Den 10. sæson af X-Files, der i 2017 blev genoplivet efter hele 15 års pause, sluttede med en vaskeægte cliff-hanger. Verden var blevet ofre for en grum og utroligt effektiv virus, der ubønhørligt dræber alt på dens vej, til trods for at Scully og Mulder tilsyneladende forgæves forsøgte at inddæmme den..

Midt på en bro, badet i lyset fra en vaskeægte UFO, stirrede Scully direkte mod seeren umiddelbart før skærmen gik i sort og seeren måtte vente i uvished om der monstro nogensinde ville komme mere X-Files.

Det gjorde der og de ti episoder fra den nyeste sæson (nummer 11 i rækken) er nu udkommet på DVD og Blu-Ray. Det kan godt være at begge vore hovedpersoner er knap så unge, som da vi først mødte dem for 25 år siden, men det gør dem på ingen måde mere uinteressante, faktisk tværtimod. Det klæder faktisk parret at være blevet lidt ældre og mere eftertænksomme. Deres fysiske alder er endda noget som ligefrem er blevet inkorporeret i både dialog og handling i denne seneste sæson.

X-Files har altid fungeret som både episodeserie og føljetonserie, idet at det er muligt at se et enkelt afsnit som har en start, midte og afrunding, mens det er en fordel at se alle afsnittene i rækkefølge, idet der er episoder der hovedsagelig er fokuseret på at bringe hvad der kan betegnes som ”hovedhistorien” (den om pandemien, den sorte olie, og Mulder og Scullys nu voksne søn) videre og fordi der undervejs i de enkelte episoder også kan være scener eller samtaler, der omhandler selvsamme hovedfortælling.

I den forbindelse er det (lidt ligesom tilfældet var med sæson 10) lidt mærkværdigt at det første og sidste afsnit (My Struggle III og My Struggle IV, sammen med 3. episode Ghouli) primært er de, der fokuserer på ”hovedfortællingen”. Uden at afsløre for meget er det i disse episoder hvor Scully og Mulder har endog meget travlt med at finde frem til den søn, som de ellers i årevis har forsøgt at holde skjult – også for dem selv. Han er måske nøglen til at forhindre den føromtalte pandemi. For seriens evige skurk ”The cigarette smoking man” og hans håndlangere vil gøre alt for at slippe virussen løs.

Det kan derfor forekomme lidt mærkværdigt at Mulder og Scully i de syv øvrige episoder slet ikke har travlt med at finde sønnike, men pludselig fokuserer al deres energi på at løse andre uopklarede X-Files. Dette hænger selvfølgeligt sammen med at seriens skabere, gerne vil have en form for rammefortælling omkring deres serie, en ramme der forhåbentlig kan pege frem mod en kommende sæson 12. Som seer kan man dog ikke undgå at undres over at Dana og Fox pludselig synes at have god tid til at komme til bunds i andre mysterier, når nu jagten på sønnen i afsnittet umiddelbart før var deres absolutte topprioritet. At finde William siges der direkte er uløseligt bundet sammen med hele menneskehedens fremtid.

Sådan en skønhedsplet ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket af denne 11. sæson. Selv om man (lige som i stort set alle andre episodeserier) kan finde afsnit i den nye sæson som ikke er lige vellykkede, så er det alligevel en fryd at labbe X-files-episoder i sig igen.

Dynamikken og kemien mellem de to bærende hovedroller er bedre end nogensinde før. Det virker lidt som om Dana er blevet lidt mere åben overfor det overnaturlige og Mulder er igen roligheden selv, der stort set aldrig taber besindelsen, uanset hvor vild eller presset situation han pludselig finder sig selv i. Det er helt tydeligt at Gillian Anderson og David Duchovny nyder at spille de roller, der grundlagde deres karrierer. De kan figurerne helt ind til benet og deres samspil er en fryd at opleve. Nu virker de ikke så fremmede overfor hinanden som da X-Files arkivet blev åbnet, men opleves nu mere som et gammelt ægtepar, der har formået at bevare gnisten og glimtet i øjnene.

Vanen tro er der også et enkelt afsnit der er udskiller end de øvrige – denne gang har denne episode fået titlen The Lost Art of Forehead Sweat. Denne episode er meget mere morsom, uhøjtidelig og fjollet sammenlignet med de øvrige, men selv om konspirationsteorierne bliver ganget med 10, sølvpapirshatten nu er en sombrero og vore hovedpersoner virker langt mere ironiske end ellers, så er det samtidig en af de afsnit som er mest seværdige. I det hele taget er det episoder som denne der får X-Files til at fungere så godt. Blandingen mellem thriller, gyser, science-fiction og ikke mindst humor, der dog som oftest er rimeligt underspillet, har alle dage været seriens kendetegn.

Selv om der er flere forskellige forfattere og instruktører på de enkelte afsnit, så fungerer X-Files: The Complete Season 11 rigtigt fint. Det er skaber Chris Carter, der både skriver og instruerer de første og sidste episoder, så både rammefortællingen og de enkelte episoder bliver afviklet på en glimrende måde. Endelig sker der også ting undervejs som er genuint overraskende, især – selvsagt – idet sidste afsnit løber over skærmen. Uden at afsløre for meget, lægges der i den grad op til en sæson 12, hvor kortene er blandet og man kan starte på noget nyt. Noget som denne kapellan i den grad ser frem til.