Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

TINA - The Tina Turner Musical Falkoner Centret
Anmeldt 30/8 2026, 13:40 af Lars Ole Bonde

En giftig musikhistorie


En giftig musikhistorie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dele af den store sangerinde Tina Turners livshistorie er nok almindeligt kendt, og hun skrev sin første selvbiografi I, Tina i 1986, da hun var 46 år gammel. Mange af de mindre kendte blade af historien har også fundet vej til musicalen TINA fra 2018, som nu har fået sin Danmarkspremiere og skal på turné i det ganske land i efteråret. Og den er bestemt værd at se og høre.

Der er tale om en ”Jukeboks-musical”, dvs. en musical uden orginalmusik, men fyldt med en perlerække af Tina-hits fra tre årtier. Det er også en ”bio-musical”, for mellem numrene er der en række korte, skarpt skårne talescener, som viser os nøgleepisoder i sangerindens livshistorie, fra hun som 9-årig i 1949 synger gospel i kirken i hjembyen Nutbush (imponerende spillet og sunget af den 8-årige Betty Marie Karentius Mbaye), til hun som 49årig skal på scenen foran 180.000 tilhørere i Brasilien.

Et tilbagevendende ledemotiv er det buddhistiske mantra ´nam myoho renge kyo´. Tina reciterer det i højspændte situationer for at berolige sig selv – og andre, der er kørt helt op. Det er en fin kontrast til det højspændte drama, der præger det meste af fortællingen.

På lignende ’neddæmpende vis’ er volds- og slagsmålsscenerne koreograferet i slowmotion (både tempo, bevægelse og lys). Scenografi og lys er i det hele taget meget flot og velfungerende. Den store scene i Falkoner Centret giver mulighed for en widescreen-videoscenografi, der perfekt akkompagnerer fortællingen visuelt, enten naturalistisk eller poetisk.

Det er en virkelig stor forestilling med rigtige mange medvirkende: sangere, skuespillere, dansere, musikere. Listen over medvirkende er spændende; der er mange musical-debutanter, og mixet af erfarne og ’nye’ navne er interessant.

TINA står og falder selvfølgelig med, at titelrollen bliver udført overbevisende. Jeg blev meget imponeret af musical-debutanten Iris Golds indsats. Hun er på scenen næsten konstant og synger i de fleste af de 23 numre. Iris Gold er på mange måder et oplagt valg: med en stærk og ekspressiv sceneoptræden og en stor, meget flot og powerful R&B-stemme er skridtet til musicalscenen nok ikke så stort.

Gold illuderer overbevisende både som den unge og den modne Tina. I 1. afdeling kan hendes indsats virke en smule forceret, grænsende til det karikerede, i de meget soulprægede og opulent arrangerede R&B-numre fra 60´erne og 70´erne. Flot sunget, bestemt, men også lidt demonstrativt. Stemmen falder fint på plads i 2. afdeling, med Tinas ikoniske rocksange, hvor Iris lyder mere ’som sig selv’, hvilket er både stærkt og overbevisende (som man kan høre på hendes albums Planet cool og Woman.)

Alle de øvrige sang-roller er fint besat. Her vil jeg kun nævne én, som bragede igennem – desværre kun i én sang – nemlig One Baily, der løftede sin scene med nærvær, frækhed og en skøn stemme.

To sanger-skuespillere fortjener også at blive nævnt, fordi de skaber fine humoristiske momenter i det ret hæsblæsende forløb: Morten Lützhøft giver den meget specielle producer Phil Spector en klar, småkikset profil, og som Tinas senere ægtemand Erwin Bach spiller Christian Bergman perfekt, med tysk accent og kejtethed.

Jeg ved ikke, hvor meget af musikken, der spilles ’backtrack’, altså med et præindspillet arrangement, som sangerne synger til og musikerne – i hvert fald en del af tiden – spiller til eller ’ovenpå’. Bandet, ledet af Mikkel Gomard og med bl.a. saxofonisten Bobby Ricketts på holdet, står fint på scenen, og bortset fra nogle meget tunge og ret monotone stor- og sidetrommer er der fint drive og intensitet over det instrumentale, mens det vokale generelt er fint mixet og balanceret.

Tina Turner samarbejdede med musical-teamet om originalproduktionen, og hun nåede at se musicalen om hendes liv 5 år før sin død. Hun sagde: "This musical is my life, but it's like poison that turned to medicine. I can never be as happy as I am now."

TINA viser usentimentalt og direkte, hvor meget sangerinden havde at kæmpe med, mest i form af vold og modstand fra magtfulde mænd, og energien i de mange fantastiske sange viser os – rent musikalsk – hvilke ressourcer (hvilken ”modgift”) hun havde at sætte op mod den ”gift”, som menneskelige svagheder, begær og fordomme altid og overalt spreder i andres sind og krop.

Forrige anmeldelse
« Jeppe på bjerget «
Næste anmeldelse
» Erasmus Montanus »