Der er noget næsten genkendeligt urovækkende over situationen i den seneste opsætning på Louise Schouw Teater: Den voksne søn har styr på karrieren, hjemmet og hverdagen. Så rykker far ind. Ikke på besøg, men for alvor. Med vinflasker, vaner og en livsappetit, der ikke lader sig parkere i entréen.

Sebastian Dorsets komedie Far flytter ind tager fat i netop det scenarie og folder det ud som en klassisk familiekomedie med skarpe replikker og tydelige typer.

Under komediens overflade ligger en alvorlig fortælling om ansvar, alder og relationer på tværs af generationer. Hvad skylder vi hinanden, når rollerne pludselig byttes om? Og hvor meget plads skal man give et menneske, der aldrig rigtig har lært at tage hensyn?

Det er dog ikke i Far flytter ind, at man skal lede efter de store dramaturgiske overraskelser. Til gengæld er der masser at hente i spillet, timingen og den genkendelige irritation, der langsomt sniger sig ind i stuen.

Kasper Wilton er forestillingens naturlige centrum som den fallerede skuespillerfar Jørgen. Han er en mand, der både er irriterende, selvoptaget og samtidig svær ikke at holde lidt af. Han er typen, der har levet sit liv uden hensyn og nu forventer, at omgivelserne indretter sig derefter. Wilton spiller ham med et glimt i øjet og en præcision, der gør figuren både belastende og underholdende på samme tid.

Velfungerende ensemble
Omkring ham står et velfungerende ensemble. Paw Henriksen rammer fint balancen som sønnen, der forsøger at være rummelig, men tydeligt presses til bristepunktet. Iben Dorner giver svigerdatteren en jordbundet styrke, så hun ikke reduceres til karikatur, mens Susanne Breuning tilfører forestillingen ny energi, når hendes karakter lige før pausen træder ind og rokker ved dynamikken.

Det er netop i karaktererne og deres indbyrdes gnidninger, at forestillingen for alvor lever. Replikkerne står skarpt, og publikum kvitterer med grin, der føles ægte. Dorset har en klar fornemmelse for den kvikke bemærkning og den lille, spidse observation, som rammer hverdagen præcist.

Til gengæld halter selve historien. Konflikten gentages, situationerne kredser om det samme, og tempoet mister undervejs en smule fremdrift. Man savner, at det dramatiske greb strammes, så de gode figurer også får en tydeligere retning at bevæge sig i.

Plottet står i stampe
Scenografien er det stilrene, næsten demonstrativt pæne hjem, og den fungerer som en fin ramme for sammenstødet mellem orden og kaos. Her flytter far ikke bare ind fysisk, men også mentalt: Han overtager rummet, rytmen og i sidste ende opmærksomheden.

Far flytter ind er ikke en forestilling, der forandrer teaterlandskabet. Men den vil noget mindre ambitiøst: Den vil underholde. Og det lykkes den langt hen ad vejen med. Det er hyggeligt teater, båret af stærkt spil og en humor, der rammer bredt, også selv om plottet til tider står lidt i stampe.

Man går ikke fra forestillingen med hovedet fuldt af nye erkendelser. Men man går derfra i godt humør - og måske med en stille lettelse over, at der ikke kommer sådan en far og flytter ind i ens hus.