Der står kun én skuespiller på scenen. Det tager dog ikke mange minutter, før man begynder at tvivle på sine egne øjne.

For i Kulturmarkts forestilling De uskrevne, er Mette Rønne på ingen måde alene ret længe. Hun har ganske vist ingen medspillere af kød og blod, men snart myldrer scenen alligevel med mennesker.

Der er den engagerede unge skuespiller, hendes mere sløve og selvoptagede kollega, den stressede instruktør, den ældre hjælper, og så de to personer, som slet ikke burde være der.

De er nemlig endnu ikke blevet skrevet.

Udgangspunktet er Luigi Pirandellos teaterklassiker Seks personer søger en forfatter fra 1921, men Anders Brinck Madsen og Mette Rønne har barberet idéen ned til en koncentreret forestilling på omkring en time. De mange karakterer i stykket er blevet skrællet ned til seks. Og det er en særdeles effektiv barbering.

  I stedet står selve legen med teatret knivskarpt.

Midt under prøverne dukker to fremmede op. De vil have deres historie fortalt og eksisterer på en mærkværdig mellemstation mellem fantasi og virkelighed: De er tænkt frem, men deres fortælling er ikke gjort færdig. Efterhånden viser det sig, at det, de bærer med sig, er langt mørkere, end forestillingens muntre begyndelse umiddelbart lover.

Der er noget MeToo her, og offeret insisterer på, at hendes fortælling skal stå uimodsagt. Men stykkets instruktør siger nej. Offerfortællinger kan være dræbende kedelige på teater, på film og i litteratur, hvis vi ikke også får det andet perspektiv: Skurkens eller gerningsmandens - uden at man skal retfærdiggøre denne.

Ufortalt historie
Men de to fremmede, der kommer ind midt i prøverne insisterer på at få deres historie fortalt. Mange historier er ufortalte og uforløste. Når de er fortalte, kan man komme videre.

Det er netop den bevægelse, der gør De uskrevne mere end bare en imponerende skuespillerøvelse. Man kommer ind med et smil over Rønnes lynhurtige skift og opdager undervejs, at forestillingen også har tænder.

For først og fremmest er Mette Rønne fremragende.

Hun skifter ikke karakter med parykker, store kostumer eller lange sceneskift. Et blik, en holdning, en ændring i stemmen eller en lille forskydning i kroppen er nok. Pludselig er hun en anden. Og sekunder senere en tredje. De seks personer får hver deres rytme og temperament, så man på et tidspunkt næsten glemmer, at alle kommer fra det samme menneske.

  Det kunne let være blevet et nummer: Se, hvor mange personer jeg kan spille på én gang.

Det bliver det aldrig.

For teknikken er ikke målet, men motoren. Rønne bruger den til at gøre Pirandellos gamle spørgsmål levende: Hvornår bliver en historie virkelig? Hvem bestemmer, hvilke mennesker der får lov til at træde frem for at fortælle lige netop deres historie?

Så lidt skal der til
Scenografien gør klogt i ikke at konkurrere med hende. Spillepladsen er næsten nøgen med få rekvisitter, blandt andet kaffegrej og en gammeldags pladespiller, der sender små pust af en anden tid ind i forestillingen. Det er spartansk, men aldrig fattigt teater. Tværtimod.

De uskrevne viser, hvor lidt der faktisk skal til, når skuespilleren kan sit håndværk, og teksten tør stole på publikum. Forestillingen er morsom uden at pjatte sit emne væk og alvorlig uden at blive selvhøjtidelig. Undervejs glider grænsen mellem skuespil og virkelighed lige så stille ud af fokus – præcis som den skal i en historie, der udspringer af Pirandellos leg med netop den grænse.

   Da lyset til sidst går ud, er spørgsmålet ikke længere, hvordan én skuespiller kunne spille seks mennesker. Det er snarere, hvorfor man et øjeblik syntes, der stod seks.