Et udsted, et forelsket par, et forfaldent hus og et mystisk dødsfald. That’s all it takes. Helt ned i de små detaljer vedkender Laurits Munch-Petersens film Over kanten sig sin formel. Et smadret spejl. En forvredet virkelig. Og en ulykke, der sjældent kommer alene. Med sin første spillefilm Ambulancen (2005) forsøgte Petersen sig med genrefilm på dansk – et relativt sjældent syn foruden komedier. Dengang lykkedes en actionfilm såpas. Nu er det en thriller, slet og ret, han har kastet sig over. En mønsk en af slagsen.

David og Freja flytter til Møn. Ind i deres stråtækte idyl. Et solskinsvejr med grå skyer i horisonten. Og et fuglebur at kigge ind i. Et symbol på deres tilværelse. Roar kommer til undsætning, da huset er ved at falde sammen. Men har han ren cement i murerposen? En fyr begår på besynderlig vis selvmord på klinten. Roar er under anklage. Frikendt. David er spiludvikler, arbejder på et spil, der blander fiktion og virkelighed. Spørgsmålet er, hvornår virkeligheden er forplumret af påfund, et sind i oprør, eller en forelskelse, jalousi.

Filmen lægger selv op til et tvist – og vi får det. Slutningen er ikke nem at udregne. Nærmest forudsigelig i sin uforudsigelighed. Trods filmens formulariske opbygning. Den klassiske konstellation af hovedperson, hjælper, modstander og mål er også opfyldt i en sådan grad, at det er tæt på at være for meget. Om end det er jo genrefilmens lod: visheden om, hvilke vendepunkter, der er i vente. I sin hensigt om at udarbejde en stilsikker og genrefast thriller er på den måde forventeligt og udmærket udført.

Det er muligvis et spørgsmål om temperament, om det så er rigtigt eller forkert, at følge formlen så tæt som en ligning. Problemet er muligvis, at det i dette tilfælde er en af de nemme af slagsen: en med kun een ubekendt. Krimiplottet, der trækker filmens suspense, handler ikke for så vidt om at opklare. Det handler i stedet om spændingen, der dukker frem, når vi ved mere end karaktererne. Og når enkelte karakterer ved mere end andre. I dette billede indvirker også Davids rolle som spiludvikler. Dog er det beklageligvis sparsomt, hvad dette bruges til.

Genrestilisering kræver sin spillestil. Alexandre Willaume, der spiller Roar, er yderst velcastet. Pede er borte pist til fordel for en varieret stil, der skaber en troværdig karakter med langt imellem sødme og syrlighed. Jonathan Spang og Christiane Schaumburg-Müller er dog i rollerne som det tilflyttende kærestepar ikke helt opportun. Et pænt par, javist. Spang med en fastgroet bekymret mine og Müller med en noget uindøvet stil gør filmen uhomogen. Willaume med forståelse for genren. Og Müller mest pæn at kigge på.

Jeg har en vis sympati for Munch-Petersens fastlåste genreforsøg. Genrefilm kræver blot i sig selv bare en bedre fortælling – og ikke mindst mere sikker casting – for at fungere. Over kanten er af en type, der er set adskillige gange før, og som vil blive set utallige gange flere. Tænk på fx Robert Zemeckis What Lies Beneath (2000). Disse film, hvor noget fordækt i en trio skal frem, viser sig også ofte dette i titlen. Også i Morten Køhlerts Under overfladen (1999). Over kanten er derfor også en ganske oplagt titel med henvisning til Møns dramatiske klint. Men filmen når desværre aldrig helt ud over kanten.