisterer i Todd Phillips’ film Joker. En film, der næsten ikke kunne være mere forskellig fra mange af de kulørte, actionfyldte og underholdene superheltefilm som ellers dominerer markedet. Joker er nihilistisk, realistisk og sørgelig. En film om en mand, en by og et samfund der er ved at gå i total opløsning.

Allerede i filmens første minutter hører man over radioen, at skraldemændene strejker på 18. dag og foruden stanken, er rotterne blevet et større og større problem. Mens de mange borgere, der lever på de nederste sociale trin, forsøger at overleve i deres miserable lejligheder, synes byens overklasse, i filmen repræsenteret af rigmanden Thomas Wayne, udelukkende at være interesseret i at indtage magtpositioner og ellers være ligeglad med manden på gaden. Dette til trods for at Wayne til pressen udtaler at han er byens eneste håb.

Midt i denne elendighed bor den psykisk syge Arthur med sin gamle mor, i en ussel lejlighed. Arthur tjener lidt penge ved at iklæde sig klovnekostume for enten at reklamere for butikker med ophørsudsalg eller for at forsøge at sprede lidt glæde på børneafdelingen på byens hospital. Arthur er så utilpasset som det er muligt. Han er deprimeret og har, for at gøre tingene værre, en lidelse der gør at han ufrivilligt kommer til at grine manisk, især hvis han oplever noget voldsomt, pinligt eller decideret upassende. Selv om han har et lamineret kort, som han kan vise til folk når disse anfald rammer ham, er det ikke nok til at omverdenen har tænkt sig at behandle ham ordentligt. Tryk avler modtryk og borgerne i byen er decideret uvenlige, eller ligefrem voldelige overfor hinanden. Dette går også ud over Arthur.

Selv om Arthur mere end noget andet har lyst til at få kontakt til omverdenen, finde nogen der kan eller vil acceptere ham eller bare lægge mærke til at han eksisterer (ud over Arthurs egen mor), så er der ikke nogen. End ikke hans psykiater, hører efter hvad Arthur i virkeligheden forsøger at fortælle hende. Han åbner op, men hun lytter ikke. Hun er selv presset af et system, der takket være nedskæringer også er helt ligeglad med hendes liv.

Byen er selvfølgelig Gotham, og den mentalt forstyrrede hospitalsklovn ender ud med at være den Joker, som bliver unge Bruce Waynes ærkefjende. Filmen fjerner sig dog bevist fra de fleste tegneserieforlæg og tager i stedet filmen i en modig, realistisk retning. Det er ikke så meget en film om en skurks oprindelseshistorie (selv om den også ender med at være den mest nuancerede, komplekse og interessante oprindelsesfilm til dato), det er en film om et sårbart menneske, der presses så langt ud og udsættes for så store svigt, at vi seere ligefrem begynder at holde med fyren. Til trods for de grusomheder han begår undervejs.

Gotham er også New York. Nærmere bestemt New York midt i 1970’erne. Flere gange undervejs i filmen bliver man mindet om dette, både via de mange plakater man ser rundt om i byen (plakater for andre ’New Yorker’-film som Wolfen og Ace in the Hole peger direkte på dette) men også gennem den måde filmen synes at referere scener fra bl.a. Martin Scorceses tidlige film. Mest tydeligt bliver de visuelle hints til Mean Streets og selvfølgelig Taxi Driver. Dette ses blandt andet i de mange scener, hvor vi ser vor skræmmende tynde hovedperson danse alene rundt foran spejlet mens galskaben lyser ud af øjnene på ham. Helt tilfældigt er det vel heller ikke at man har valgt Robert DeNiro til at deltage i filmen. DeNiro spiller en populær talkshowvært, som Arthur og hans mor ser hver aften. Idet Arthur klynger sig til en spinkel og helt håbløs drøm om at få sig en karriere som standupkomiker, er der måske også enkelte seere, der tænker på King of Comedy. Alle disse ’finkulturelle’ referencer er dog ikke afgørende for filmens succes, men de har sikkert være medvirkende til at der har været så mange anmeldere der er gået helt i selvsving over filmen og at juryen i Venedig belønnede filmen med den Gyldne Løve.

Til gengæld, kære læser, så stol for en gang skyld på anmeldelserne. Kapellets udsendte er helt enig i, at dette er et lille mesterværk. En film der med al tydelighed viser at tegneserieskurke ikke kun er for børn eller nørder. De der udelukkende tror at denne slags fortællinger er skabt for et popcornspisende teenagepublikum, må redefinere deres forstokkede meninger. Joker er nemlig en utrolig god – og ikke mindst virkelig vigtig – film.

Joker er vigtig. Den er vigtig både fordi den tør gå helt nye veje i forhold til materialet, men også fordi der kun eksisterer et ultratyndt lag fiktionsfernis mellem den 70’ervirkelighed, som filmens viser os og så de tendenser der aktuelt eksisterer i vores samfund. Samfund drevet af grådighed, storkapital og magtsyge politikere, der lige som i filmen er hamrende ligeglad med flertallet, med mindre de skal til stemmeurnerne. Det er slet skjult (amerikansk) samfundskritik, der også burde give mange politikere dårlig samvittighed over hvordan psykisk ustabile og mentalt udfordrede borgere svigtes på stribe, men dette kræver jo at magthaverne overhovedet er i stand til at føle skyld.

Joker er også en film der med garanti giver Joaquin Phoenix en Oscar™ for årets bedste mandlige hovedrolle (tør vi håbe på ”bedste film” også?). Man føler Arthurs smerte. Man ser hans mange forsøg på at stoppe sine krampagtige grin, der rider ham som en mare og kun skaber problemer for ham. Man ser ham vride sin alt for spinkle krop (Phoenix er lige så skeletagtigt tynd Christian Bale i The Machinist) alene, i en form for ekspressiv smertedans foran kameraet – en knogleballet, der først virker lidt fremmedgørende, men som snart bliver hans personlige ting, hans udtryk.

Det eneste lille, nærmest ubetydelige minus er, at filmen i sin allersidste scene [bare rolig, der afsløres intet – red.] går lidt imod den stemning af anarki og oprør, som ellers bygges op gennem hele fortællingen. Det kunne have været modigt at stoppe før denne scene, men der er det sikkert producere og selskabet, der har haft det sidste ord. Det vil vise sig når den skal genses i hjemmebiografen om nogle måneder.

Joker ender med at være en virkelig god film. Den fortjener at blive kæmpestor og afføde flere af denne slags film. Måske er denne film dog for barsk, for dyster og for nihilistisk, til at den kan trække alle i biografen, selv om dette burde ske. Joker sætter fokus på de ting der gør allermest ondt, samtidig med at den er to overfor det forlæg den kommer fra. Kapellet garanterer nemlig også at du som fan af Batman, vil opleve elementer i filmen, der redefinerer forholdet mellem Batman og Jokeren og gør dette potentielt endnu mere interessant. Den leverer en fascinerende, trist og medrivende, alternativ oprindelseshistorie og får, ud over at lave en af de mest overbevisende skurkeportrætter til dato, forhåbentlig sat en diskussion i gang om tingenes aktuelle tilstand. Det er ikke en film om en tegneserieskurk, dette er en film om os allesammen.


2472
Forrige anmeldelse
« Greta (Stalker) «
Næste anmeldelse
» Mandskoret »


Filmanmeldelser