Selv om der måske er nogle der er ved at være trætte af at se superhelte stikke hinanden lammetæv, mens metropoler og storbyer verden over lægges øde af superskurke, så er det ikke desto det der sker i den herlige fjerde X-Men-film Bryan Singer har instrueret. Til trods for at historien er ganske tynd og stort set kan barberes ned til den første sætning i denne anmeldelse, så er der stadig masser at komme efter i X-Men: Apocalypse Titlen referer naturligvis til jordens undergang og ikke mindst til filmens altoverskyggende superskurk ”En Sabah Nur” – (ægyptisk for ”Den første”) som seeren møder i den imponerende åbningsscene. Filmen starter nemlig for over 2000 år siden, i det gamle Ægypten, hvor nogle gudelignende mutanter, er i gang med at udføre et ritual. Den førnævnte bandit er i gang med at overføre nogle kræfter fra en anden mutant til sig selv, for Apocalypses særtræk er at kunne overføre andre mutantkræfter til sig selv og - som man også vil opdage senere i filmen - forstærke andre mutanters kræfter betydeligt.

Inden overførslen er komplet, sørger modstandsfolk for at han spærres han inde i den gigantiske pyramide, ritualet foregår i. Vi springer herefter frem i tiden til midtfirserne, hvor resten af filmen udspiller sig. Her møder vi primært to fraktioner af mutanter. På den ene side har vi Professor Xavier og hans skole, samt Mystique, der på egen hånd rejser Europa tyndt for at hjælpe forskellige mutanter. På den anden side dukker er en anden gruppe af mutanter op, der nemt lader sig overbevise om at følge Apocalypse idet han dukker op. Blandt disse er Angel, Storm, Psylocke og Magneto, der kommer til at repræsentere en slags nye versioner af apokalypsens ryttere fra Biblen.

Magneto har ellers holdt sig i skjul siden de dramatiske begivenheder i X-Men: Days of Future Past . Den nye film placerer sig solidt mellem den film og Singers forrige X-Men: First Class. En personlig tragedie tvinger dog Eric Lensherr til endnu engang at (mis)bruge sine utrolige kræfter i det ondes tjeneste og Magnetos superkræfter forstærkes endda betydeligt da han møder Apocalypse.

Før man når frem til den imponerende – og nærmest obligatoriske – finale, hvor mutanter slås med mutanter i et desperat forsøg på at redde hele verden og dens befolkning fra total udslettelse, bliver der dog også tid til en række afstikkere. Blandt andet skal seeren lære en række nye mutanter at kende eller om ikke andet opleve disse i tiden fra før X-Men blev etableret. Det er heldigvis ikke noget der føles trægt eller påtaget, for filmen bevæger sig hurtigt frem i et tempo, der sikrer at det popcornspisende publikum ikke når at kede sig, til trods for at filmen varer over to en halv time.

Blandt disse sidehistorier er fortællingen om Charles Xavier, der igen bliver nødt til at arbejde sammen med CIA agenten Moira, som han jo slettede hukommelsen på i First Class. Charles er stadig forelsket i hende, men hun tror det er første gang de mødes. I en anden historie følger seeren en mindre gruppe mutanter til en hemmelig, regeringsbase, der huser en overraskelse, som naturligvis ikke skal afsløres her. Til gengæld er det nemt at gætte den hvis man har set filmens trailer.

Man kan godt undre sig over at casterne har valgt Oscar Isaac i rollen som Apocalypse, når nu han både er sminket totalt uigenkendelig og idet han stort set udelukkende ikke laver andet end at være gnaven og ytrer sig om lysten til at rydde op i menneskeheden. Omvendt set, når nu Marvel har råd til at fylde deres film med a-liste skuespillere, hvorfor så ikke bare skrue helt op for blusset? X-Men: Apocalypse er lige som Captain America: Civil War og DC’s Superman vs. Batman: Dawn of Justice en film der fungerer primært fordi de viser tilskueren to fraktioner af superhelte kæmpe mod hinanden på liv og død. Dette er sikkert et element som mange (og med garanti Alan Moore) sikkert vil finde usandsynligt trivielt, men som alle os der har holdt af superhelte siden barnsben, vil klappe i vore hænder over. Det kan godt være, at denne type film kan ses som en kejtet afledningsmanøvre, der får os til at glemme verdens virkelige problemer – men det synes vi her på kapellet faktisk også der skal være plads til.

Med X-Men: Apocalypse viser Marvel igen, at de er eminent gode historiefortællere, for selv om det er en banal historie om de gode mod de onde, bydes der på masser af visuel fortællelyst (som i øvrigt gør sig rigtigt godt i 3D) og så er filmen både takket være sit kulørte karaktergalleri, gode skuespillere, lækre superbabes og fine replikker med til at gøre filmen til en dejlig eskapistisk en af slagsen.

Husk i øvrigt at blive siddende til den obligatoriske teaserfilm som Marvel konsekvent lægger efter rulleteksterne er slut. [Spoiler warning!!!] De synes denne gang at pege i retning af, at selveste Mr. Sinister inden længe dukker op og blander sig i det ekspanderende Marvelunivers. Er dette rigtigt, er der mindst én (læs nærværende anmelder), der har endog meget svært ved at få armene ned.