Beast er den danske filminstruktør Christoffer Boes femte spillefilm. Men han har kun lavet én. Det påstår han i hvert fald. Alle film, han laver, er den samme. Handler om det samme i hvert fald. Kærligheden. Mødet mellem personer, der forelsker sig. Og konsekvenserne. Hvis den enkelte ikke handler rigtigt. I debutspillefilmen, Cannes-vinderen Reconstruction (2003), hed kvinden Aimée. At elske. Christoffer Boes film handler om at elske. Det gælder også Beast, der netop er udkommet på købsfilm.

Bruno og Maxine flytter ind i deres drømmebolig. Alt er godt. Sommer. Vi springer til vinter, og Bruno snakker om had. Om at han kan føle Maxine i sig. Indeni. Maxine kan ikke føle Bruno, der bliver mistænkelig. Begynder at undersøge Maxine – og finder hemmeligheder, han ikke kan holde til. Samtidig er Bruno ved at blive syg. Af hvad ved vi ikke, men maven værker og sindet knirker. Maxine forsøger at slippe væk, men Bruno holder fast. Og noget binder dem sammen. Kærlighed, had, eller en blanding.

Christoffer Boe har længe været – og er stadig – en af de mest interessante danske instruktører. Han formår at bruge den banale fortælling, som vi kender til hudløshed, kærlighedens melodrama, og operere noget ind i den, der ikke har været der før. En tragedie. Et fortællemæssigt tvist. Eller en visuel poesi og en strukturel kode, der er sværere at knække end normalt. Alle fem film drejer omkring symboler på kærligheden, der smerter og gør godt. Samtidig. Derfor også Beast.

Inspirationerne er mange. Den franske nybølgeinstruktør Jean-Luc Godard er blandt de mest oplagte. Selskabet bag Boes film er sågar opkaldt efter Godards Alphaville (1965). I Beast er det mest scenernes visuelle opbygning, der minder om Godard, mens blandingen af hyperrealisme og billedlig poesi i langt højere grad ligner den senere Lars von Trier. Måske endda for meget. Men cinematografen Sophia Olsson viser med Beast, at hun til overmål kan holde til en sammenligning med Boes tidligere kameramand, Trier-fotografen Manuel Alberto Claro. Billederne er brilliante, gennemkomponerede og noget af det smukkeste længe.

Om der samtidig er en henvisning til finske maler Bruno Maximus (bemærk hovedpersonernes navne, der kan sammentrækkes til kunstnerens navn) er lidt uvist. Maximus’ stil omtales ofte som hypnorealisme – en drømmeagtig realisme, der ligner det surreelle. Hos Boe bliver det aldrig surreelt, men den vægtede symbolske billedbrug fylder meget. Og selve fortællingen svæver lidt i en mellempunkt mellem indre og ydre virkelighed, der – uden øvrig sammenligning – godt kunne omtales som hypnorealisme. Forelskelsen er hypnotisk stærk, men melder sig i bund og grund som en dødelig realisme. Til sidst.

Trekantsdramaet mellem Bruno, Maxine og Valdemar er en meget klassisk konstellation. Men det samlede udtryk og det bestialske resultat er ganske originalt. Hvem bæstet er, skal naturligvis ikke afsløres. Men kollisionen mellem hadet og kærligheden får et meget fysisk udtryk i filmen. Et bæst. Psykisk, fysisk? Under alle omstændigheder et ekstremt symbol på den voldsomme sammenhæng og adskillelse mellem mand og kvinde. Og mand. Alt sammen velartikuleret og velspillet af Bro, Jankovic og Kaas i hovedrollerne.

Boe er en instruktør, der formår at få fantastisk meget ud af meget, meget lidt. Økonomisk. Visuelt. Fortællemæssigt. Fortællingens kerne er simpel – udtrykket er enormt komplekst. Filmen er ikke været dyr, men Boes hold kan omsætte fortællingens simplicitet til noget af det stærkeste gennem den visuelle komposition. Det er filmæstetik på et skyhøjt plan, det her. Desværre forbliver Boe mest en kritikerdarling – som her. Beast kunne ikke trække mere end godt 1.600 danskere i biografen. Det siger heldigvis mere om danske biografgængere end filmen selv. Beast er et af hovedværkerne fra 2011. Så simpelt kan det siges.