Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Teheran Mon Amour Får302
Anmeldt 23/4 2012, 20:53 af Bente Fredslund Christensen

Teheran Mon Amour?


Teheran Mon Amour?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det lille teater FÅR302 på Toldbodgade i København har speciale i at sætte små skæve teaterstykker op, som især lever i kraft et meget lille scenerum og en tæt intim stemning med publikum. Teateret formår derfor ofte at levere grænseoverskridende oplevelser, der rækker ud over selve teaterstykkets kvaliteter. Der spilles op til os, der tales til os, der provokeres.

FÅR302s intimine rum er en perfekt setting for stykket Teheran Mon Amour, som udforsker forholdet mellem fiktion og virkelighed via en kærlighedshistorie mellem to mænd. Som andre gange efter et besøg på FÅR302 går man hjemad med god fornemmelse af at være blevet udfordret på sine egne forestillinger, samt fået sig en god latter i tæt samspil med skuespillerne og resten af publikum.

Forbudt kærlighed
Udgangpsunktet for Teheran Mon Amour er en fiktionsfilm, som er under udarbejdelse. På scenen er instruktøren af filmen Daniel Norback, som spilles af Daniel Norback, og skuespilleren Fariad Tristan-Sohrabi af samme navn. Den påbegyndte film, får vi fortalt, er en re-make over en af historiens største kærlighedsfilm: Alain Resnais’ Hiroshima Mon Amour (1959).

I den nye film er kærlighedens omdrejningspunkt dog to mænd, en iransk mand, Ali, og en skandinavisk mand, Erik. De to har mødt hinanden i Teheran og har lige tilbragt en nat sammen på et hotelværelse, velvidende at deres kærlighed er forbudt i Iran og dermed måske, måske ikke, dømt til at mislykkes, præcis som forholdet mellem den franske kvinde og den japanske arkitekt i den originale klassiker.

Fiktionen overtager
På et stort lærred viser instruktøren os klip fra den endnu ikke færdige film og originalen. Vi forstår, at instruktøren har gjort sig meget umage med at re-make de originale scener. Det viser sig dog hurtigt, at han har mistet kontrollen over fiktionen, blandt andet bliver kærlighedsscenerne hele tiden langt heftigere end 1959-versionen, med en humoristisk reference til forestillingen om bøssers enorme seksuelle appetit

Efterhånden står det klart, at instruktøren - imens han hævder, at ville skildre virkeligheden præcis som den er i Iran, brutal og nådesløs - slet ikke har været i Teheran. Filmen er faktisk skudt i en kulisse, der ligger bag et tæppe her på scenen og altså langt fra noget, man kalder autentisk virkelighed. Samtidig tager karaktererne i filmen til genmæle over for instruktøren og blander sig i, hvordan den mest sandfærdige slutning på filmen bør være.

Fortællestil
Stykket bygger på en abrubt fortællestil, hvor de to karakterer på scenen i dialog med hinanden, filmens hovedpersoner og publikum forsøger at nå ind til både den egentlige sandhed og den endelige slutning. For vil det være en sand slutning, hvis filmen ender lykkeligt, eller bør den - med reference til Hiroshima Mon Amour og et nutidigt mediebillede - ende i tilintetgørelse, fængsel, tortur og måske døden til slut? Hvad er det mest sande billede af Iran netop nu - og hvem skaber de billeder?

Med i stykket er også klip fra - hvad man formoder er - autentiske interviews med iranske homoseksuelle, der fortæller, hvordan det er at leve i Iran som homoseksuel netop nu. Her skulle man tro, man er tættest på virkeligheden, og det er da også disse klip, som efterfølgende står stærkest.

Sprog som barriere
Teheran Mon Amour er et finurligt stykke teater med en samtidskritisk vinkel. Et væld af krydsklip, re-takes, afbrydelser og sprog er med til at udfordre vores forestillinger om verden. Skuespillerne er begge svenskere, den ene taler dansk, den anden svensk. Der tales også persisk og engelsk på kryds og tværs via interviews.

Sammenblandingen af sprog synes at understrege, hvor mangfoldig verden er, og hvor umuligt det er at forstå hinanden, men samtidig også at vores problemstillinger er universelle, på tværs af tid og sted.

Teheran Mon Amour er et absolut seværdigt lille stykke, som kreativt gør brug af sine få men stærke virkemidler.

66
Forrige anmeldelse
« DESDEMONA: A Play About A Handk... «
Næste anmeldelse
» BASTARD »