Der er noget helt særligt ved alle mystiske hændelser, der aldrig er blevet opklaret. Hvad var det egentlig, der styrtede ned i ørkenen i Roswell i 1950´erne? Var det Lee Harvey Oswald, der alene stod for planlægningen og mordet på John F. Kennedy? Konspirationsteorier er der rigeligt af, men en af de måske mest vedholdende gåder er den om identiteten på verdens mest berømte seriemorder: Jack the Ripper.

Der er lavet utallige dokumentarudsendelser, spillefilm og skrevet endnu flere true-crime-romaner om den bestialske morder fra Whitechappel i London. Der er endda lavet en musical om Jack, for slet ikke at tale om Alan Moore og Eddie Campbells enestående tegneserie From Hell.

Nu er der så kommet en ny tegneserie om Whitechappel-mordene, som Kapellet selvfølgelig blev nødt til at se nærmere på. Dette blev især fremprovokeret efter at have læst Signe Dagmar Herlevsens nedsabling af tegneserien i Nummer9 Herlevsen ser udgivelsen som endnu et eksempel på at fetishering af vold mod kvinder endnu ikke er gået af mode og at tegneserien desuden kan ses som en slags illustret forlængelse af de misogyne, hadske holdninger som kommer til udtryk andetsteds i vores kultur, eksempelvis hos tossen Andrew Tate, som hun også får nævnt i forbifarten.

Der er bestemt ikke noget galt med en sådan læsning af tegneserien, men samtidig fik vi her på Kapellet lyst til selv at få fat på tegneserien, for på den vis ved selvsyn at vurdere hvorvidt Signe Dagmar Herlevsen virkelig havde ret i sine anklager om at Jack the Ripper-tegneserien udelukkende havde et fokus på at formidle mord, babser og liderlighed.

Et kort modsvar er, at selv om denne tegneserie næppe revolutionerer tegneserien udtryksmæssigt, eller tilføjer nævneværdigt nyt stof til myten om Jack the Ripper, så er det også en tegneserie, der forsøger at lave sin egen fabulerende historie om morderens identitet i en form for blanding mellem fiktion og fakta.

Hører man derfor til de læsere, der ikke bryder sig om, at man tager sig friheder i forhold til de fakta som eksisterer om virkelighedens seriemorder, så bør man nok springe dette album over. Måske burde ovennævnte anmelder også have gjort det? Er man derimod åben for at læse en historie, der lystigt blander sine egne fiktionselementer med mange af de kendte fakta fra mordsagen, så kan det være at dette er en tegneserie for dig.

Albummet der er skrevet af Francois Debois, der måske ikke er et veletableret navn i Danmark, men som har skrevet tegneserier siden 2003. Den er tegnet af Jean-Charles Poupard, der også har arbejdet sammen med Debois tidligere. Hans tegninger har bestemt schwung, selv om de som nævnt ikke blæser dig bagover. Til gengæld er der mange ting og se på og især hans sideopbygning og ekspressive vinkler fungerer. Dette, og med farver af Guillaume Lopez, gør at helhedsindtrykket faktisk ender med at være virkeligt hæderligt.

For de læsere som tidligere har beskæftiget sig med de mange teorier om Ripperens identitet, vil der være en række figurer fra virkelighedens verden, som du vil kende i forvejen. Eksempelvis bliver historien indledt med en sekvens hvor vi ser en bjergbestiger søge ly i en isoleret hytte langt oppe i alperne. Da denne unavngivne mand tænder et bål i hytten, forbavses han over det indtørrede lig af en mand der sidder i hjørnet af lokalet og knuger en en bog i hånden. Sekvensen akkompagneres af en slags voice-over fra denne dagbog og afsluttes allerede på side 5 med ordene ”Jeg, Frederick Abberline... jeg er Jack the Ripper.” Hvem havde set den komme? Hvordan er det muligt at inspektøren fra Scotland Yard, ham der stod for efterforskningen af morderen kan være morderen. Se det bliver du selv nødt til at finde ud af ved at læse resten af historien.

Som nævnt bliver der i dette album taget mangel friheder i forhold til virkelighedens mordmysterium. Af samme grund kan det også undre anmelder af Nummer 9 gav den så hård en medfart. I vores optik bør jack the Ripper slet ikke få så hård en dom, især når Signe Dagmar Herlevsens i sin anmeldelse bemærker: ”Resten af den 102 sider lange tegneserie rejser længere og længere væk fra Whitechapel, og sådan set også fra virkeligheden.” Folkene bag albummet gør nemlig det, som mange andre før dem også har gjort – de starter med virkelighed og så digter de deres egen fortælling ovenpå den. Det kan måske opfattes som problematisk, når der på forsiden står Illustrerede krimier, dette indikerer jo, at der er et tættere forhold mellem kriminalsagen og tegneserien, men ikke desto mindre kan langt de fleste som kender lidt til sagen godt se at dette primært er og bliver ren spekulativ fiktion.

Hvad står tilbage er at Jack the Ripper i anmelders optik slet ikke så dårlig en tegneserie. Den blegner selvsagt i forhold til førnævnte From Hell, som både er meget mere kompleks i sin struktur, langt mere virkelighedstro og ikke mindst langt bedre skrevet, men set i forhold til mange af de andre historier der har benyttet myten om Jack som springbræt til at skabe dystre fortællinger om sammensværgelser, uhyggelige sekvenser og kriminaldrama, så kan den sagtens nydes - også uden du skal have dårlig samvittighed over at læse den. Det er ikke fordi Kapellets skribent ikke forstår argumentationen hos kollegaen hos Nummer 9, vi er vlot ikke enige.

Plottet og de ´logiske´ sammenhænge i Bubois´ historie kan til gengæld godt diskuteres, for selv om det er en ganske spændende historie og læse, så er der flere elementer der synes at virke ganske ulogiske, hvis man begynder at granske dem nærmere efter endt læsning. Det ændrer dog ikke ved at tegneserien er underholdende i al sin kulørte fabuleren.