I forestillingen er der ikke noget, man ikke ved i forvejen, hvis man har fulgt nogenlunde med i den offentlige diskussion. Historien om danske soldater, der er vendt hjem med posttraumatiske stressforstyrrelser fra krigene i Irak og Afghanistan, er blevet solidt og overbevisende dokumenteret i radio, tv og ikke mindst på film. For eksempel i Susanne Biers film Brødre.

I støvet fra regnen er en dramatisk fortælling om to danske mænd, der er vendt hjem fra Irak-krigen med dybe sår under macho-overfladen. Teaterforestillingen føjer næppe nye indsigter til vores opsparede viden, men det gør dog ikke indholdet mindre berettiget. Desuden er den godt en time lange fortælling om de to hjemvendte mænd ikke blot hjertegribende, den er grundlæggende godt teater og fængende i sin spændingskurve. I støvet fra regnen bliver mere og mere barsk, som minutterne går.

Det er ikke nogen hyggeaften i teatret, det her.

Selvmordsforsøg
Lassen (Martin Hestbæk) og Quist (Paw Henriksen) er to gamle soldaterkammerater, der mødes flere år efter, at de er kommet hjem fra Irak. De er tilbage på et rigtigt gammeldags værtshus med billardbord, en jukeboks og gardiner, der næppe er blevet skiftet ud siden dengang, man på livet løs røg tobak mellem alle ølsjatterne. John Mogensens Der er noget galt i Danmark kører fra jukeboksen og skærer det hele ud i pap.

De to mænd er tilbage i det normale liv, men er ikke normale. Quist siger, han er tørlagt og gemmer sig bag en facade. Han har et selvmordsforsøg bag sig og har i mange år ikke set sine børn. Henriksen kan ikke tåle at høre heavy metal mere. Han vil have ro. Skruer Quist op for den hårde musik, bliver Lassen fucked up.

Det er Lassen, der efter syv år atter har taget kontakt til Quist for at fortælle ham noget. Først kæmper Lassen dog en lang kamp for at bryde gennem Quists panser. Begge har noget på hinanden og griber til hver deres våben. Testosteronen fylder værtshuset. Begge vil være førerhunden. Der konkurreres - ikke blot ved billardbordet, men også på ord.

Lorten på bordet
Til sidst kommer lorten på bordet, og så er det alt andet end rart for publikum at være vidne til den rå gladiatorkamp, der får blodet til at flyde.

Skyldfølelser, ulykker, hævnfølelser, forræderi og bekendelser om utroskab vælter ud fra lokummet. Venskab og troskab kan man glimtvis få øje på, men boksekampens underliggende dagsorden synes at være, hvem der mon er hårdest ramt af traumerne - og på hvilken måde. Hvert boksestød er en kamp for hver deres udgave af sandheden.

Det er et stærkt og ekstraordinært vedkommende stykke med to skuespilleres meget intense spil. Der er ikke tid til at puste ud her.

Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det at rejse til Irak var den rigtige beslutning - af mændene selv og de politikere, der sendte Danmark i krig. Her tager stykket ikke stilling. Vi bliver blot præsenteret for en af de høje priser ved hele dette internationale engagement. Hvis vi da skulle have glemt det. Stykkets forfatter, Magnus Iuel Berg, appellerer til vores empati. Og når til fulde sit mål.

Ude på gaden foran teatret igen: Alle vore trælse genvordigheder lige nu forekommer at være en lille fugleklat.