Badehotellet er og bliver en sær størrelse på dansk tv. På den ene side elsker danske anmeldere at hade serien. På den anden side reagerer danske seere ved at gøre den til tidens store flagskib for TV 2 med seertal, der kan måle sig med de større successer på DR. Serien har med andre ord skudt en kile ind mellem en elitær dansk anmelderstab og en egalitær seerskare, der ser stort på, hvad parnasset har at sige. Badehotellet er alene derfor faktisk et tankevækkende fænomen.

Serien foregår i tiden op til, under og efter børskrakket i 1929. Det er selvfølgelig et fint og oplagt tidspunkt at sætte ind, fordi vi derfor får en række oplagte paralleller til vores egen finanskrisetid at spejle os i. Det anvendes i høj simpelt og seerreferensielt på den måde, at vi følger de godtroende, der ikke kan se, at det ved at gå helt galt, samtidig med at vi selvfølgelig godt ved, hvordan det ender. Nu træder vi ind lige efter krakket, og forretningsmændene er selvfølgelig blevet ramt.

Sæson 3, som snart udkommer på DVD, tilføjer i princippet ikke noget nyt til den velfungerende seerformel. Vi får lidt nye personer ind, eksempelvis en gæsteoptræden af selveste Thorvald Stauning (historians, take it away: er det nu historisk korrekt?), men ellers er det den nu efterhånden godt kendte gruppe af feriegæster på badehotellet og deres tjenestefolk, som optræder. En blanding af kendte ansigter og mindre kendte, som nu stiger i graderne, medvirker stadig. .

Faktisk skal serien krediteres for at være relativt original på dansk tv. Det er yderst sjældent, at vi ser det historiske drama kombineret med folkekomedie. Der var elementer af det i Matador, men siden har vi ikke rigtig set det – og slet ikke i så stor grad som i Badehotellet. Heri skal vi sikkert finde en vigtig forklaring på, hvorfor den appellerer så bredt: Det er roligt, ukompliceret og hyggeligt tv-drama med folkekære skuespillere. .

Det betyder dog ikke, at serien ikke tager fat i nogle af tidens mere kontroversielle emner. Nazismen er nu for alvor undervejs i Tyskland (og i Danmark), hvilket skaber nogle vigtige historiske diskussioner. I berøring med dette lufter serien også holdninger til homoseksualitet, men dette er samtidig en tråd, som er med fra de første par sæsoner. Det, der gør det hyggeligt, er, at serien vinkler det på en måde, så det bliver åbenlyst, hvilket holdning serien formidler. .

I princippet er det i dag jo let at lægge en humanistisk vinkel på emner som nazisme og homoseksualitet. Serien undgår de vigtigste tabuer i tiden ved hurtigt at udgrænse de personer, der måtte være politisk ukorrekte. Det er måske for let at gøre det, men det er det, der faktisk på den ene side formår at hive historien ind, mens den på den anden side ikke behøver kontroverser og tabuer. Ganske vist bevidst undgår serien dermed de store historiske diskussioner om korrekthed. .

Det er stadig en serie, der selvironisk fastholder den kulisseagtige scene – en scene, der gør, at serien bliver som et udvidet tv-teater. Det er særligt dette, de fleste anmeldere reagerer på. Enteriørscener foregår hovedsageligt på badehotellet, mens eksteriørscenerne er grafisk retoucheret, så Vesterhavet og naturen fremstår om end mere idyllisk end muligt. Der er en vis nostalgi og deep Denmark over Badehotellet – en længsel efter en simpel tid, hvor problemerne var langt borte. Lidt som vi ser det i den britiske tv-serie Downton Abbey er der et meget ukompliceret forhold mellem herskab og tjenestefolk – et forhold, der formentlig er noget anakronistisk. Arbejderkampen, der for alvor blomstrede i samtidens økonomiske kriser, berøres, men det er en berøring med en ildtang, så der ikke er nogen, der brænder sig. Det er nok en ganske fin strategi, fordi TV 2 og skaberne hos SF-film derved undgår en hel del kontroverser, der eller kunne være vakt. .

Jeg hører faktisk til en del af det mindretal blandt anmeldere, der nyder Badehotellet. Der er en befriende frimodighed over serien, der sammen med komikkens indbyggede selvironi bliver ret underholdende. Den selvironiske tone i serien er helt overset af de fleste kritiske anmeldere, der kigger på serien med for megen alvor. Selvironien og selvreferencer bliver tydelige i sidste afsnit, hvor for alle med en vis humoristisk kærlighed til mediehistorie får noget at tygge på. Der optages nemlig film på badehotellet – og alene dét kostelige afsnit bærer hele tredje sæson flot.