Lige nu danner det underjordiske Salling Galleri ramme om en spektakulær udstilling. Umiddelbart befolkes galleriet af en flok mannequiner beklædt som var de et udsnit af enhver metropols strøggade. Nogle i såkaldt ‘street-wear’, flere med rollator og kørestol. Men hvad er det mon de iagttager på væggene?

Infoskilte kan fortælle at det er en række fotos af malerier fra Schweiz….dvs. reproduktioner af historiske portrætmalerier fra 1600-1900-tallet fra Historisches Museum Basel, af indflydelsesrige borgere, hvis navne er gået tabt.

Man kan måske sige at disse fotos sætter et menneskelivs betydning ind i et evighedsperspektiv? Hvem, er betydningsfuld hvornår, hvor længe og hvorfor? Betyder en præstekrave om halsen eller eksklusiv silkebrokade om livet, at dit liv er mere værd end dem som ikke har valgt eller har fået disse muligheder? Det er netop forbrugskulturen som bl.a. er kunstnernes ærinde.

På en anden måde kunne man spørge, hvad fortæller din ydre fremtoning om dit indre? Eller med hvilket blik ser du dine medmennesker? Hvilken rolle spiller din egen eller andres fremtoning for den måde du bliver mødt eller møder andre på?

Og måske allervigtigst? Hvad er et levende menneske? En mannequin er ikke levende, men hvis den bærer en beklædning der ligner levende menneskers hvad fortæller den så? Er det interessant at møde en dukke? Er der mennesker hvis adfærd og påklædning er så lig en dukkes at mennesket bag opleves udslettet?

I modsætning til mange udstillinger hvor mennesker stilfærdigt går rundt og betragter to- eller tredimensionale værker ophængt på vægge eller skulpturer sat på sokler appellerer denne totalinstallation til frit at gå rundt imellem mannequinerne og afkode deres mere eller mindre tomme blikke og retning. Mange museumsgæster benyttede lejligheden til at fryse sine bevægelser og stillede dermed spørgsmål ved hvem der var levende og hvem der var døde dukker. En leg der fremkaldte megen moro og rører ved kunstnernes humor. Tænk, at kunne få museumsgæster til ligefrem at synes at det er sjovt at gå på museum.

Nina Beier f. 1975 er oprindelig fra Aarhus, men bor efter en årrække i Berlin nu i København og har en uddannelse fra Royal College of Art i London og har desuden en lang række internationale udstillinger bag sig, men har nu fået chancen i sin fødeby sammen med den amerikanske kunstner John Miller f. 1954 fra Cleveland.

Miller er især optaget af autenticitet og popkulturens æstetik, hvor Beiers fokus ofte er hverdagens genstande som hun forsøger at give os nye blikke på via nye kontekster og dermed forandrede kulturelle koder. Dette ses når hun f.eks. hænger porcelænshåndvaske i forskellige farver op i en gigantisk museumssal på kryds og tværs og dermed tydeliggør en kapitalistisk værdikæde i en tid hvor nye badeværelser hitter som aldrig før, ligesom når hun udstiller billeder af ægte hår for at problematisere relativt fattige menneskers bidrag til rige menneskers behov for toupéer og parykker.

I udstillingen The Populace får menigmand ordet ved første øjekast, men hvem hører egentlig til i denne kategori eller til dette segment? Ligesom når politikere taler om folkedybet. Hvem er det? Og hvem har ret til at definere hvem det er? Er der overhovedet nogen der oplever sig selv som helt almindelig f.eks. leverpostejsdanskere, for nu at anvende en anden kliché?

Udover udstillingens sammenstilling af mannequiner som i mere eller mindre grad er optaget af de fotografiske reproduktioner på væggene, er deres tøj og øvrige accessories kasserede, næsten ubrugte, recirkulerede ´fast-fashions´, dvs. syntetiske kopier af dyr haute couture, men det ser næsten ud som om…

Hold nu helt fast hvor jeg nød denne udstilling og dens legende tilgang til fænomenet kunst. ”Leger er magt, mer end beregning, forstand og foragt […] frugter kan uspået kommet” som Thorkild Bjørnvig skrev i 1959. Gid Beier og Miller får magt som de har agt - at appellere museumsgæsten til et endnu mere autentisk og ægte liv i pagt med sig selv, medmennesket og den dyrebare natur og dens ressourcer.

Foto: David Stjernholm (c)