Man kender nærmest komedieformlen til hudløshed. En hårdkogt strømer, lidt af en ener, bliver - på en eller anden måde - sat samen med en anden person, som vedkommende slet ikke bryder sig om. Dette er recepten på letbenet underholdning, hvad enten den anden person er en civil, en anden type betjent, tilhører en anden minoritet eller noget helt fjerde.

Det handler i sagens natur om at vise at de to, i løbet af filmen bliver nødt til at acceptere hinanden helt eller delvist, for de skal jo arbejde sammen mod et fælles mål (som regel at fange forbryderen eller opklare mordmysteriet) og på den måde viderebringer filmene et slet skjult budskab til tilskueren, om at man ikke bør være fordomsfuld. Hvis man bare giver sig tid til at lærer hinanden at kende, så vil man kunne opdage den andens kvaliteter, selv om man indledningsvis måske ikke kan få øje på dem.

Denne beskrivelse kender langt de fleste og anmeldelsen af Ride Along kunne sagtens stoppe her, med en kort tilkendegivelse af, om den er vellykket eller ej, men det ville være for nemt. Filmen valgte undertegnede at se, netop fordi fordommene overfor filmen stod i kø, for selv idet rapperen Ice Cube (der spiller den hårdkogte betjent i filmen) er med og dermed måske er et kvalitetsstempel i sig selv, var anmelder alligevel ganske fordomsfuld og tænkte at en anmeldelse sikkert ville indebære at negative adjektiver som eks. ”uopfindsom”, ”kedelig” eller ”middelmådig” skulle anvendes, men dette blev heldigvis ikke nødvendig.

For selv om Ride Along er utrolig generisk og forudsigelig, er den faktisk også ret så morsom, hvilket faktisk var reelt overraskende. Dette især takket være Kevin Harts evne udi fysisk humor – for han falder lige så overbevisende på halen som vor egen Mick Øgendahl – og så formår han at være både ganske charmerende og uudholdelig på en og samme gang. Dette bliver især sjovt når han sættes sammen med Cube, der stort set bevarer sit stenansigt hele filmen igennem. Cube er indlysende nok ’straight man’i denne komedie.

Filmens plot er ikke værd at bruge megen spalteplads på, for det handler i al sin enkelthed om Cubes figur – Payton - der i flere år har forsøgt at få oplysninger om den mystiske forbryderboss Omar. Selv om Payton fra sin chef har fået strenge ordrer om ikke at følge op på sagen mere, gør han det naturligvis alligevel, hjulpet på vej af hans nærmeste fortrolige. Ben (Kevin Hart) er Paytons kommende svoger. For at bevise overfor hans kommende kone og hendes bror, at han mand nok til hende, søger Ben optagelse på politiskolen og idet han kommer ind, tager Peyton ham med på sit arbejde.

Peyton vil naturligvis gøre alt for at gøre livet sur for den kommende svoger han helst ikke vil have, så derfor beder han centraken om at viderestille alle de mest irriterende politiopgaver til hans bil, i håbet om at Ben på den måde helt mister lysten til at være betjent og måske endda også til at gifte sig med søsteren.

Denne strategi leder naturligvis til en masse situationer som Ben ikke kan styre og hvor Peyton må komme til hans assistance, men inden længe er de to faktisk, nærm est ved et tilfælde, også tættere på at finde ud af hvor Omar opholder sig. En situation som er farlig selv for Peyton.

Ride Along er en veloplagt komedie, der dog virker allerbedst i den første halve times tid. Idet forviklingerne lader den klassiske utilpassede og gakkede komedie blive mere traditionel actionkomedie, og idet Peyton ikke længere hader Ben som pesten, men begynder at se at også han rummer nogle værdier, mister filmen desværre lidt af det momentum som den lagde ud med.

Ride Alone er på mange måder en arketypisk, amerikansk, politikomedie med førnævnte morale mejslet ud i sten, men den opfylder faktisk det uudsagte løfte som følger med alle komedier – man morer sig flere gange undervejs. Så er man derfor i humør til lidt letbenet underholdning op til weekenden, så er dette et godt bud på en ganske morsom film.