Det kongelige Teater har genopsat Verdis opera Macbeth – der på forunderlig vis fører os direkte ind i magtens centrum gennem et velorkestreret samspil mellem musik, regi og de medvirkende sangere.

Ikke overraskende var Guiseppe Verdi betaget af William Shakespeares drama om Macbeth, der spejler tidens voldsomme kampe om tronen i England, hvor Dronning Elisabeth 1. under falske anklager henretter sin skotske kusine Maria Stuart i 1587, der er den retmæssige arving til Englands trone.

Men nemesis har også en rolle! For tronarvingen er netop Maria Stuarts søn, James, der bliver Englands konge efter den barnløse Dronning Elisabeths død i 1603, hvor England og Skotland så forenes.

Det sker efter årelange kampe og stridigheder mellem de regerende engelske adelsfamilier og en Henrik den 8., der ikke just var kendt for at lægge fingrene imellem. Det øvrige Europa oplevede også krige og kampe om magt - undertiden forklædt i religionens splittelse mellem katolikker og protestanter.

I Verdis hjemland rykker General Garibaldi frem i flere omgang for at samle Italien, men ikke uden lidelser for befolkningen – medens revolutioner ulmer overalt i Europa.

Verdi samarbejdede længe med Franciesco Piave om at lave librettoet. Teksterne skulle gøres korte og prægnante, så musikken og regiet får dermed en vigtig rolle i værket.

Det leves der til fuldkommenhed op til i denne opsætning på Operaen.

Det grundlæggende spørgsmål er om magtens forførelse og væsen.

Er magt noget man tager? Og hvad fører det til? Eller er magt kunsten at kunne lede og tilgodese alles bedste – og hvad kræver det?

I Verdis Macbeth, der havde première i 1847, drives handlingen frem gennem heksenes forudsigelser, der som oraklets svar i antikken, ser lette og forståelige ud i øjeblikket, men i bagklogskabens ulidelige klarsyn viser sig at gemme på en dybere sandhed.

General Macbeths liv ændres, da han af heksene spås en fremtid som Thane Cowdor og senere konge. Det er ikke hans ambition og som lovlydig general ønsker han ikke at vælte sin konge, så hvordan får man en hæderlig adelsmand til at ændre kurs? Dér må kvinder ind i billedet, der med beregning kan lokke med krop og kærlige ord – for vejen til kvinders magt går undertiden tider gennem mandens hjerte.

Lady Macbeth ægger sin mand til at myrde kongen, skønt han er i mod det. Dermed betrædes en blodig vej for at sikre kronen, da heksene har spået, at fremtidens konger vil være Banquos børn. Og når først et mord er begået, så er vejen banet for en serie mord på først Banquo og dernæst hans børn.

Macbeth udviser først tvivl over sin egen grusomhed, men da først han har smagt magten, så helliger målet midlet ind til Lady Macbeth hjemsøges af de døde, der vækker hendes samvittighedskvaler og hun begår selvmord.

Dermed indhentes også Macbeth af skæbnen, som han har trodset ved at hengive sig til magtens forførende bagvej og ved at overhøre heksenes forudsigelser . Hans kampgejst brydes og han myrdes af oprørere, der har lidt og mistet familier og børn under hans grusomme tyranni. Og så bestiger den retmæssige arving, Malcolm, tronen uden at han har deltaget eller opfordret til oprør eller har begået mord og dermed antydes en lovlig fremtid mod freden.

Musik og handling fører os ind i at forstå den altid vanskelige situation: ikke blot at vinde krigen – men netop at vinde freden.

Musikken fanger tvivlens, magtens, forførelsens og lettelsens følelser på forunderlig vis. Det Kongelige kapel, dirigeret af Vassilis Christopoulos, er i fuldkommen dialog med handlingen, så både tvivl, sorg, vrede og eftertænksomhed nuancerer det store eksistentielle spørgsmål om: det vi ikke kan se og det, vi tror vi kan se, med sin hårfine vekslen mellem blidt og hårdt, tempo og små ophold, der som et tilbageholdt åndedrag skærper opmærksomheden.

At dramaet om Macbeth ikke blot hører fortiden til understøttes af Ashley Martin-Davis scenografi. Et enkelt rum, der langsomt åbner sig, når alt bliver mere uoverskueligt. Belysningen, som Jon Clark står for, underbygger dramaet gennem sin farvesymbolik. Rummet skifter langsomt til rødt, når mord planlægges og udføres, afløst af falskhedens diskrete gule farve, når ofrer lokkes i fælden, heksene dukker op i baggrundens dis og sorte mulm, når de udsiger deres skæbnesvangre spådomme, der både handler om Macbeths undergang og om, hvor vanskeligt det er at forstå udsagnens virkelige budskab, fordi man hører, det, man gerne vil.

En stille grøn belysning melder om håbet og endelig udråbes Malcolm til konge, hvor man aner fremtidens neturale farver – det handler nemlig ikke blot om en letkøbt nem fremtid, men om en stadig balanceret ledelse under ansvar, som den nye konge skal mestre uden hævn og magtbrynde, netop som Maria Stuarts søn, Kong James formåede, da Shakespeare skrev dramaet i 1606– og som Verdi håbede ville ske for det sønderreve Italien og Europa.

At dramaet også peger ind i vores tid vises gennem Victoria Behrs kostumer, hvor mændende alle bærer et pænt gråt jakkesæt og kvinderne og operakoret alle har samme neturale tøj på ind til sidste akt, hvor alle farver og dragter er repræsenteret i en verden, hvor det individuelle menneske får mulighed til at udfolde sig under en leder, der ikke undertvinger og uniformerer gennem vold, men netop leder, så alle kan være sig selv.

At kulisserne er så enkle og kostumerne langt hen ad vejen er ens kræver meget af sangerne og det lever de til fulde op til gennem deres bevægelse, mimik og helt fantastiske sang. De udtrykker føleser, magt og afmagt med en så hårfin balance, at det bliver en helt forunderlige medrivende og intens oplevelse.

Marigona Qerkesi nuancerer magtens og afmagtens særlige kvindelige midler uden at det bliver sentimentalt og hvor det ofte er kvinder, der får rollen med at udtrykke sorg, så er det her mændene, hvor Jens Søndergaard og JamezMcCorkle gør det mesterligt i pagt med musikken.

Denne opsætning er helt usædvanlig og dybt betagende, hvor balancen mellem alvor, håb og undren på sublim kunstnerisk vis taler til følelser og intellekt, mens den diskret peger ind i vor tids politiske positioneringer, og minder os om, at vi stadig håber på en ansvarlig ”Kong Malcolm”, der vil lede og ikke forlede i demokratiets skrøbelige navn.