Det kan godt være det handler om kolonialisme. Sat meget tydeligt i scene, idet vi ser den danske præst Hr. Poul ankomme til Thorshavn og som noget af det første “fjerne den klud”, som Stauning i 1930´erne kaldte det færøske flag Merkid, og erstatter dette med Dannebrog. Hr. Poul taler samtidig til publikum om hvor dansk færøerne er og hvordan han er sendt ud til kolonien fra selveste biskoppen i Danmark, for netop at sprede Guds ord blandt øboerne.

Det kan også godt være det handler om kristendom. Hr. Poul udbryder “pis!” da det går op for ham at han nu skal holde sin allerførste prædiken til sin meninghed og vi ser hvordan førnævnte danske flag byttes ud med et stort kors, der får lov til at dominere scenerummet i resten af forestillingen. Prædiken bliver holdt men menigheden falder ret hurtigt i søvn idet Hr. Poul begynder at tale. Det er samme lokale, der skingert synger med på salmerne i kirken og som senere i stykket trækker Hr. Pouls besøg på en nærliggende ø ud, idet de konsekvent finder på nye opgaver til præsten. Opgaver som alle messende afsluttes af færingerne med et trefoldigt ”Amen.” I en kontrast til korset og ”Amen”, får publikum også samtidig serveret fortællinger om Huldrer - de underjordiske væsener - der lige som Barbara har en nærmest magisk påvirkning på mænd.

Det kan godt være det handler om kvindens ret til at bestemme over egen krop og eget (under)liv. For grunden til Hr. Poul skal skynde sig hjem fra naboøen, er nemlig denne vidunderlige Barbara. Kvinden som fik det trøstesløse, evigtgrå Færøske landskab til at blomstre op og fyldes med lys i samme øjeblik Hr. Poul mødte hende på havnen. Han beskriver hende som en rå naturkraft, fyldt med lidenskab og drifter. En pige der tilmed er belæst og kan diskutere teologi på samme niveau som Hr. Poul, men også en kvinde, der som sangen går, ”er en rullesten / du har ikke nok i en, derfor må du gå din egen vej.” (Det skal for god ordens skyld nævnes at John Mogensens værtshusbasker ikke indgår i stykket. Til gengæld kan du opleve de talentfulde medlemmer i Aarhus Teaters kor fremføre smukke flerstemmige harmonier og sange ud over at være en del af de optrædende på scenen – red.). Det er derfor Hr. Poul skal skynde sig hjem til Barbara, for gør han ikke det ved han at hun sikkert vil finde trøst i en anden mands favn.

Det kan godt være at dramaet udspilles på en roterende scene, der naturligvis er en stiliseret miniatureversion af Færøerne. Idet man kommer ind i salen, kan man se en klippevæg der peger ud mod salen. I den er der en dør, der blandt andet leder ind til Barbaras barndomshjem. Idet klippevæggen begynder at rotere afslører den en masse mindre græsgrønne plateauer, hvor spillerne både kan posere som var de en del af et klassisk stilleben, de kan dramatisk udnytte disse trin til at indikere statusforhold mellem de enkelte figurer, men grønsværen kan også benyttes når de lokale løssluppent hengive sig til orgier med Franske orlogsmænd, der ligger til havn. Det lyder muligvis mærkværdigt når man beskriver det på denne måde, men scenografien fungerer virkeligt godt, sammen med lyssætningen, der udefra set virker forholdsvis minimalistisk, men som selvsagt er ganske kompliceret taget den roterende scenografi i betragtning.

Det kan også godt være at stykket på meta-agtig vis handler om teatrets væsen og om at udfordre vores forstokkede forestillinger om hvad det Barbara er for et stykke. For den fjerde væg brydes ofte. Det sker eksempelvis når Hr. Poul, som viser sig at være muligvis endnu mere central en figur end hende der har lagt navn til stykket, i bedste Shakespearestil træder ind i spotlyset, mens resten af skuespillerne fryser i tid og han på den måde kan dele sine tanker med os i salen. Nær stykkets klimaks, tager Barbara også selv ordet og fortæller åbenhjertigt publikum sin helt ærlige mening om det stykke hun er med i, figurerne i det og ikke mindst om alle de aspekter som hun synes er misforståede. Det med risiko for at dekonstruere sin egen figur i sådan en grad, at stykket er lige ved at miste grebet – men også kun lige.

For selv om alle ovenstående elementer er til stede, så er kernen i denne fortælling stadig Jørgen-Franz Jacobsens kærlighedshistorie om den frie kvinde, der forblændede alle hankøn, der mødte hende. En fortælling om kærlighed, had, jalousi, kulturforskelle og ikke mindst forstokkede idealer. Kort sagt er det et meget ambitiøst stykke der vil rigtigt meget på én gang, men også et som i denne anmelders optik lykkes med dem allesammen.

At gå i teatret handler både om at opleve levende mennesker optræde. Oplevelsen ved at være tæt på røgmaskinerne og blive betaget af den elegante måde som scenerummet bliver udnyttet på. Drejescenen udnyttes som nævnt helt optimalt og herfra skal der lyde stående applaus til scenograf David Ghert, der sammen med lysdesigner Súni Joensen og lyddesigner Kim Engelbrect får disse elementer til at fungere optimalt og transporteret publikum til en miniatureudgave af Færøerne.

Det er jo ingenlunde kun det tekniske personale der skal hyldes, for spillerne på scenen er også alle virkelig dygtige. Selv om det primært handler om Barbara (Marie Boda) og Hr.Poul (Emil Busk Jensen) så får resten af holdet i løbet af de små to timer skabt en masse forskellige, spændende figurer, som alle fungerer virkeligt godt og som gør at der altid er noget at se på. Dette stiliserede, roterende mikrosmos på Aarhus Teater kaldet Færøerne er på den led fyldt med liv – måske lige med undtagelse af dronten, tørfiskene og det udstoppede får.

Undertegnede har - indrømmet - aldrig selv læst Jørgen-Franz Jacobsens hovedværk og erindrede kun vagt Niels Malmros´ filmatisering af romanen fra 1997 (huskede den som lettere kedelig da den blev set i biografen i sin tid – red.). Uagtet denne brist i almendannelsen var det en virkelig positiv oplevelse at se Barbara i denne opsætning på Aarhus Teater.

Der er altid en fare for at hvis man forsøger at puste nyt liv i en klassisk fortælling skrevet i 1939, at det så bliver for stiliseret, for selvreflektivt og for ´moderne´. Det er der sikkert også enkelte teatergæster der vil påstå efter at have set Barbara, men de tager fejl! Som nævnt overfor, så favner Barbara lige som sin egentlige hovedperson Barbara, rigtigt bredt. Dette stykke har ikke kun en elsker, det leger og vil forfører en masse tematikker, ideer og koncepter på en og samme tid. Dette kunne i mindre kyndige hænder have endt som en dramatisk rodebunke, men iscenesætter og dramaturg Sigrid Johanneson har sammen med kollegaen Hanne Lund Joesen virkelig lykkedes med denne omkalfatring af originalteksten så den virker både fersk og vedkommende i 2026, samtidig med at de også har kunne bibeholde den brusende kærlighedsfortælling som er helt central for handlingen. Det er faktisk lidt af en bedrift!

Barbara er sjovt, dramatisk, interessant, sexet, dystert, tankevækkende og ikke mindst rigtigt velspillet teater. Så indløser du billet, så får du med garanti en virkelig interessant teateroplevelse, som du vil være glad for du fik. Det gjorde anmelder i al fald.

Foto: Rume Skafte (c)