Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles (87 min.) Købefilm / Warner Bros.
Anmeldt 17/9 2019, 17:08 af Torben Rølmer Bille

Cowabunga, Batman!


Cowabunga, Batman!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Listen over de såkaldte crossovers indenfor tegneseriemediet er lang og meget kompleks. Både i fortjenestens hellige navn, men selvfølgelig også for at udfordre tekstforfattere og tegnere, er der i mange år dukket tegneserier op, hvor en eller flere helte fra et tegneserieunivers pludselig mødte en eller flere helte fra et andet tegneserieunivers. Dette er også set i animationsfilmenes verden, hvem husker eksempelvis ikke hvordan The Simpsons pludselig dukkede op i Family Guy og omvendt, eller – når vi nu taler om Family Guy, hvordan Peter Griffin og resten af slænget pludselig fortalte deres version af Star Wars? Mulighederne synes nærmest endeløse.

Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles virker umiddelbart som en skæv idé, men før dette blev til en film, var det en serie af tegneserier skabt af TylerTynion IV & Freddie Williams II. Kapellets udsendte kendte ikke tegneserierne, men skal man dømme efter den halvanden time lange tegnefilm, så er det en virkelig sjov og spændende oplevelse.

I flere af Kapellets anmeldelser af Warner Animations versioner af populære tegneserier, er det blevet nævnt at animationerne ofte forekommer en anelse ”stive” og meget lig de man finder i de mange masseproducerede serier på diverse børnekanaler. Det er slet ikke tilfældet i Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles, for selv om animationsstilen langt fra er af Disney-, Studio Ghibli- eller Pixar-kvalitet, så er den nye film, især i actionscenerne, virkeligt fede og ret dynamisk animeret. Man kan gisne om, hvorvidt dette skyldes, at der også har været folk fra Nikelodeon med på holdet?

Selv om Nattens Ridder og Splinters børn ikke ved første øjekast har meget til fælles, så skal det vise sig, at de måske har mere til fælles end først antaget. Medanmelder Carl (11 år) var halvt inde i filmen ganske misfornøjet over, at der kun indledningsvist havde været en scene hvor Batman og dennes slæng sloges med de muterede skildpadder, når nu filmen bar titlen Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles - men så måtte hans far jo forklare, at dette nærmest var standarden for film som disse, hvor to helte(grupper) mødes. Først så kæmper de mod hinanden, da de tror at hinanden udgør en trussel, men da en større trussel dukker op, indser de hurtigt at de må forene deres kræfter og sammen kæmpe mod en fælles overmagt.

Det er nemlig ikke kun padderne der pludselig befinder sig i Gotham City, det gør deres ærkefjende Shredder også. Han har taget alle Fodklanens ninjaer med sig fra New York og har desuden fundet sammen med Ra’s Al-Ghul og hans samling af ninjaer, bedre kendt som The League of Assassins. De to superskurke har vanen tro ondt i sinde, og for at forpurre disse skurkagtige planer må vore helte både en tur forbi Arkham Assylum og den kemiske fabrik, der i sin tid forvandlede Jokeren, til den superskurk han er i dag.

Historien om de gode mod de onde er ikke særligt kompliceret og desuden er det én man har set et utal af gange før, men som bekendt gør det ikke så meget, for selv om man et eller andet sted allerede kender udfaldet af denne drabelige konfrontation før filmen starter, så er de mange actionscener og ninjakampe orkesteret på en måde, der gør at man ikke keder sig.

Skildpaddernes (især Mickeys) ofte bøvede kommentarer står i fin kontrast til Batmans evigt knotne fremtoning, og det klæder faktisk Batmans univers, at der også er plads til lidt gak og løjer. Selv om de smarte replikker sidder lidt løsere og de forskellige teenagepadder sørger for en noget lettere tone, så er nærkampene og actionscenerne som nævnt virkelig veludførte. De hører faktisk til blandt nogle af de allerbedste som undertegnede har oplevet i denne type af superheltetegnefilm.

Batman vs. Teenage Mutant Ninja Turtles er rendyrket underholdning fra start til slut, og kan man enten lide Batman, Padderne eller begge, så er dette en tegnefilm man skal have fat i. Det er ikke en film der gør tilskueren klogere på livet, men det er bragende underholdende og viser at der virkeligt kan komme noget interessant ud af at to store studier som Warner og Nikolodeon arbejder sammen. Kapellet håber i al fald på at dette bliver en succes, så vi i fremtiden kan få lov til at opleve flere superheltetegnefilm, der er lige så vellykkede og friskt fortalte som denne.


2464
Forrige anmeldelse
« Charlie Says «
Næste anmeldelse
» Scooby Doo / Scooby Doo 2: Mons... »


Filmanmeldelser