Det var et modigt valg, da Susanne Bier – efter sin store succes med Hævnen (2010) – valgte at gå ind i en af de genrer, der er så svære at få nok ud af. Biers film er på mange måder segmentknusere på den måde, at de formår at appellere til såvel de store masser som det kritiske publikum. Midlet er at trække på store, internationale genrer. Valget faldt overraskende nok igen på den romantiske komedie, som hun i sin tid også kørte i stilling med successen Den eneste ene (1999). Valget var modigt, fordi det både var uventet, og fordi genrens alvorstunge resonansbund er svær at håndtere troværdigt. Den skaldede frisør er netop ude på købsfilm.

Handlingen kender de fleste. For de fleste har allerede set filmen. Ida er kommet godt igennem et behandlingsforløb for kræft, men da hun kommer hjem – klar til at fejre det med sin mand – finder hun ham med en purung elskerinde på sofaen. Problemet bliver ikke mindre af, at deres datters store italienske bryllup er nært forestående. Alligevel tager hun af sted. Kun for at opdage, at den værste ulykke også kan afstedkomme den store retfærdighed og en lykke, hun ikke vidste eksisterede. Ja, strukturen er velkendt, handlingen ditto, og karaktererne tilpas skematiske til, at den romantiske komedie følges til punkt og prikke.

Flere ting skal fungere for at få en romantisk komedie til at virke. Humoren skal naturligvis være lige i skabet, og det er den. Bier har endnu engang slået pjalterne sammen med manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen, der har sin fyldepen dybt nedsunket i såvel dramaets elementære grundmønstre som komediens sans for gode vittigheder og punchlines. Den skaldede frisør er ret beset temmelig morsom, selvom humoren stedvist kan komme til at virke en anelse ude af trit med emnets alvorstunge substans. En gang imellem letter en joke lige meget nok på filmens tungsindige grundtema.

Modsætningen til humoren skal også være på plads. Kræft er et emne, der sjældent behandles i populære spillefilm, og Biers film gør det med en sensitivitet, der gør det nærværende. Dog virker brugen af kræftsygdommen undervejs desværre undertiden mere som en motor for plottet end en reel behandling af emnet. Det behøver heller ikke være en dyb og indadvendt kræftfilm, men specielt slutningen bliver i overkanten. Her mangler modet til gengæld til at vælge en sygdom, der ikke bare skal bevirke en nyforelskelse. Genrens struktur skal passe, og derfor er der nogle ting, som kunne være forbigået uberørt, men som filmen dykker ind i. En anelse klichéfyldt bliver det på den måde.

Det tredje og sidste, der skal være der, før en romantisk komedie når det kritiske publikum, er en fornemmelse af at få med end det, som det blotte øje ser. Her vil den opmærksomme lægge mærke til, at Den skaldede frisør ikke kun er sin egen film. Den er også en løs variation over Shakespeares En skærsommernatsdrøm. Brylluppet og de forviklede forelskelser har klare ligheder med Shakespeares komedie. Filmens irriterende Thilde, der i princippet er en ret flad karakter, kommer til – på samme måde som Puck i dramaet – at spille en rolle som en kommentator af handlingen. Denne dybde i teksten er en fin lille finesse, der tilfredsstiller dem, der måtte synes, at koblingen mellem romantikken og det komiske er for let.

Der er få, der kan fylde biografen som Susanne Bier. Det bør tale for sig selv. Hun er blevet et internationalt navn, der tiltrækker opmærksomhed. Underholdning for underholdningens skyld. Og som sådan bør det også behandles. Men der er egentlig ikke mere i det. Den skaldede frisør er en ekstremt kalkuleret film, der sigter efter genremæssig perfektion og opfyldelse af de krav, som mængden måtte have – og bliver af samme grund meget lidt overraskende. Et godt stykke håndværk til en god lørdag aften, hvor man godt kan kigge væk fra skærmen et øjeblik for at snuppe den sidste labre larve.