Der er sikkert enkelte der kan huske, at undertegnede ikke var synderligt begejstret da Tim Burton’s version af Alice i Eventyrland havde biografpremiere i 2010.

Dette mest af alt fordi den lavede sin helt egen version af universet og misrøgtede Lewis Carrolls dybt originale roman. Faktisk er det en film man ville kunne kalde for ”fiktionsforfalskning” hvis der da eksisterede sådan et ord, fordi der sikkert er mange der har set filmen som vil mene at det sikkert også er sådan romanen er. Det er den ikke, folkens!

Af samme grund var det også med slet skjult ligegyldighed at Kapellets udsendte gav sig til at se fortsættelsen Alice i Eventyrland: Bag spejlet, der ud over at være titlen på en ny biograffilm også er titlen på Carolls anden bog om Alices møde med det surreelle univers i Eventyrland. Man skal heller ikke her i anden omgang forvente at man får serveret en film som er skåret over samme læst som romanen, men er man ligeglad med det og vil bare lade sig underholde af en letfordøjelig og fornøjelig fantasyfilm i et par timer, så er den faktisk ikke helt ueffen.

Faktisk er den nye film en der er langt bedre end sin forgænger (noget nærmest uhørt i forhold til 2’ere) specielt fordi manuskriptforfatteren (der også skrev etteren) denne gang bevidst har indskrevet en masse replikker, der lige som romanen leger med ord og vendinger, grænsende til det absurde.

Et godt eksempel på det, er i den scene hvor Fader Tid (spillet med en fantastisk excentircitet og Werner Herzog’sk accent af Sascha Baron Cohen) dukker op til den gale hattemagers teselskab. Her spørger Hatteren selv og hans gæsterne Tiden bl.a. ”om han virkelig læger alle sår?”, ”om han er penge?” osv. Det er fint tænkt og ganske i tråd med den legesyge tilgang til sproget som man husker det fra romanerne.

Til gengæld er hovedpersonen stadig en ung dame, ikke som i bøgerne en lille pige og da vi filmen starter er hun alt andet end en typisk Victoriansk lady. (I en parentes kan det i øvrigt bemærkes at Alice på et tidspunkt i filmen ender på sindsygehospital, hvor en læge diagnosticerer hendes sygdom som hysteri – en lidt mystisk reference at finde i en børnefilm som denne – omvendt set forsøger han også at helbrede hende med en sprøjte og ikke håndspålæggelse).

Alice er nemlig kaptajn på det stolte skib ”Adventure”, da hun under en voldsom storm angribes af Malaysiske pirater i Malacca-strædet. Med stor kløgt får hun reddet skib, last og mandskab hjem til England, men kun for at få at få at vide, idet hun går i land, at hendes skib skal sælges og at hun kan se frem til et sekretærjob i rederiet. Det vil Alice ikke hære tale om, så hun tager til bal hos rederichefen – ham hun i den første film nægtede at gifte sig med – i håbet om at få omstødt denne beslutning.

I løbet af festen opdager hun dog en blå sommerfugl som hun straks følger efter. Alice ved jo godt at dette naturligvis er kålormen fra den første film. Han fortæller Alice at hun straks må tage tilbage til Eventyrland, da der er noget helt galt. Hun kravler gennem spejlet i værelset og opdager at Den gale hattemager er mere gal end normalt. Han er blevet besat af tanken om at hans familie alligevel ikke blev udslettet af Jabberwockien, men at de er i live et sted. Alice tror ham ikke, men ser sit snit til at redde Hattemagerens familie ved at bruge Chronosfæren – en magisk genstand, der sætter brugeren i stand til at reje i tiden og som driver tidens ur. Hun aflægger derfor Fader Tid et besøg, hvilket bliver starten på det egentlige eventyr.

Selv om det ikke er Tim Burton, der har instrueret denne anden del, er det ikke rigtigt til at mærke, for den er mindst lige så gotisk og kulørt som ”hans” version af Alice. Det er til gengæld en film der mange gange føles ganske plastikagtig, især fordi der er brugt så meget CGI gennem filmen. Fader Tids fæstning er dog imponerende lavet og der er også andre scenerier og figurer som er fint lavet, men det føles blot lidt overlæsset og for meget af det gode. Skuespilpræstationerne fejler egentlig ikke noget, men det er ganske træls at høre på Johnny Depps overdrevne læspen, at se Anne Hathaways fingre i konstant bevægelse mens hun taler som var hun i trance, osv. Indimellem tager man sig i at nærstudere Depps ekspressive makeup i stedet for at høre efter hvad det er han siger.

Nogle vil mene at når man færdes i så magisk et univers som dette, så er det klart at der er så mange ting der stikker i alle mulige retninger, men det bliver blot lidt for meget denne gang. Til gengæld er filmen bedre til at holde tempo og selv om folkene bag bruger Carrolls figurer til noget andet, forekommer det en anelse mere respektfuldt og tættere på forlægget denne gang.

Alice i Eventyrland: Bag spejlet er derfor en fantasyfilm for hele familien, som ikke kan genere nogen. Den er flot lavet, farvestrålende og ganske morsom til tider. Den forsøger at fastholde det skøre, syrede univers fra bogen, men fortæller lige som den første film helt sin egen historie. Kapellets intellektuelle, akademiske anbefaling er derfor: læs bogen højt for de yngste og derefter – men først derefter – kan de få lov til at se filmen. For når alt kommer til alt, så er oLewis Carroll nu bare rigtigt meget bedre.