Det er i bund og grund bare en god idé: send en gruppe personer ud i verdensrummet i et rumskib og slip en ondsindet og dødsens farlig fjende løs. Det afgrænsede rum, det ukendte og det fjendtlige er gode komponenter, der kan varieres i det uendelige. I en kombination med andre genrer har Alien-serien formået at opdatere scifi-gyseren i en grad, der har været inspirerende for nærmest alle andre, der ville lave rumgysere og spændingsfilm i deep space. Den samlede antologi af de fire centrale film er netop udkommet på dansk BD. Igen.

Det er sjældent set, at en serie af film over så mange år – den første er fra 1979 og den seneste er fra 1997 – har tiltrukket en så nævneværdig række af forskellige instruktører. De fire instruktører, Ridley Scott, James Cameron, David Fincher og Jean-Pierre Jeunet, har skabt fire film, der godt nok tager udgangspunkt i samme karakterer og handlingstråde, men det er blevet til fire meget forskellige film, der har hver deres forcer. Ydermere formår de på hver sin måde at skrive Alien-handlingen ind i forskellige subgenrer.

Ridley Scotts første film Alien (1979) tager udgangspunkt i science fiction-filmens velkendte plot om det ukendte rumskib, der skal inspiceres. Ombord møder de dog rædsler, der gør, at filmen måske i højere grad er en gyser. Fans kan skændes længe om, hvad der er hovedgenren. Med meget overbevisende special effects formåede filmen at være særdeles stilskabende. Traditionelt er anmeldere henholdende over for scifi, hvilket også undergik Alien. Filmen blev nedsættende kaldt en gyser om det hjemsøgte hus placeret i rummet. I princippet er det faktisk en meget præcis beskrivelse, og netop dette – på trods af den nedsættende tone i anmeldelserne – blev det særlige ved filmen, der gjorde den original.

James Camerons efterfølger Aliens (1986) var længe undervejs trods et pænt overskud i box office på den første. I mellemtiden beviste Cameron med The Terminator (1984), at scifi – i en eller anden afart – var kommet til en ny guldalder. Ridley Scott havde også medvirket til dette med Blade Runner (1982). Cameron sender Ripley tilbage til der, hvor monstret kom fra, for at finde og udslette dem. Her trækker Cameron stadig på de velkendte gyserundertoner, men i en post-Viet-Nam-krigen trak han også på krigsfilmens helt grundlæggende genretræk. I modsætning til første film var den fra starten velmodtaget.

Seriens lavpunkt kommer med den tredje film i serien Alien 3 (1992) med David Fincher ved roret. Filmen går all in på actiongenren, og trumfer de to øvrige meget stemningsmættede film med spektakulære kampsekvenser, der havde til hensigt at overtrumfe de første. Det blev kritiseret, og var også en skam, for det, der gør de to første til så vellykkede film, er den veletablerede afveksling mellem forskellige tonaliteter. Filmens tilblivelseshistorie er også en saga for sig. Fincher blev hentet ind meget sent i forløbet på et tidspunkt, hvor manuskriptet slet ikke var færdig. Den endelig film, som undervejs havde flere store problemer, fordi producere ikke gav Fincher relativt frie hænder, ender med at blive klippet sammen i en anden version end den, instruktøren havde godkendt. I dag afskriver Fincher sig filmen, der var hans ilddåb som spillefilmsdebutant.

Den foreløbigt sidste film i serien er Jean-Pierre Jeunets Alien Resurrection (1997), som var hans internationale film i kølvandet på sine to store franske semisurreelle successer. Filmen fastholder udgangspunktet i scifigyseren med særlige actionmættede undertoner, men de pudsige og sære indslag, der er helt særlige for Jeunets film er ikke udeladt her. Han understreger – trods en franchise-film som denne – sin status som en international auteur. I modsætning til Fincher fik Jeunet den såkaldte ’creative control’. Derfor bragte han en række af sine tidligere samarbejdspartnere med sig til denne, og tilførte Alien-serien en film, der også trak på en sort humor, som nogle finder malplaceret i universet, men faktisk gør Alien Resurrection til en særlig oplevelse i seriens univers.

At se disse fire film i følge af hinanden er i sig selv i stor oplevelse, fordi sammenhænge og faktisk især forskelle kommer til at træde frem i et klarere lys. Det helt særlige for fans, buffs og andre alien-interesserede ved denne udgivelse er, at det ikke kun er de fire biograffilm, der her er samlet. De første tre film er vedlagt i såvel den oprindelige udgave som den senere reviderede udgave. I Scotts ’director’s cut’ er det i modsætning til andre ’cuts’ faktisk her en et minut kortere version, mens flere scener er klippet ind. Det er faktisk en mere tight og mere spændstig udgave af den tidligere film. I Camerons udgave af Aliens i den såkaldte ’special edition’ er det i stedet en noget længere og roligere udgave af den første film, der giver seeren mulighed for at dvæle ved særlige detaljer. I Finchers Alien 3 er det en af instruktøren ikke-godkendt specialudgave, der heller ikke helt redder filmen ud af at være seriens svageste led. Jeunets Alien Resurrection eksisterer således stadig ’kun’ i den ene udgave.

Denne udgave af Alien-serien tilfører faktisk egentlig ikke rigtig noget nyt. For et par år siden blev samlingen under samme titel Alien Anthology (2010) udgivet, og den forhåndenværende udgave af serien er faktisk blot en udgave, hvor de to ekstra skiver spækket med såvel fantastisk som ligegyldigt materiale, er taget ud. I 2012 udkom så Alien Antology, der heller ikke havde ekstramaterialet med. Mig bekendt ser det ikke ud til, at der er forskel på ’12-udgivelsen og denne ’14-antologi med alle filmene i alle eksisterende udgaver. I sig selv er det en fabelagtig filmserie med sine op- og nedture, og det at have dem samlet – og fortsat tilgængelig for det købedygtige publikum – er alene oplagt og fint. Men for fans og buffs skal der ikke forventes noget nyt i denne. Alien Anthology (2014) er til de scifiactiongyser-fans, der imod forventning ikke skulle have en samlet udgave stående på reolen.