Kontroversiel, udskældt og forhadt som få. Ligefrem kaldt landsforræder. Flere gange udenrigsminister og til allersidst landets statsminister. Embedsmanden, der førte Danmark gennem 2. verdenskrig, indtil bruddet d. 29 august 1944. Ikke ærefuldt, men med den undskyldning, at landet undgik krigens rædsler til fordel for en samarbejdspolitik.

Erik Scavenius (1877-1962) var juristen, med embedsmandskarriere i udenrigsministeriet, der under første verdenskrig som Radikal udenrigsminister, gennem sit diplomatiske netværk fastholdt Danmarks neutralitet – og derfor helt naturligt, da 2.verdenskrig truede, af statsminister Thorvald Stauning, nærmest blev tvunget til igen i at påtage sig ministerposten, for atter at udnytte sit tyske netværk til samarbejde med værnemagten, mens krigen snart bragede omkring os.

Det lille Bådhusteater har, med den 100% dækkende titel Scavenius, valgt af give sit bud på den omdiskuterede mand/periode. Traditionen tro (tidligere med dukkeforestillinger som Musikkabaret og Jernringen), med dukker som dyr, en voldsom lyd-og lysside - og nu med Hitler himself – men først og fremmest med den pragmatiske, habit-og slipseklædte Erik Scavenius, som dramaets centrale person. Hvem er denne mand, der i eftertiden kun har få støtter? Hans motiver, hans strategier? For ikke at tale om ham selv som privatmand? Var han virkelig tyskervenlig? Nej, lyder den klassiske replik, Scavenius var slet ikke venlig.

Det er der skrevet både videnskabelige redegørelser og doktordisputatser om, senest en roman af Birgitte Kosovics Den inderste farve, med udgangspunkt i privatpersonen. Det er Scavenius’ og Danmarks besættelseshistorie vi på halvanden time gennemløber på scenens få kvadratmeter. En umulig opgave. Alligevel lykkes det i forbløffende grad.

Instruktør Rolf Heim og dramatiker og skuespiller Kristian Halken, har skabt en både underholdende og dybt alvorlig, velfungerende forestilling. Her møder vi statsminister Thorvald Stauning som en hund, nærmere bestemt en schnauzer, Christmas Møller som ræv, og Ribbentrop som griben(trop!). Hitler som Hitler, i Thomas Bangs geniale vanvidsfortolkning - og ikke mindst Erik Scavenius, i Kristian Halkens myndige, kompetente skikkelse, altid kompromissesøgende og diskret.

Scenografien er minimalistisk enkel (skabt af Jonathan Hjorth). To togkupeer med vindue ud mod et forbipasserende landskab, hvor snart den ene topnazist efter den anden dukker op, alle iført dyrehoveder!

Et godt udgangspunkt. For Scavenius er hele tiden på rejse, ned til ”vennerne” i Berlin. Helt forrygende er forhandlingerne om Danmarks uafhængighed med Hitler, iført brun malerkittel, sideskilning og snurbart. Grotesk, morsomt og angstfremkaldende, når demagogen svinger fra sliksød smiger til et vulkanudbrud af raseri/hysteri. Også andre nazikoryfæer omgås hjemmevant med Scavenius. Alle iklædt dyreskikkelser. Den Rigsbefuldmægtigede Werner Best i ulveklæder, undrer næppe nogen. Et venskab mellem de to antyder, at han var manden der whistleblow'ede om jødeforfølgelsen oktober 1943 – som reddede de fleste danske jøder til Sverige.

Helt parallelt med pragmatikerens storpolitiske balanceakt møder vi også mennesket Scavenius i et dobbeltspil mellem den kræftsyge hustru Ebba (Jeanette Lindbæk Birk) og elskerinden Alice (Lucia Vinde Dirchsen). Ikke noget der ligefrem tjener han eftermæle til ære.

Alt det når vi på halvanden time. Et billede af en uskøn tid, hvor danskernes ære og moral var til fals, bliver virkeliggjort, ikke mindst takket været Kristian Halkens kompetente fremstilling af en iskold pragmatiker, pint og presset både i privaten og på job. Overbevist om, at samarbejde og kompromisser med det 3.Rige var Danmarks eneste vej til overlevelse. Så hellere lukke øjnene for tyskernes koncentrationslejre, massemyrderi og overfald på nationer.

Churchill kaldte i den periode Danmark for ”Hitlers kanariefugl”. Realpolitiker er det pæne navn for samarbejdet. Landsforræder, det nærliggende. Forestillingen tager ikke stilling – men giver tilskueren en påmindelse om en dyster periode, hvor modstandsbevægelsen og det endelige brud med besættelsesmagten kom i august 1943 og reddede Danmarks ære – men næppe Scavenius omdømme.

Et på alle måder et imponerende originalt og velspillet drama om samarbejdspolitikken sat i kød, blod og dukker. Om en mand og et land i splid med sig selv. Masser af stof til eftertanke.