´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg

Entartete Kunst im Bombenschutt Diverse
Schleswig-Holsteinische Landesmuseen på Gottorp Slot 29. september 2013 - 19. januar 2014
Anmeldt 6/10 2013, 08:44 af Hans Christian Davidsen

Enestående kunst fundet på Hitlers mødding


Enestående kunst fundet på Hitlers mødding

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En aften i 2010 begyndte kunsthistorikeren Uta Kuhls hjerte at banke lidt hurtigere, da hun så nyhedsudsendelsen Tages­schau i fjernsynet. Reporteren kunne berette om arkæologer, der foran Rotes Rathaus i Berlin fik sig noget af en overraskelse. Arkæologerne var i gang med udgravninger for at finde spor fra de første bosættelser i Berlin, men op af jorden dukkede skulpturer, som man troede var sporløst forsvundet. Det drejede sig om 16 kunstværker, som nazisterne beslaglagde til hadeudstillingen Entartete Kunst i 1937. - Normalt er det jo genstande fra middelalderen, arkæologer graver efter, og her fandt de så helt uforvarende moderne kunst fra vor tid. Det er i sig selv fantastisk, siger Uta Kuhl. Hun har tilrettelagt en usædvanlig særudstilling på Gottorp Slot i Slesvig lige syd for den dansk-tyske grænse. »Entartete Kunst« im Bombenschutt hedder denne udstilling, som Schleswig-Holsteinische Landesmuseen på Gottorp Slot præsenterer i samarbejde med Staatliche Museen i Berlin - hvor skulpturerne tidligere har været vist.

Fyldt med patina
Da man fik banket størknet mørtel og 66 års rust, ir og patina af skulpturerne, stod arkæologer - og kort efter kunsthistorikere - med 16 kunstværker, som ingen havde set, siden de blev vist på udstillingen Entartete Kunst, som nazisterne viste i flere større byer rundt om i Tyskland:?Skulpturer i keramik, bronze, messing, marmor og sten.

Det var kunst, som nazisterne havde stjålet fra samlingerne på større tyske kunstmuseer. Værkerne blev udsat for hån og spot på vandreudstillingen. Nazisternes hensigt var at latterliggøre moderne kunst.?Kunsten blev betegnet som degenereret og som værende på linje med det, ethvert barn kunne finde ud af at tegne. Eller sammenlignet med noget, som busknegere kunne svinge sig op til.

Skulpturerne er lavet af Edwin Scharff, Marg Moll, Gustav Heinrich Wolff, Naum Slutzky og Karl Knappe, og der er også keramikarbejder af Otto Freundlich og Emmy Roeder. I magasinerne på Gottorp Slot findes i forvejen værker af Scharff og Wolff, og udstillingen krydres med skulpturer og grafiske billeder af Richard Haizmann, der også var en af de mange moderne kunstnere, der blev bandlyst af nazisterne i 1937. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 forlod han storbyen Hamborg og gik i eksil i provinsen - i Niebüll i Nordfrisland, hvor der i dag ligger et museum opkaldt efter ham.

Man er ikke helt sikker på, hvordan de enestående skulpturer havnede under jorden ikke langt fra Alexanderplatz.

Gemt i kasser
Nok gjorde nazisterne nar ad de avantgardistiske kunstretninger, men de vidste ganske udmærket, hvad den var værd.?Ekspressionisme, surrealisme, kubisme, fauvisme, dadaisme og art deco-stilen indbragte mange penge på det internationalte kunstmarked, og efter at have ranet kunsten til sig fra museerne, solgte de kunskskattene til købere i udlandet for at få udenlandsk valuta til Tyskland. Det, der ikke kunne sælges, blev demonstrativ ødelagt. Og så var der en mand som erhvervsadvokaten Erhard Oewerdieck, der boede på fjerde sal i Königstraße 50 i Berlin. Han var antinazist og hjalp beviseligt flere jøder, da den modbydelige alvor satte ind fra 1942. I 1944 blev hans hjem udsat for et engelsk bombeangreb, og alt blev lagt i grus.

Kunstværkerne har formodentlig været i Erhard Oewerdiecks besiddelse. Da de blev fundet i 2010, lå de ved siden af hans armerede pengeskab, der var fyldt med hans forretningsdokumenter. De eksperter, der stod bag fundet i Berlin, gætter på, at Oewerdieck har fået kunstværkerne i sin varetægt og gemt dem af vejen i kasser ved siden af pengeskabet og båret dem ned i kælderen for at beskytte dem mod luftangrebet - eller at de kan være styrtet ned i kælderen, da huset brød sammen.

Kunstværkerne kan ad omveje være kommet Erhard Oewerdieck i hænde, da en stor del af værkerne blev stillet til disposition for en afdeling i propagandaministeriet og senere være kommet i private kunsthandleres besiddelser.

Frygtindgydende
Før kunstværkerne kom til Gottorp Slot har de været udstillet på Berlins nyrestaurerede Neues Museum på Museumsinsel. Konservatorerne har restaureret skulpturerne med en forsigtig hånd og i flere tilfælde ladet patinaen sidde. Et portræt er dog stort set uskadt.?Det forestiller filmstjernen Anni Mewes og er modelleret af Edwin Scharff under Første Verdenskrig, men først støbt i bronze i 1921.

Fascinerende - og måske også lidt frygtindgydende - er, at de enkelte værker nøje og uden besvær har kunnet identificeres ved at sammenligne dem med de kataloger, som nazisterne lavede til vandreudstillingen Entartete Kunst.

- Det er forfærdende, hvordan man ganske bureaukratisk med tysk akkuratesse er gået til værks i destruktionens tjeneste, siger Uta Kuhl.

Skulpturerne har bevaret deres værdighed, så selv om udstillingen har en trist baggrund, er der alligevel også en glæde over den. I Karl Knappes bronzefigur Hagar fra 1923 har hvide rester af mørtel ætset sig ind i metallet og blander sig med grønt, tæret bronze. I kataloget til udstillingen kan man se, hvordan denne mor-barn-skulptur så ud før krigen, og hvordan den ser ud i dag - som en saltstøtte ramt af et nedslag.

På udstillingen på Gottorp Slot er også forklarende tekster og historiske fotografier fra Entartete Kunst-udstillingerne. Her kan man for eksempel se Marg Molls danserinde stå i en bevidst indrettet rodebutik med malerier af Kandinsky og Nolde og graffiti-agtige citater: »Vi lader som om, vi er malere, digtere eller noget andet, men vi er de rene nuller fyldt med fræk vellyst«. Altså underforstået, at kunstnerne her udtaler nazisternes forskruede sandhedsbillede om sig selv.

Naum Slutzkys Weibliche Büste var skinnende blank på førkrigsfotografiet fra 1931. Nu er art deco-figuren grøn uden dog at have tabt skønheden i den blide udformning, der var karakteristisk for art deco, der havde sin glansperiode i Weimarrepublikkens tid.

Med udstillingen på et slot kommer kunstnere, der engang blev udsat for vanære, atter til deres ret. Men det er et deprimerende perspektiv, at dette blot er 16 kunstværker ud af 21.000, som nazisterne beslaglagde.

Forrige anmeldelse
« Stories «
Næste anmeldelse
» Nordiske Stemninger »