De Vilde Kaniner - Teaterkoncert Gnags Østre Gasværk
Anmeldt 24/9 2025, 11:02 af Jannie Leonhardt Andersen
Kærlighed, fælleskab og livsglæde
Kærlighed, fælleskab og livsglæde
« Tilbage
Øster Gasværk Teater er så klar på denne premiereaften. Det mærker man allerede ved ankomst i foyeren, hvor der er bobler - og Gnagsvand, som må drikkes eller hældes over hovedet. Der er lavet små, kunstneriske installationer, såsom en bænk under bøgen og mange andre fine detaljer, der vidner om den kærlighed til det ikoniske danske band Gnags, vi nu skal være en del af.
Bevæbnet med Gnags’ diskografi, som spænder mere end 40 år, og et kunstnerisk team, der giver alt, hvad de har, bliver vi placeret midt i festen. Uanset om man kender al musikken eller aldrig har hørt den før, så er vi alle velkomne her.
Teksterne i Peter A.G’s univers er underfundige, selvreflekterende og med en god portion samfundsironi. Gnags har været et af de mest bookede og bedste livebands, vi har haft i Danmark. De er en del af vores nationale diskografi, og de står endda som en del af pensum i musikundervisning på nogle af landets folkeskoler den dag i dag.
Heinrich Topp Christensen har med sin iscenesættelse af De Vilde Kaniner - Teaterkoncert Gnags skabt en fortælling om en dreng, en vild kanin, som er fyld af håb og drømme. Drengen forundres over den verden, som de voksne lever i. Hvor de virker ensomme, og de siger en ting, men mener noget andet.
Hvor det fælles værdisæt med "Lige meget
hvem du er, hvor du er, så velkommen her" så måske kun gælder for nogen. Det tyder i hvertfald på, at Drengens mor, som er en del af hvad der leder tankerne hen på republikken Gileads kommandørfruer, fjerner samfundets ukrudt, både i blomsterform med hæksaks og indfanger Vilde Kaniner med lidt for lange ører.
De stakkels Vilde Kaniner, som indfanges, bliver skamferet gennem amputation af deres ører. De bliver trænet som hunde. Men det er ikke nok til at fjerne den Vilde Kanin i dem. Derfor puttes de gennem en “optimeringsmaskine”, som spytter dem ud som ensformige ´Cool Kids´, der ikke længere er selvstændige individer. De er i stedet en lalleglad samling af blå enheder, der i deres blå-metalliske kostumer minder om cheerleaders fra en anden planet. Lidt a la de aliens man møder i den amerikansk science fiction-komediefilm Galaxy Quest fra1999.
Drengen forsøger først at blive en del af dette fælleskab, da han er nysgerrig og ikke helt forstår, hvad der sker. Men han bliver jagtet bort og møder Knallert-Pipi. På sin røde knallert slinger hun ned af Vestergade, direkte ind i en hvirvlende romance med Drengen, som er blevet lidt ældre. Denne kærlighedsscene er fantastisk eksekveret gennem teatermagi. Den er ubeskrivelig smuk og rørende. En oplevelse med hvordan både sang, musik, scenografi og lys kan skabe et så kraftigt felt af ren energi, der sendes ud i salen og modtages med åbne arme.
Drengen og Knallert-Pipi møder de Vilde Kaniner med deres anfører, spillet af Shaka Loveless. De bliver inviteret ind i en verden, de aldrig har oplevet før. Et andet fælleskab, hvor man følger sine lyster, både ad farlige, gakkede og erotiske veje. Den scenografiske løsning, kombineret med Theatre Max, Østre Gasværks lyd og laserprojektørsystem, giver et vanvittig morsomt og uhyggeligt resultat med to kæmpe oppustelige kaniner. Disse står som en slags totempæle og bliver bragt til live, ved at der projiceres animationer på dem. Det er en wow-oplevelse på den scenografiske front.
Og forestillingen bliver bare ved med at overraske os på den visuelle side. Om det så er når små blomster skyder op af scenegulvet, når de kæmpe kaniner bliver pustet op foran os, eller når der en stor knaldrød gummibåd hejses op over scenegulvet. Det er et rent opdagelseseventyr. Der er så meget at se på. Kostumerne er vidunderlige. Der er smæk på farverne. Der er noget barndommens fantasi over det hele, kombineret med en dystopisk melankoli.
Der skal noget opfindsomhed og hård arbejde til, når man skal sætte en teaterkoncert sammen, så det ikke blot er en slags live musikvideo til kendte numre. Der er løbet en del teaterkoncerter over de danske scener inden for de sidste 10 år. Nogle med mere held end andre. Derfor kan man godt tænke, om vi er er ved at have tæsket denne genre gennem og burde finde noget andet.
Men bedst som man har tænkt denne tanke, dumper man ned i salen på Øster Gasværk, hvor man bliver deltager til hvad der kun kan kaldes en opgradering af den klassiske teaterkoncert.
Hvem skulle have troet, at musikken af Gnags kunne blive leveret i en så overlegen og så personliggjort udgave. Det rykker ved os i salen. Vi mærker hvert anslag. Vi hører finesserne i percussions, og de sangmæssige præstationer er som en god massage. Vi er afslappede og har fået et skud af endorfiner i kroppen.
Vi forlader teateret med en følelse af kærlighed til verden. En glæde ved livet. Vi er taknemmelige for det fælleskab, vi er en del af. Vi må lige vende os om og tjekke, at taget på den gamle gasbeholder fra 1883 stadig sidder på og ikke er poppet af grundet al den positive energi, som aftenens forestilling har udledt.