Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




RØD Betty Nansen Teatret
Anmeldt 14/11 2011, 20:52 af Mette Hornbek

Et sted mellem storhed og sell-out


Et sted mellem storhed og sell-out

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er en velkendt historie: Ældre, etableret kunstner møder ungt, spirende talent. Der krydses klinger og idealer, og de bliver begge klogere på sig selv og kunsten. RØD er fortællingen om den New York-baserede russisk-jødiske kunstner Mark Rothko (1903-1970), der var del af den abstrakt ekspressionistiske bevægelse, selvom han selv afviste at sætte label på sin kunst. I 1958, sent i sin karriere, blev Rothko tildelt den uhørt højt betalte opgave at skabe en serie vægmalerier til luksusrestauranten Four Seasons. Det blev en opgave, der bragte Rothko ud i at tvivle på sin kunsts formåen: ”Jeg håber at ødelægge appetitten for hvert eneste røvhul, der nogensinde spiser i det rum. Det ultimative kompliment vil være, hvis restauranten nægter at bruge mine vægmalerier,” var hans erklærede undergravende mission, men med den frustrerede konklusion: ”Men det gør de ikke. Folk finder sig i hvad som helst nu om dage.” Denne noget livstrætte erkendelse af kunstens manglende revolutionære kraft bliver forestillingens omdrejningspunkt, når Rothkos garvede, nihilistiske ånd i Flemming Enevolds skikkelse møder ungdommeligt modspil, da han hyrer assistenten Ken, spillet af Thure Lindhardt.


Foto: Natascha Thiara Rydvald

Det blanke lærred i kæmpeformat danner den altdominerende, præstationsangstindgydende baggrund i en scenografi, der bruger Edision-scenens industrielle råhed til fulde og skaber et nærmest ikonisk new yorker-atelier med sit line-up af store hvide blindrammer langs væggene og gamle malingpletter på gulvet, der minder om fortidens kunstneriske bedrifter. Her kæmper Rothko med at få brudt lærredets jomfruelige overflade og skabe de værker, der skal få Four Seasons' fornemme klientel til at miste appetitten. En klassisk kunstnerkonflikt ruller sig ud: Vekselvirkningen mellem storhedsvanvid og mindreværd står i fuldt flor, undergangens mørke kræfter trækker hårdt i kunstneren, der samtidig fremstiller sig selv som en genial del af den kunsthistoriske elite; anerkendelsen vejer tungt på vægtskålen, mens andre kunstnere diskuteres med barsk kritik og slet skjult jalousi. En forfærdelig masse snak og meget lidt handling.

Eller som Rothko selv konstaterer: ”Det der med pensler og pigment er højst 10 procent, resten er ventetid.” I kontrast står hans unge assistent konstant klar i arbejdstøjet, ivrig efter at få gang i penslerne. Han ønsker at skabe uden de store refleksioner, med fokus på at udtrykke sig. Rothkos intellektuelle tilgang bliver til en endeløs omgang namedropping, der desværre også gør selve forestillingen til en oplevelse præget af meget snak og knap så meget handling. Sammenstødet mellem novicen og mesteren mister hurtigt sin brod, når Rothkos intellektualiserede udpenslinger om døden og kunsten går i tomgang, og assistentens dybt traumatiske forhistorie hurtigt placerer de to kombattanter i hver sin lejr, hvor den unge associerer farven rød med blod og julemanden, mens den gamle tænker på Satan.


Foto: Natascha Thiara Rydvald

Enevolds og Lindhardts samspil er som sådan godt og velspillet. Især den indledende akavede kemi, hvor den dominerende mammut af en selvforelsket kunstner tramper rundt oven på den spæde, forsagte assistent, som ligner én, der helt fejlagtigt har taget sin fars jakkesæt på på arbejde. Magtbalancen forskyder sig selvfølgelig undervejs, men det sker desværre uden, man rigtigt er med i den udvikling, der sker mellem de to herrer. Hverken Rothkos indre konflikt eller clashet med den unge idealist opleves nogensinde som vedkommende eller farligt. Rothkos liv er bestemt interessant stof, men i Peter Langdals iscenesættelse af den meget teksttunge dramatisering banaliseres den spænding og frustrerede rastløshed, man fornemmer hos Rothko i det biografiske materiale. Citater og referencer til faktuelle hændelser forbliver på det fortalte plan, som ikke levner mange muligheder for indlevelse til beskueren. Jeg bliver desværre mere nysgerrig på Rothkos person, når jeg læser Wikipedia-opslaget om ham, end under mit besøg i atelieret på Edison.

Den unge assistent vokser gevaldigt (måske for pludseligt) med opgaven og har i sidste ende byttet status med den gamle, højrøvede kunstner, som han beder holde kæft og lade kunsten tale for sig selv! Det får man også ofte lyst til som publikum. Det er et uinteressant stykke dramatik, der ellers kommer med fornem credit, skrevet af John Logan, som står bag filmene Gladiator og The Aviator, men her er actiongrebene altså skiftet ud med en frygtelig masse snak, der aldrig manifesterer sig, men tværtimod får gjort kål på det dramatiske potentiale, der ligger i Rothkos historie. Det eneste ånderum i den meget dialogtunge forestilling, hvor karaktererne fortæller sig selv i stedet for at vise deres udvikling og konflikter, er i en enkelt dynamisk scene, hvor de to malere i fin forening bryder det hvide lærreds intimiderende renhed med en blodrød farve, der sætter gang i alle de forestillinger om djævelskab, lidenskab, død, kærlighed, lys og mørke i spil, der hidtil ellers kun er blevet talt om.


Foto: Natascha Thiara Rydvald

Lydsiden danner også et fint filmisk soundtrack, der effektivt fører os tilbage til de forjættede 1960'eres kunstnermiljø. Noget, der dog slet ikke fungerer i Langdals ujævne iscenesættelse er den inkonsistente (og minimale) brug af metalaget ”vi ved jo godt, vi er i teatret”. På fuldstændigt umotiveret vis brydes den fjerde væg et par gange undervejs, hvilket kun yderligere punkterer karakterernes troværdighed som mennesker i naturalistisk fremstillet kød og blod, og mest virker som en ”helgardering” fra iscenesætterens side, hvis nu nogen skulle være i tvivl om, hvor vi er. Humoren opererer ligeledes meget på dramatikerens, og ikke fortællingens, præmisser. Der falder undervejs en række kække kommentarer, som mest af alt tjener som forsøg på at få publikum til at grine. RØD forsøger at sætte en række klassiske kunstnerklichéer i spil ved at give dem modspil i form af humor og, om man vil, lune, men det lykkes efter min mening desværre ikke.

43
Forrige anmeldelse
« Anna Karenina «
Næste anmeldelse
» Gidslet »