Det var primært Steven Spielbergs Jaws (1975), der lagde grunden for det, som senere er blevet kendt som blockbusteren. Udtrykket skal ikke forveksles med filmudlejningskæden, men det er et udtryk for den slags film, som får alle til at smide sodavandsisen væk i afsky – og i stedet tage plads i køen, der strækker sig rundt om boligblokken efter billetter til sommerens helt store film.

Den enorme succes, som Spielbergs hajfilm medførte (og som kan studeres nærmere i Tom Shones underholdende bog Blockbuster) medførte, at en lang række filmmagere så en gylden mulighed for at skære film over samme læst, i håbet om at score lige så mange penge som Mr. Spielberg. Og når det kommer til filmplagiater, så har italienerne altid været helt fremme i skoene. George A. Romero’s Night of the Living Dead var startskuddet til en hel række formidable italienske zombiefilm, Mad Max affødte en række rædselsfulde, post-apokalyptiske b-film af værste skuffe, og Jaws dannede altså grundlaget for bl.a. Enzo Castellari’s L’ Ultimo squalo.

Alene filmens cover er fantastisk. Det viser en haj så stor, at den kan gabe over en hel gruppe windsurfere – men filmens haj er desværre ikke nær så spektakulær, som plakaten antyder. Der er tale om en helt almindelig hvid haj, der en dag får smag for menneskekød, og derfor begynder at dræbe for morskab. Plottet lægger sig altså rystende tæt op af Spielbergs original, så tæt at Spielberg fik rettens ord for, at filmen ikke måtte distribueres i USA.

Handlingen er som følger. Den lille, søvnige amerikansk havneby Port Harbor (på dansk: Havn-Havn!) danner rammen om sommerens helt store fest – en årlig windsurfing-konkurrence. Desværre kommer der også en ubuden gæst til festen i form at en menneskeædende kæmpehaj, der først sørger for at forskellige indbyggere forsvinder sporløst efter en tur på havet. Hovedpersoner klør sig i nakken og tænker det værste. En gammel søulk mener dog bestemt, at det er en haj og den lokale helt, Peter Benton, forsøger at overbevise folk om, at det er farligt at stå til søs. Den eneste, der ikke vil anerkende, at der er en psykotisk haj på spil, er den lokale borgmester, der mener at have satset alt for mange penge og derfor frygter for sin popularitet, hvis konkurrencen afblæses.

Borgmesteren går dog nødtvungent med til at isolere bugten, hvor konkurrencen afholdes ved at sætte undersøiske hegn og net op. Naturligvis får vores hajven fundet et smuthul og konkurrencen ender katastrofalt med en mængde teenageres død. Filmens alfaderlige protagonist allierer sig med en gammel, gæv søulk, der taler gebrokkent skotsk, og er iført samme næsten den samme sømandshat som Quint fra Jaws. De to sætter sig for at fange og dræbe hajen, men samtidig er Peters teenagepige - sammen med borgmesterens søn - taget ud i en anden båd for at få hævn over den usle haj, der dræbte deres venner.

Selv om filmen ikke er meget andet end en b-filmsudgave af Spielbergs Jaws, formår den rent faktisk at være bedre end resten af den officielle serie (muligvis med undtagelse af Jaws 2). Det er meget komisk, at se hvordan Castellari helt tydeligt har indflettet arkivmateriale (der er simpelthen enorm kontrast mellem farvetoning og filmkvalitet) med rigtige hajer, sammen med egne optagelser og effektskud. Både arkivmaterialet og gummihajen vil sikkert aldrig overbevise et kræsent filmpublikum, men for alle der holder af fjollede 80’er film, er det rent guf.

Hvad filmen mangler i skuespillertalent, gode effekter og ikke mindst en original historie, har den altså i charme. For det er både en rudimentært underholdende og helt igennem tåbelig hajfilm, der sikkert vil få smilet frem hos alle de, der synes om film, hvis mest åbenlyse drivkraft er den hurtige jagt på penge kombineret med ønsket om at underholde. Desuden er filmen mere blodig end Spielbergs original, og hvis man mangler endnu et incitament til at give den en chance, så skal det også nævnes, at det lykkes hajen at angribe en helikopter!

Filmen indtjente 18 millioner dollars i USA, før Spielbergs advokater fik den fjernet, så missionen om at score kassen ved at surfe i mesterens kølvand lykkedes næsten. L’Ultimo squalo er et veloplagt og ekstremt corny drama med dynamit, afrevne lemmer, dykkere, helikoptere og ikke mindst en gummidræberhaj. Så har man lyst til at se, hvordan Speilbergs film kunne have set ud, hvis han havde manglet talent, ikke havde haft Peter Benchley til at skrive et ordentligt script, eller for den sags skyld en håndfuld seje skuespillere, så har man ikke nødig at lede længere.