Captivity er en thriller som gerne vil appellere til et bredt teenagepublikum samtidigt med, at den også gerne vil ramme horror-fanatikere. På den ene side tager den derfor teenageidolet Elisha Cuthbert med i hovedrollen, samtidig med at den forsøger at skabe en stemning alá Saw-filmene. Det er dog ikke nogen umiddelbar succesfuld kombination.

Filmen starter med krydsklipning mellem interviews af en ung skuespillerinde, som skal vise sig at være hovedrollen Jennifer Tree, og en mystisk mand som laver collage af udklip fra diverse aviser og blade. Det er tydeligt, at han ikke er ude på noget godt, da han skriver ting om død og pinsel. Starten er effektfuld og fungerer godt, fordi den overstår alt det indledede meget hurtigt; hvilket man alligevel har set masser af gange før. Plottet er klart nok - en psykopat er ude efter en ung kvinde som skal pines og plages.

Billedsiden er mørk og dyster, kun med enkelte overeksponerede lyskilder og nedslidte rum. Det er her Captivity minder mest om Saw - vi får ingen forklaring på hvorfor psykopaten er ude efter Jennifer, hvem han egentlig er eller noget andet. Det hele er mystisk, uforklarligt og truende. De glimt vi får af psykopaten er holdt så vi ikke kan se ham, men kun for en fornemmelse af at han er stor og truende - en mørk skygge som kun findes i kanten af vores synsfelt.

Det er i disse sekvenser at instruktør Roland Joffé viser sine evner til at skabe en glimrende stemning; den er trykkende, ubehagelig og selvom det hele er set før, fungerer det glimrende. Det tekniske fejler altså intet, men filmen har et stort problem i forhold til Saw-serien som den helt sikkert gerne vil være - der er en fatal mangel på blod, pinsel og fæle fælder som er med til at få Saw til at være, hvad den er.

Fordi filmen vælger at tage en kendt ind som hovedrolle, ved vi nærmest fra start, at hun overlever. Så selvom der er truende situationer og udspekulerede fælder, bliver vi aldrig helt bekymrede for Jennifers liv. Det hænger sammen med en anden fejl som filmen begår; den vil gerne have at vi skal have sympati med Jennifer, men vi får aldrig rigtig mulighed for at lære hende at kende. Der er ingen karakteropbygning, og hun fremstår blot som en berømthed fanget i en ubehagelig situation. Det er ulempen ved at springe hele indledning over, da Jennifer aldrig bliver andet end ren overflade.

To elementer introduceres for at gøre filmen anderledes. For det første holdes en anden fanget sammen med Jennifer, og vi følger hvordan deres forhold udvikler sig i denne stressede situation. Det fungerer generelt udmærket, uden dog at løfte sig til det glimrende. Den anden ting er, at vi følger politiets arbejde for at finde Jennifer, men her er der virkelig tale om at skrabe bunden. Lederen kommer konstant med lommepsykologiske kommentarer, som er trukket direkte fra langt bedre film. Det skal formentlig øge spændingen, men tilfører blot trælse klichéer.

Alt i alt er der en del gode takter at spore i filmen, og det er helt klart at Joffé kan sine genregreb, selvom der er langt til film som The Mission eller The Scarlet Letter, hvor han udviste lidt mere selvstændighed i forhold til fortællingen. Der er ikke meget særpræg at komme efter her, og selv om der er et par uventede drejninger, ender filmen som endnu en i rækken af formulariske horror-thrillers, uden noget individuelt særpræg.