Poppeas kroning var Monteverdis sidste opera med libretto af Giovanni Francesco Busenello. Den blev uropført på Teatro Santi Giovanni e Paolo i Venedig i 1643. Den er en af de første operaer, der tog udgangspunkt i historiske begivenheder og personer. Den handler om, hvordan Poppea, den romerske kejser Neros elskerinde, formår at realisere sine ambitioner om at blive kronet til kejserinde.

Partituret er mere enkelt end det som kendetegner senere operapartiturer med deres store orkestre. Det format giver selvfølgelig plads til mere udtryksfrihed. Men det gør det også en del svære at bearbejde, da det indbyggede drama i nyere operaer ikke er der.

Instruktøren Christoph Marthalers er kendt for at give sine opsætninger en ordentlig overhaling, hvor der skæres ind til benet i parituret. Indtil det forventelige ikke længere er at finde. Den tilgang giver opsætningen en mere montage-agtig struktur, som kan være svært at navigere rundt i.

Denne opsætning af Poppeas kroning kræver, at man som minimum har læst forestillingsprogrammet og helst set en traditionel opsætning af den før. Har man ikke det, er man lidt “lost in translation”, når man udelukkende skal navigere i de danske eller engelske overtekster og sammenholde det med, hvad der sker på scenen.

For hvad der udspilles på scenen rejser flere spørgsmål end hvad forestilingen alene kan svare på. Hvad er dette næsten kontorlandskab i to etager, beklædt med beton og træ? Hvem er disse mennesker, der kommer og går, mens de er optaget af at banke højlydt på dørene? Hvorfor skal der slæbes døde mennesker over scenen gennem hele forestillingen?

Der er ingen tvivl om, at det er nogle fantastiske, vidunderlige sangmæssige præstationer, som udfoldes på scenen. Men de overskygges af den irritation, man som publikum sidder med, over at det narrative ikke hænger sammen.

Kontratenoren Kangmin Justin Kim synger Nero med temperamentsfuldt overbevisning. Kerstin Avemo spiller Poppea, som en uigennemskuelig kvinde, og mezzosopranen Anne Sofie von Otter er fremragende i rollen som Ottavia.

Der er så mange kontrapunkter, som skærer mod hinanden som negle på en skoletavle. Det blide barokpartitur med instrumenter som lut, og den sensuelle libretto står i kontrast til det sceniske kolde udtryk, skabt af Anna Viebrocks, og den hårde nærmest diktering som nogle af sangerne fremfører værket med.

Når man har læst i forestillingsprogrammet, ja, så bliver man lidt klogere på, hvad hensigten med forestillingen er. Det burde dog ikke være nødvendigt i dag, hvor vi længe har haft brudt med, at det er at gå i teatret kun er forbeholdt de få. Det gør det ikke lettere at lokke nye teatergængere i salen, hvis de skal mødes med en opsætning som denne, der kræver virkelig meget af sit publikum.

Handlingen er flyttet til Italien i 1930’erne, hvor fascismen var på sit højeste. Anna Viebrocks scenografi er inspireret af Casa del Fascio i Como. Netværket af relationer, konflikter og intriger ved Neros hof er til tider svært at gennemskue. Programmet afslører også, at den unge kvinde, som Poppea stikker af med til sidst, var Edda Mussolini.

Opsætningen er så fragmenteret, at man higer efter en mening. Men hvad er vigtigt, og hvad er symbolisme for symbolismen skyld? Hvilke referencer hører til hvad? Eksempelvis står der skrevet OGGI på nogle af dørene, hvilket betyder “i dag” på italiensk. Det er også navnet på en avis, som i øvrigt blev lukket en kort periode af fascisterne. På gulvet ligger et krokodilleskind, som Nero på et tidspunkt pakker sig ind i. Det kunne være en reference til Winston Churchill's udtalelse om, at en eftergivende politiker er en, som mader en krokodille i håb om, at den æder ham til sidst. Men i Neros tilfælde døde krokodillen først? Og hvad med den grå globus, som hejses ned fra loftet. Har den noget med Charlie Chaplins film Diktatoren at gøre?

Det føltes som en lang eftermiddag på Gamle Scene med denne opsætning af Poppeas kroning. Det var tydeligt at mærke i salen. Man må håbe, at Det Kongelige Teater en gang i fremtiden har en mere tilgængelig version af forestillingen på repertoiret.

Foto: Miklos Szabo (c)