Handlingen er tynd, men dørene står sjældent stille i Helmig-musicalens opgang. Et fremragende sangerhold og et lille, sprødt spillende band får os til at gynge med i Stupid man – også når replikkerne knirker.

I Tivolis Koncertsal sad vi, der lærte Thomas Helmigs sange at kende, dengang de var nye. Nu kunne vi dem stadig udenad. Først vippede en fod, så gyngede en række skuldre, og til sidst lignede salen et dansegulv, hvor alle havde fået tildelt en stol. Jeg gyngede med. Det er svært at opretholde en streng anmeldermine, når ens egen krop kan omkvædet, før den kritiske sans når at melde sig.

Den melder sig dog mellem sangene. Stupid Man lader en række mennesker bo i den samme opgang, hvor de vikles ind i hinandens forelskelser, brud og forviklinger. Handlingen er tynd, og replikkerne er undertiden talt klister mellem Helmigs hits. Man kan høre, når en scene først og fremmest skal bringe os frem til næste nummer.

Men der er en idé i opgangen, som er bedre end dens dialog. De medvirkende står igen og igen udenfor og banker på. De vil ind i en lejlighed, ind i et forhold, ind til et andet menneske. Sådan får forestillingen et konkret billede på noget, der går igen i Helmigs sange: længslen efter kontakt og den lige så menneskelige evne til at forkludre den.

Tag Det er mig der står herude og banker på. Det er let at gøre sig klog på manden uden for døren. Hans undskyldning er ikke overbevisende, og måske har den, der er indenfor, god grund til at lade være med at åbne. Men sangen lader os høre hans side af sagen alene. Vi synger med på håbet om at blive lukket ind, selv om vi godt ved, at det ikke er nok at ønske sig det.

Det er måske dér, Helmigs talent viser sig tydeligst. Sangene kan være så ligefremme, at man i visse selskaber næsten føler, man bør smile overbærende ad dem. Så kommer omkvædet, og man synger alligevel. Følelserne er hverken særligt originale eller særligt velordnede. Det er menneskene, der føler dem, sjældent heller. I Stupid Man får de en opgang at gå rundt i.

Sangene flyttede ind først
Forestillingen prætenderer heldigvis ikke at være et stort drama. Sangene er skrevet længe før beboerne flyttede ind, og der er ingen dramatisk nødvendighed i deres rækkefølge. Opgaven er at få dem til at fungere sammen på en scene. Det lykkes kun ujævnt i de talte scener, men bemærkelsesværdigt godt, når musikken tager over.

Her fortjener Simon og Mikkel særlig opmærksomhed. Søren Torpegaard Lund og Cristopher Schøllhammer Rørmose spiller parret, der sammen med babyen Cleo forsøger at få familielivet til at hænge sammen. Deres sans for humor og timing er forbilledlig. Og så kan de synge: De mødes tostemmigt i et svimlende højt falsetleje og finder samtidig en næsten baritonal klang i dybden. Det vokale spænd bliver aldrig blot en demonstration af teknik; det giver parret både komisk lethed og musikalsk tyngde.

Szhirley er knaldgodt castet som Emilie. Hun har den erfarne performers naturlige greb om scenen og synger stadig gudsbenådet godt. Hun er formodentlig også et af de få mennesker i verden, der kan se sexet ud i et par Fru Fin-sutsko med imiteret mink og mere tuttenut, end nogen morgenstund har bedt om. Trine Pallesen giver Jette skuespillerens sikre nærvær. Som sanger klarer hun sig fint, uden at stemmen i sig selv får én til at falde ned af stolen. Det behøver den heller ikke: Hun bidrager med en anden slags autoritet til opgangen.

Flere kunne nævnes. De flerstemmige korsatser sidder lige i skabet, både som arrangementer og som præstationer fra scenen. Da sangerne på et tidspunkt står alene uden instrumenter og synger a capella, forstår man godt instruktørens valg: Det er blæret, men frem for alt klinger de som én stor, homogen klangkrop.

Lyt også til Joakim Pedersens arrangementer. Han finder sprøde klange i Helmigs velkendte sange og musikalske overgange, som indimellem gør arbejdet bedre end replikkerne. Det lille band spiller fremragende. Musikerne er synlige inde i den eminente scenografi og kommer i et enkelt tilfælde helt frem på scenen. Det er en fornøjelse at se dem arbejde. Instruktionen holder den spinkle fortælling i bevægelse, og hele produktionen er en velsmurt maskine: Man ser godt, hvordan den er samlet, men glæder sig over, hvor godt den kører.

Stemmerne bærer aftenen
I filmudgaven af Mamma Mia! bærer Meryl Streep, Pierce Brosnan og Colin Firth ABBA-sangene med charme og stjernekraft, selv om sangstemmerne er ujævne. Her er forholdet nærmest omvendt. Stupid Man har ikke verdensberømte ansigter at læne sig op ad, men den har sangere, der kan bære aftenen, hver gang manuskriptet slipper taget.

Der er dog en dør, forestillingen ikke banker på. Efter sønnen Hugos død skrev Helmig de syv sange på Sortedam, blandt dem Hugos vuggevise. Her er længslen efter et andet menneske ikke længere den velkendte pophistorie om et forhold, der måske kan reddes. Den gælder én, som ikke kan åbne døren. Hvor Eric Clapton med Tears in Heaven skrev om tabet af sin søn Conor, gav Helmig sorgen plads på et helt lille album. Også her henvender han sig direkte, men nu uden håb om et svar.

Kunne en af disse sange have givet Stupid Manstørre dybde? Måske. Den kunne i hvert fald ikke blot være blevet endnu et nummer på sætlisten. Forestillingen måtte have gjort plads til en sorg, der ikke lader sig løse med et nyt forhold eller et opmuntrende omkvæd. Det er forståeligt, at den vælger en anden tone. Fraværet viser samtidig, hvor dens grænse går: Forestillingen tager imod Helmigs sange om at blive lukket ude af kærligheden, men lader sangene om det uoprettelige tab blive udenfor.

Jeg kunne ønske mig, at vi lærte opgangens beboere bedre at kende. For ofte er de blot på vej hen til en sang. Men jeg gik underholdt derfra, og ikke kun fordi jeg kendte sangene i forvejen. Denne aften blev de sunget så godt, at man fik lyst til at høre dem igen. Vi sad der med alle vores år på bagen og gyngede med til musik om mennesker, der står udenfor og gerne vil ind. Det ønske vokser man åbenbart ikke fra.