Der findes steder, hvor en hel samtale kan klares med et nik, et “nå” og et blik ud mod vejret.

Og så findes der mennesker, der gerne vil tale om følelser, fremmedhed, parforhold, moderskab, identitet og måske lige meningen med livet, mens de alligevel er i gang.

Velkommen til Velling.

Folketeatret har - i et samspil med Aalborg Teater - viser her en underholdende opsætning af Stine Pilgaards roman Meter i sekundet dramatiseret af Jens Christian Lauenstein Led. Her ramler to verdener sammen med pæn fart. På den ene side står den unge kvinde fra storbyen, der flytter til Vestjylland med sin kæreste Rasmus og deres barn, fordi han har fået job på højskolen. Hun er rejste med vestpå som det tynde øl.

På den anden side står Velling, hvor man ikke bruger flere ord end nødvendigt. Og helst lidt færre.

Det er et godt udgangspunkt. Og forestillingen får meget ud af det.

For det er sjovt at se hovedpersonen forsøge at mase sig ind i et fællesskab, der ikke ligefrem åbner døren med konfettikanon. Hun vil gerne forstå de lokale, tale med de og gerne høre til. Men jo mere hun prøver, jo mere virker hun som en FM-radio, der er indstillet på den forkerte frekvens.

Karla Rosendahl spiller hovedrollen med en fin blanding af uro, irritation og sårbarhed. Hun kan se ud, som om hun både vil kramme Velling og flygte fra byen på samme tid. Det er en god kvalitet i en rolle, der nemt kunne blive for meget. Hun holder figuren menneskelig, også når ordstrømmen løber af sted.

Forestillingen er baseret på Stine Pilgaards kendte roman, og hendes univers er tydeligt. Mange har helt sikkert også set filmen i forvejen.

I den musikalske teaterversion er der skæve replikker, små sproglige sammenstød og den særlige form for humor, hvor man griner, fordi det er lidt pinligt, lidt sandt og lidt for genkendeligt.

Det konkrete går rent ind
Allerbedst bliver det, når forestillingen tør være helt konkret. Køretimerne er komiske højdepunkter. Hovedpersonens kamp for at tage kørekort udvikler sig næsten til en lokal tragedie med blinklys. De forvoksede dagplejebørn er et andet hit. Store, groteske og morsomme. Det er ikke diskret, men det virker.

Tom Jensen er stærk i de underspillede roller. Han behøver næsten ingenting for at få publikum med. En pause, et blik, en tør bemærkning. Så sidder den. Pernille Schrøder giver forestillingen folkelig varme og et sikkert komisk håndelag. Hun har den slags sceneerfaring, der kan få selv en lille birolle til at ligne noget, publikum har lyst til at se mere af.

Scenografien af Katrine Gjerding er enkel, men den gør arbejdet. Den store himmel, de nøgne træer og den vindblæste stemning får Velling til at ligne både et sted på landkortet og et sted inde i hovedpersonens hoved. Hun er ikke bare flyttet. Hun er landet i et landskab, hvor reglerne er nogle andre.

Musikken og fællessangen er forestillingens charmeoffensiv. Publikum får lov at synge med, og det er både hyggeligt og effektfuld. Det skaber en varm fornemmelse i salen. Pludselig sidder man ikke bare og kigger på højskoleliv. Man er en del af det.

Den får publikum til at grine og synge. Hvem genkender ikke følelsen af at stå et nyt sted og ikke kunne finde ud af koderne.

Meter i sekundet er lun, skæv, charmerende og nok en smule for lang. Men den har hjertet på rette sted og nok vind i ryggen til at køre sikkert hjem.

Foto: Buro Jantzen (c)