”Krig følger altid krig”, lyder den uhyggelige gentagelse af en strofe i Den evige ild - Bellevue Teatrets fantastiske musical om sammenstødet mellem protestantisme og katolicisme i 1500-tallets England. Musicalen tager udgangspunkt i Ken Folletts bestseller af samme navn.

Man varer sig for sammenligninger til nutidens vanvid. Den eneste fællesnævner er vel, at mennesker opbygger fuldstændig meningsløse konflikter. Musicalens historie om de drabelige religiøse stridigheder mellem protestanter og katolikker, snart i England, snart i Frankrig og så i Skotland, går under huden på publikum med musicalens form og det højspændte historiske indhold generelt.

Den evige ild gik på Bellevue Teatret i Klampenborg, før coronakrisen indtraf. Det føles allerede som meget, meget lang tid siden. Nu er teatret på turné med forestillingen i en noget mindre målestok og med en anden besætning.

Hvad Den evige ild ikke har i dybdeskarphed, har den til gengæld i dramatik, historie, sang og musik. Det bliver aldrig musical for musicalens egen skyld. Bellevue Teatret har også noget på hjerte.

I den ellers vidtforgrenede fortælling er konflikten spændt op mellem Elizabeth den Første (Pernille Petersson), der netop har overtaget et England i kaos, og hendes skotske kusine Maria Stuart (Marie Louise Hansen). Katolikkerne vil Elizabeth fjernet og erstattet med Maria Stuart.

Aldrig for svulstigt
Dramaets faste samlingspunkt og fortællerrollen indtages af den retskafne Ned Willard (Markus Borg), der er forelsket i Margery (Linda Olofsson). Deres forhold får kirken dog forpurret. Margery skal giftes bort til en adelsmand.

I Paris møder Ned Willard den franske protestant Sylvie (Josefine Tvermoes), og sammen overlever de massakren på Bartholemæusnatten, hvor 5000 protestanter brutalt slagtes. De to drager til England for at gifte sig, og her møder de Margery, Neds første store kærlighed, der dog bærer på en grum hemmelighed.

Alt sammen foregår i et univers, der nok kan mætte alle sanser, og det bliver aldrig for svulstigt. Noget der i min optik ellers præger mange musicaler.

Især hverdagsfigurerne i musicalen får os til at bedre at kunne identificere os med det store historiske epos, der i tematik kan måle sig med succesen Les Misérables. Der er ikke blot religiøse intriger, men også familiekonflikter, politiske magtkampe og kærlighedssorger. Vi kan alle være med på den ene eller den anden måde.

Og selv skiderikker som Pierre Aumande (Tomas Abt Kofod) og kardinal Charles de Guise (Søren Bech-Madsen) lytter man gerne til, når der serveres skønsang.

Der er garanteret en god aften - også til dem, der hellere vil have sødsuppe end musical.