Ovenstående er en af de mest hyppigt brugte ord blandt teenagere og unge mennesker lige i øjeblikket. Vi føler så meget hele tiden, at det ligefrem er blevet til en banal del af hverdagssproget, hvor vi føler, at vi er vi er vilde med grønsager, eller føler at vi har set en rigtig god film. Hjemme hos anmelder har mutter for længst sat foden ned, i sådan en grad, at husets drenge nu er begyndt at rette sig selv; ”Jeg føler.. øh.. nåeh nej, jeg mener, jeg synes at..” lyder det.

' Når det så er sagt, så er unge mennesker måske mere end os midaldrende i langt højere grad i følelsernes vold. Tænk blot på den første kærlighed, efterfulgt af den utæmmede vrede man kan føle umiddelbart efter følelsen af jalousi over at se selvsamme elskede i armene på en anden. Tænk blot på hvor forvirret man var da man som ung forsøgte at læse og afkode andres signaler, deres kropssprog eller mimik. ”Kan hun virkelig li´ mig, eller kigger hun bare i min retning?” Tænk så over hvordan nutidens unge er endnu mere forvirrede når kropssproget pludselig er i skarp daglig konkurrence med tekstsprog, emojis og det sansebombardement af opmærksomhed som medierne smider efter os.

Spørgsmålet som danseforestillingen All the feels stiller er netop, hvad man skal stille op med alle vores følelser, i en verden der bliver mere og mere uoverskuelig og kaotisk. Hvordan finder vi ind til hvad vi reelt føler? Hvordan kommer vi ind til kernen af det der i virkeligheden er os? Er det i det hele taget muligt?All the Feels forsøger at komme med sit bud på dette.

Scenografien er helt enkel, men vildt flot. I alt ser vi fire draperede tæpper. To i venstre side, to i højre skaber både en dybde i rummet men skaber også en form for U-formet tunnel ind i mørket. I midten af scenen, bag en transparent skærm, bevæger fire individer sig som et. Som et slags pulserende, blomsterlignende væsen kastes deres fælles skygge mod et halvgennemsigtigt lærred, der er spændt ud mellem publikum og dem. I denne sekvens skiftede anmelders blik mellem de svagt oplyste dansere og de skygger og refleksioner som spejlgulvet kastede på lærredet. Den blåsorte, psykedeliske skyggedans vandt første omgang.

I næste nu, afklæder en af danserne (Ida Hepsgaard Mogensen) sig sine gråblå draperier og står nu som den første af aftenens dansere frem på scenens spejlgulv i et skinnende, mørkeblåt, paliet-bodysuit. Effekten er forrygende. Oplyst af de mange projektører, virker danseren set fra ottende række, som en figur der består af en sort nattehimmel, hvorpå mange tusind blå stjerner lyser i større eller mindre intensitet, kun forstærket af danserens bevægelser. Det er virkeligt intenst, smukt og meget effektivt. Her går koreografi, scenografi og lyssætning virkelig op i en højere enhed.

Næsten en hel side nede, og så er anmelder ikke engang nået til musikken. Den har Fallulah stået for og den er mindst lige så spændende som resten af danseperformancen. Falulah har lavet et lydspor, som både bevæger sig over i mere abstrakte, naturlyde. Et velkomment pusterum til danserne, der lige skal have en velfortjent pause efter at have kastet sig selv rundt på det glatte spejlgulv i deres følelsers vold til de mange intense, uptempo-elektronikanumre som er lydsiden til størstedelen af forestillingen. Der er også numre, man selv har lyst til at danse til og musik der er reelt poetiske og rørende.

Når der tillige er tekst til en del af de sange Fallulah har skabt, så er det også vanskeligt ikke at inddrage disse ord i fortolkningen af hvad danserne på scenen forsøger at udtrykke med deres kroppe. Der er måske nogle i publikum, der vil synes dette sangelement bliver forstyrrende, mens andre – heriblandt undertegnede – finder fornøjelse i at se enten sammenhænge eller forskelle mellem dansens udtryk og de ord der synges. Når danseteater kan føles lidt abstrakt, så er det ofte fordi man som mening teatergænger måske ikke kender til, eller kan gennemskue dansens koder, men så kan musikken i visse tilfælde assistere. Musik er som bekendt ligeledes noget af det mest effektive til at fremkalde følelser, og det gør Fallulahs i al fald.

I løbet af den time som forestillingen varer, rives publikum gennem en række fine tableauer og handlingsforløb, der sammen med musikken får italesat de mange, komplicerede følelser der som nævnt har lagt navn til forestillingen. Der er endda en længere sekvens helt blottet for musik. Den virkede overdrevent intens, især fordi alle i publikum til denne premiere var mussestille.

Der er en scene, med figurer der passerer hinanden i mørket, som måske danner par kortvarigt, men som så hurtigt skilles igen for så blot at komme andre nær. Der bydes på arrig fælles vredesdans vendt direkte mod publikum. Der er en passage, hvor Fallulah som et mantra spørger hvem der er jægeren, hvem der er kaninen – med andre ord, hvem er det, der har magten? Er det måske ikke til diskussion?

Du kan opleve en sekvens, som undertegnede tolkede var en kommentar til vores evige jagt på anerkendelse, likes og opmærksomhed, tilsat overdreven glad mimik og en sang om at være elsket og elske den opmærksomhed det at blive elsket giver en, for så i næste nu at præsentere en scene der i al sin ubevægelighed, synes at kommentere bagsiden af dette high.

Endelig er der slutscenen, der selvsagt ikke skal ødelægges af ord, men selv opleves. Når det er sagt så synes danserne i WOMP at vise os, at der måske er en vej frem. En vej ud af mørket. En vej videre fra alle disse påklistrede og tillærte følelser vi døjer med. Muligvis kan svaret være, at vi skal bør forsøge at gøre os fri for den snærende, flotte ham vi (enten reelt eller digitalt) dagligt iklæder os og så i stedet reelt at turde spejle os i andre end os selv og vores eget image.

All the Feels var i al fald en forestilling der fik anmelder til at føle en masse og ikke mindst at tænke over en masse efterfølgende – og det er vel det god kunst gerne skulle gøre ved en. Der kan måske være en eller to i publikum, der vil pege på at enkelte af scenerne bliver trukket lidt for meget i langdrag, men det er jo netop ubevægeligheden, stilstanden og de zen-lignende, drømmeagtige, slowmotionbevægelser, der fungerer som en fin kontrast til de mere eksplosive, optemposekvenser.

Aal the Feels er flot iscenesat, lyssat, danset og så synes der at være nok narrative elementer med, så selv den mindre dansekyndigetilskuer (læs: kapellets anmelder – red.) får masser med sig hjem. Alle i ensemblet skal have ros for deres kreative indput, ikke mindst Åsa Gjerstad der står for scenografien og kostumerne der i samarbejde med Thora Eriksen, som har designet lyssætningen viser os blå pailletkostumer der stråler både fra scenen og i gulvets blanke overflade at det ind imellem bliver tæt på noget magisk.

Kapellet har sagt det mange gange før, så lyt nu efter: Vil du have chancen for at opleve All the Feels så skal du skynde dig til Århus, for sidste spilledag er allerede den 2. oktober 2026. Herefter skal du helt til København for der fortsætter dansen på Teater Republiuqe/Revolver i starten af november.