Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

The Knick - sæson 2 (535 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 26/7 2016, 11:04 af Torben Rølmer Bille

I en brydningstid


I en brydningstid

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I disse gyldne tider for tv-serien, kan det indimellem være ganske svært at danne sig et overblik over, endsige vælge mellem, de mange gode tilbud som eksisterer. Samtidig ved man også godt, at begynder man at se en serie, så kræver det også at man investerer en del tid i den, for langt de fleste serier har en 10-12 afsnit pr. sæson og hvert afsnit er ofte mellem 45 minutter til en time lange. Derfor er der serier, som måske er røget under radaren hos de fleste, men som stadig fortjener omtale – og en af dem er den amerikanske The Knick.

Serien handler om livet på og omkring et hospital i New York i 1900 og dette lyder muligvis ikke særligt ophidsende. Normalt er tv-serier om lægeverdenen forbeholdt sæbeoperaformatet og noget som undertegnede bevidst har undgået, men når instruktøren hedder Stephen Soderberg fik første sæson alligevel en chance. (I en parentes kan det bemærkes at alle afsnit i serien er instrueret af Soderberg, modsat andre serier, der ofte anvender en stjerneinstruktør til et enkelt eller to afsnit, men herefter overlader jobbet til andre, mere ukendte, kræfter.) Dette skulle vise sig at være en god idé, for det er en virkelig interessant, velfortalt og fascinerende serie., der i skrivende stund er klar med dens anden sæson på DVD og BluRay.

Seriens egentlige hovedperson, den visionære, kreative læge Dr. Thackery var, da vi forlod ham sidst blevet indlagt på et sanatorium, hvor behandlerne havde sat sig for at behandle hans massive kokainmisbrug med det nye vidundermiddel heroin. En strategi der kun kunne ende galt. Anden sæson starter op med at ledelsen på The Knickerbocker (Hospitalet i New York, hvis kælenavn har lagt navn til serien - lidt ligesom Riget) beslutter at de har brug for den gode doktor, da hans navn er nærmest synonym med hospitalets succes. Dette er vigtigt, da et nyt hospital skal bygges og bestyrelsen har brug for Thackery til at skaffe investorer. En af de yngre læger beslutter derfor ved egen hånd at kidnappe Thackery fra sanatoriet, smide ham om bord på en båd og her lade Thack svede stofferne ud af systemet. Planen virker og han er efter et stykke tid, klar til at genoptage sit arbejde.

The Knick er dog en serie der handler om andet og mere end Dr. Thackery, for der er et forholdsvis stort persongalleri, hvis personlige skæbner og fortællinger alle sammen skaber en multiplotfortælling, der ikke kun tegner et virkeligt fascinerende tidsbillede, men som også fungerer virkeligt godt rent dramatisk. Her kan man i flæng nævne de problemer den sorte overlæge Dr. Algenon oplever i forhold til konstant diskrimination fra kollegaer og ledelsen, sygeplejeske Mills’ forsøg på at komme sig over bruddet med Thackery, økonomichefen der stikker finanser i egen lomme, så han kan sørge for at den prostituerede han er forelsket i kan købes fri, eller retssagen mod den nonne, der i første sæson blev fanget i at foretage aborter for byens ulykkelige kvinder.

Det kan måske lyde lidt som nogle klichéagtige fortællinger, men takket være et fabelagtigt manuskript, et utroligt lækkert produktionsdesign og ikke mindst Soderbergs instruktion af spillerne bliver resultatet intet mindre end forrygende. For serien er ikke kun interesseret i at fortælle om læger og sygeplejesker, men også om hvordan videnskaben omkring sidste århundredeskifte blev revolutioneret og raffineret, om New Yorks udvikling både socialt men også rent fysisk. Endelig giver serien et fint billede af en amerikanske kultur midt i en brydningstid, et billeder der på mange måder også trækker tråde til vor samtid.

Serien synes at være utrolig tro overfor såvel den medicinske praksis (selv om man sikkert vil finde ud af at der er taget nogle friheder hvad angår forskellige operations-procedurer og introduktionen af forskellige nye substanser, hvis man dykker ned i virkelighedens medicinske historie) og det tidsbillede serien giver. Man kan således gennem figurerne ane hvilke stærke konservative og ikke mindst kristne idealer, der gennemsyrede hele samfundet, hvilket gjorde at det var endog meget svært at komme frem i livet hvis man var født med en anden hudfarve eller som kvinde. Der er endnu lang vej til halvtredsernes borgerrettighedsbevægelser eller tressernes kvindefrigørelse, men da det er New York serien foregår i, er der også spæde tegn på at disse reaktionære mønstre langsomt nedbrydes.

Som anglofil er det i al fald interessant, at opleve serien som både en velfortalt dramaserie, men også som en serie der benytter sig af enkelte, vigtige figurer fra samtiden. Eksempelvis møder seriens godhjertede læge Dr. Bertie Chickering Jr. journalisten Genevieve (i virkeligheden Nellie Bly) der bl.a. afslørede de miserable forhold på sindssygeanstalter ved selv at lade sig indlægge. En figur fra virkelighedens verden, der her netop bliver brugt som et billede på, at de ellers så fastlåste kønsrollemønstre er ved at gå i opløsning.

The Knick er også kendetegnet ved utroligt affektivt håndholdt kameraarbejde, der ofte dvæler ved ansigter, reaktioner og lader baggrunde stå uskarpe hen kombineret med et forrygende anakronistiske soundtrack leveret af Cliff Martinez, der nok er bedst kendt, som ham der har leveret musikken til Nikolas Winding Refns seneste film. Dette gør at selv om omgivelserne, kostumerne og dialogen er tæt på perioden, så gør musikken og det visuelle at serien tager sig ganske tidsvarende ud.

Så kender man endnu ikke The Knick, er det en dramaserie, der på det varmeste kan anbefales. Det er medrivende og interessant dramatik, der samtidig giver seeren et fascinerende indblik i starten af det tyvende århundrede på godt, men måske især på ondt! Sørg dog for at se første sæson, før man kaster sig over nummer to, for ellers vil begivenhederne være meget svære at følge med i.


Forrige anmeldelse
« Ride Along 2 «
Næste anmeldelse
» Star Trek Beyond »


Filmanmeldelser