Act of Valor er filmen, hvor en stor del af figurerne i filmen spilles af virkelige US Navy SEALS – folk der stadig er i aktiv tjeneste. De benytter endda deres egne navne. Vi har med en film at gøre, der på ingen måde lægger skjul på at den er propaganda – en film, som gerne skulle give mænd af den rette støbning lyst til at excellere indenfor forsvaret og søge optagelse i en af verdens mest professionelle kampenheder.

Samtidig er filmen også en visuelt imponerende actionfilm, hvor first-person shooter-æstetikken virkelig kommer til sin ret. De tilskuere, som har spillet spil som Modern Warfare, Battlefield eller lignende, vil kunne nikke genkendende til POV referencerne, der benyttes flittigt undervejs og som giver tilskueren nogle både klaustrofobiske, intense og actionmættede oplevelser.

Der er derfor ingen tvivl om, at filmen sikkert både kommer til sin ret, når det handler om at lokke unge mænd ind i militæret og at underholde de af os, som aldrig kunne drømme om at tage et andet liv. Selv om dette kunne lyde som en rendyrket succes, halter filmen alvorligt i forhold til videospilsversioner af kamphandlingerne, når det kommer til dens overordnede fortælling. For her er der flere computerspil, der både byder på bedre skuespil og bedre handling.

Nærværende anmeldelse har ikke tænkt sig at tage for mange sidespring til andre krigsfortællinger og medieformer, men det var alligevel en øjenåbner at spille sig gennem den sidste mission på Spec Ops – The Line umiddelbart før Act of Valor blev smidt op på storskærmen. The Line er et 3-personers skydespil, der på mest brutale måde adresserer krigens gru og de store psykiske mén den enkelte soldat kan pådrage sig undervejs. Uden af afsløre for meget, ender spillet med, at man efter en lang række intense kamphandlinger, må indse at ens gerninger måske ikke er så heroiske som man forestiller sig. Spillet er løst bygget op omkring Joseph Conrads Mørkets hjerte, idet man spillet igennem jagter en oberst Konrad, der har forskanset sig i et højt tårn i en tilsandet fremtidsversion af Dubai, men spilleren ender, uanset hvilke valg der træffes undervejs, med at indse at det man finder til sidst, ikke kun er Konrad, men også en brat opvågning.

Grunden til sammenligningen mellem spil og den nye film er, ud over tilfældigheden ved medievalgene da undertegnede skulle se film, at de begge benytter sig af den samme type visuelle æstetik. Godt nok kan seeren i Act of Valor ikke selv vælge hvilken vej soldaten skal gå, men følelsen af at være en del af kamphandlingen – immerseret i situationen - er konstant tilstede. Faktisk er første persons oplevelsen aldrig skildret så effektivt på film før og det kunne have været interessant at se eller høre lidt om, hvordan filmmagerne konkret havde iscenesat og filmet disse ganske komplekse actionsekvenser. Desværre er den danske udgivelse, til trods for den knivskarpe BluRay billedside og den imponerende HD 5.1 lydside blottet for alt ekstramateriale, så der er hverken featuretter, kommentarspor eller interviews med de medvirkende soldater.

Den slående forskel mellem spil og film skal altså ikke finde i det æstetiske eller tekniske, men snarere i fortællingen. For hvor The Line er en dystopisk fortælling, et slags antikrigs-spil, der på den ene side glorificerer myrderierne og på den anden side udpensler de civile tab og de menneskelige omkostninger, der ledsager krigshandlingen, så er Act of Valor en krigsfilm der glorificerer soldatens mod, opofrelse og viljestyrke. Den er ikke nødvendigvis udelukkende et udtryk for rendyrket amerikansk patriotisme og maskuline æresbegreber for de der kunne frygte dette, for filmen er lige så meget et udstyrsstykke i hvilket imponerende krigsmateriel den amerikanske hær råder over og hvor koordineret en indsats de forskellige enheder kan levere, hvis situationen kræver det.

Handlingen i Act of Valor er forholdsvis nem at beskrive. Vi møder først en ondskabsfuld terrorist, der kører en isbil komplet med bombe ind i en skolegård i Manilla. Han vandrer væk fra eksplosionen og ser direkte ind i kameraet, mens et brændende barn løber ud af flammerne i baggrunden. Hans kompagnon, en lige så ondskabsfuld narkobaron, kidnapper en kvindelig CIA agent, der muligvis har været på sporet af, hvad sammenhængen mellem disse to onde, vederstyggelige mænd er.

Da toppriorieteten for den amerikanske regering og Langley er at få hentet agenten hjem i live, holder gruppen af elitesoldater en sidste grillfest på standen med deres koner og børn, før de kastes ud i faldskærm over et natsort Mellemamerika, for at komme den nødstedte agent til undsætning. Efter tyve minutter udsættes seeren for filmens første actionsekvens af mange, hvor team-samarbejdet soldaterne imellem, viser hvordan en lille håndfuld toptrænede mænd er i stand til at nedkæmpe en fjende, der er både mange gange større end dem selv og mindst lige så veludrustet.

Terroristen fra starten planlægger et koordineret angreb mod USA, i et scenarie, der ikke umiddelbart virker usandsynligt. Så den første mission afløses hurtigt af en anden, så en tredje, så en fjerde og i det hele taget er både klipning, kameraarbejde, musik, lydbrug og aktørernes fysiske troværdighed med til at gøre actionsekvenserne virkeligt memorable. Til gengæld kan tyndhudede tilskuere godt få lidt tyndt spyt bag i munden over den megen rørstrømske insisteren på soldaterkammerateri til døden os skiller, fokus på de ængstelige hustruer og soldaternes egen tvivl, der indimellem nager dem. Selv om disse ting er til stede er filmen langt fra så kvalm som man ellers havde forestillet sig. Den er primært fokuseret på missionerne og skildringen af intense ildkampe og mindre på karaktertegninger, soldatens indre liv eller deres familieforhold. Her hedder familien SEALS – boo-ya!

Act of Valor er altså en visuelt interessant og nyskabende film, samtidig med at den er narrativ fattig og byder på virkeligt tyndt skuespil fra især de medvirkende SEALs. Den er oplagt til at bruge i en diskussion om hvordan computerspilsæstetikken har invaderet filmverdenen, for der bydes ud over first-person oplevelserne, på missionbriefings og digitale kort undervejs, så seeren kan orientere sig nemmere. Som actionfilm er den vellykket, men man kan ikke helt lade være med at være en smule irriteret over at den ikke har mere kant til sin fortælling, lader flere soldater dø – men det er sikkert også fordi det amerikanske forsvar har støttet projektet på den ene side og så naturligvis at Act of Valor modsat The Line ikke er en anti-krigsfilm, men derimod en film, der på den ene side skulle give folk lyst til at melde sig på hvervekontoret og på den anden en meget tidstypisk skildring at en gruppe heroiske amerikanere, der vist er hårdt tiltrængt i en tid hvor det virkelige militær, ikke har fået de bedste anmeldelser. Om det virker lige så godt som Top Gun gjorde det for det amerikanske flyvevåben må tiden vise.