…er der dystert, koldt og store vidder, hvor meget kan ske. Tricket er, at hvis en gyserfilms plot kan drives derud, hvor der kun er barsk natur, bliver optagelser både mere overskuelige og billigere. Listen over gyserfilm, der foregår i forladte huse ude i en skov langt væk fra civilisationen, er meget lang. Så lang, at Reinert Kiils seneste film synes at kommentere på det selvindlysende allerede i titlen. Den hedder slet og ret Huset – og er netop kommet på gaden.

I Skandinavien er der sket en parallel udvikling i de tre landes filmkulturer. En independent film er blomstret op i et forsøg på at levere det, som den etablerede filmkultur ikke leverer. Alle tre filminstitutstøttede traditioner bærer en tung tradition for realisme og art house-film, mens genrefilm har haft lidt trangere kår. Det gælder især gyseren, der i Norge, Sverige og Danmark hovedsageligt har levet en undergrundstilværelse. Den er imidlertid ved at kigge frem fra sit skjul.

Reinert Kiil er lidt at en blæksprutte i norsk film. Der er nærmest ikke den rolle, som han ikke har spillet. Også på flere produktioner i den etablerede norske film. Det har hovedsageligt været inden for scenografiens område (art direction ol.), han har gebærdet sig. Imidlertid tog han – efter en række kortfilm – springet som spillefilminstruktør med sleaze-gyseren Hora (2009) og senere Inside the Whore (2012). Nu er han tilbage med en spillefilm i god form med gyseren Huset, som foregår i de norske fjelde under Anden Verdenskrig.

Vi træder ind kort tid efter, at en tysk soldat er blevet beskudt. En anden tysk soldat forsøger at redde ham, men han dør kort tid efter. En norsk modstandsmand synes at bære skylden, og de to resterende tyske soldater tager ham med. De har svært ved at finde vej, kompasset melder forkert, og der er ingenting i nærheden, som synes at indgyde håb i de frostbidte norske fjelde. Indtil de øjner et gammelt herskabshus. Inden for er det lidt, som beboerne lige har forladt huset, men de ser ingen.

Der er double up på klassikere i gyseren: det åbne rum langt væk fra civilisation og det hjemsøgte hus. Disse er i Huset kombineret med en vaskeægte indiegyserklassiker: nazister. Huset er måske ikke helt i stil med de sleazede og blodige film i naziploitation-traditionen, men de er tæt derved. Nazister langt oppe i Norge er en helt banal begrundelse for, hvorfor nogle få personer skal befinde sig langt ude i den norske ødemark – uden at det helt alligevel fremstår som velbegrundet.

En vigtig årsag til det er til en vis grad, at de tyske soldater langsomt undervejs skal blive klogere på det sted, de selv befinder sig på. Idéen om, at der i plottet skal gemme sig noget personligt, individuelt ondt, er heller ikke som sådan ny. Det kender vi i forskellig form fra fx Stephen Kings It eller Paul W.S. Andersons film Event Horizon. I Huset er dette kombineret med en genganger i gyseren: det surreelle univers. En klassiker som Lucio Fulcis The Beyond opererer med dette.

Det betyder, at de ingredienser, som Kiil anvender i filmen alle er genkendelige fra en lang række andre gysere i samme stil. Kombinationen virker til gengæld særdeles veloplagt og filmen er godt spillet – og ikke mindst instrueret. Det virker måske lidt kalkuleret efter den store succes, som Tommy Wirkolas Død snø-film har haft (og som Reinert Kiil jo altså også havde en mindre hånd med i) at sende nazister løs i den norske fjeldsne. Den kan få lidt buzz på den baggrund. Men det fungerer faktisk visuelt fint, og det øde hus – i et sammenbrud af tid og rum – er godt koreograferet. Et surreelt og uhyggeligt kammerspil.

Huset er ikke en film, der er specielt original (ud over den mulje, der koges på forskellige subgenrer i gyseren), og den overrasker måske ikke så meget i handlingens udvikling, men den er velspillet i en grad, der er sjælden i den skandinaviske indiefilm, og den er velproduceret på en måde, der understreger, at den norske indiefilm har det godt. Så for de, der jagter den slags, så formår filmen også at opbygge en knugende stemning, som får de obligatoriske pay-offs i gode gys. Det er vel derfor vi ser de her film.