Det vigtigste ord, inden du giver dig i kast med Nørrebro/Odense Teaters opsætning af Henrik Ibsens klassiker fra 1882 En Folkefjende, er FRIT efter! Allerede inden det samfundsrevsende drama tager sin begyndelse, er vi langt fra Ibsens ’dagligstue-teater’, med scenerampen som den fjerde mur. Et åbent scenerum med en stiliseret husgavl, et par flyttekasser, aluminiumstønder, glimmerstimler ned fra sulfitterne, og to pindestole ledsaget af aggressiv go-go-musik er fjernt fra Ibsens regibemærkninger om en nyindrettet lægebolig. Og det bliver ved.

Katrine (Githa Lehrmann) starter dramaet med at komme syngende/tumlende ind på scenen med en stumtjener som en fiktiv mikrofon.

Er der tale om en grov droit-moral krænkelse af et mesterværk, opført gennem tiden, på mere end 400 teatre verden over?

Svaret er nej! Vi taler om en talentfuld tidsbearbejdelse, godt 140 år efter uropførelsen. Konflikterne er stadig de samme. Sandheden overfor almenvellet. Har flertallet altid ret? Ret er ikke magt, men magt er ret. Pressens svigt, politikernes hykleri og dobbeltmoral. Stadig dagsaktuelt.

Vi er i udkantsdanmark. Tomas Stockmann (Søren Pilmark) er nytiltrådt som læge ved byens nye kurbad, der med de mange forventede kurgæster skal give byen en økonomisk opblomstring, men -- og her begynder dramaets hovedkonflikt - Stockmann har en begrundet mistanke om, at badevandet er forgiftet.

Inden denne fatale afsløring præsenteres vi for byens magtudøvere. Den fri presses repræsentanter, Folkebladets redaktør (Frank Thiel) og hans unge journalistpraktikant (Patrick A. Hansen), bladets ejer og byens matador Aslakson (Tom Jensen) – og ikke mindst Stockmanns søster Marie (Malene Melsen), byens magtfulde borgmester, der har skaffet ham jobbet som badelæge. Alle er jublede glade for ’Byens helt’, som Folkebladet agter at udnævne ham til, som en ringe tak for, at han vil gøre kurstedet yderligere berømt og indtægtsgivende.

Så vender jublen.

Stockmann får med posten, det af ham længe efterspurgte brev (lidt gammeldags, mailen er dog opfundet), der i en laboratorierapport klart bekræfter mistanken: kurbadevandet er forgiftet. Byen vil være ruineret, hvis sandheden kommer frem. Tomas Stockmann er ikke i tvivl, sandheden skal offentliggøres, selv om magthaverne, borgmester/redaktør/investor, alle vender sig mod ham. De vil true ham til tavshed, men Stockmanns modtræk er at indkalde til borgermøde. Folkets røst skal høres. Demokratiet vil sejre. Stockman er stærk og fortrøstningsfuld.

Andet akt: Folkemødet
Sjældent har man oplevet en så håndfast manipulering. Ikke blot dominerer magthaverne scenen, men også vi nede i salen er nu medspillere i en uhæmmet manipulering af ’folket’ til fordel for magthaverne og egen vinding. Med et dramatisk kup får instruktøren gjort os, publikum, til medskyldige i undertrykkelsen af sandheden om det forgiftede kurbad.

Nu udkrystalliseres for alvor Henrik Ibsens anklager mod demokratiet, nu i tidens sprog. Maskerne falder, hykleriet udstilles i et persongalleri, hvor Søren Pilmarks idealistiske læge på næsten umenneskelig vis gennemlever et svigt fra alle. Selv hans nærmeste familie forsøger at få ham til at gå på akkord med sandheden – en unik skuespilpræstation.

Ligeså meget vi lo under første akt, lige så meget græmmes vi under andet akt. Selv om svigermor og forhenværende borgmester, i lyserød pels, perlekæde og opsat hår, er tæt på farcen. Thomas Stockman står nu tilbage, udråbt som folkefjende, for alvor alene – selv om den klassiske replik, nøglen til Ibsens drama er udeladt: ”den der står alene, står stærkest” – er vi ikke i tvivl, sandheden har nok en gang lidt nederlag.

Henrik Ibsen er blevet bearbejdet til et nutidigt, mundret sprog, af den svenske instruktør Viktor Tjerneld. Flere i Ibsens persongalleri skiftede endda køn, dagligstuen blev stiliseret – fake news, sociale medier, konspirationsteorier, flygtninge- og klimakrise, sneg sig også ind.

En Folkefjende, er blevet til nutidig, vedkommende dramatik, endda med humor, men vigtigst, med stof til eftertanke – ikke mindst takket være et engageret skuespillerhold, hvor Søren Pilmark mesterligt gennemspillede nederlaget til sidste regndråbe. ”Ord kan ikke rense, det kan kun handling”, det gælder ikke kun et kurbad. Derfor er En Folkefjende ikke kun en velspillet, underholdende forestilling – men et vigtigt memento over vor tid.