Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Troen & Ingen Folketeatret
Anmeldt 3/10 2019, 20:30 af Hans Christian Davidsen

Smerten trykkes ud med toner


Smerten trykkes ud med toner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kort før jul i 2007 mistede Saybia-forsangeren Søren Huss sin kæreste. Hun døde i en af de forbandede højresvingsulykker, der også var tæt på at koste den dengang to-årige datter livet.

Det hele blev sort. Søren Huss gik ind i en dyb sorg. Tre år senere udsendte han sit første soloalbum, Troen & Ingen, et dybt personligt album om det ubærlige.

I 2018 satte Svalegangen i Aarhus sangene op som fundamentet til en musikalsk teaterforestilling, og den har Folketeatret nu overtaget - ikke i en afgørende ny opsætning, men til dels med nye skuespillere.

Det er et gribende requiem med et orkester på scenen sammen med den dansk-norske sangerinde Jullie Hjetland, der har et hår, der næsten rammer gulvet.

Hustruen, søsteren og veninden er her ikke længere, men hendes tre pårørende, enkemanden (Albert Stein Ankerstjerne), broren (Ashkok Pramanik) og veninden (Anna Ur Konoy), væver et mindernes tæppe sammen og breder det ud på scenen. Forestillingen åbnes med en eksplosion. En sort mur af kasser vælter, og en heftig sorg trykkes ud i hovederne på os. Scenografien er sort. Skuespillerne er sorte. Manden, der har mistet sin bedre halvdel, bliver ringet op af en telefonsælger, der fortæller ham, at hans afdøde ægtefælles abonnement ikke er betalt. I børnehaven plaprer en pædagog uafbrudt om et eller andet, enkemanden skal huske at huske. Hverdagen synes ligegyldig. Veninden ringer til den afdødes telefonsvarer for at høre den dødes stemme og indtaler alt det, hun aldrig nåede at få fortalt.

Alt sammen suppleret af Søren Huss’ musik, hvor flere af guitarens akkorder fra albummet er erstattet af den dystre cello. Få instrumenter er bedre i mol end netop dette. Musikken virker bedst i de stille numre. Når instrumenterne bliver for kraftige i lydbilledet, er det stort set umuligt at høre, hvad Jullie Hjetland synger. Hun kunne have sunget kinesisk. Det havde ingen forskel gjort. Øv. Man forstår ikke, at lydfolk ikke bliver klog af skade.

Stilhed og storm
Stykkets indhold trænger dog ind i hjerterne på alle. Alt det sorte til trods genvinder hovedpersonen troen på livet, og netop livet bliver den kontrast til døden, som det jo er.

Grundtonen er og bliver tungsindig med de fire musikere Niels Søren Hansen, Nikolaj Heymann, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen, der trykker smerten ud med toner - stilhed og storm. Jullie Hjetlands sang løfter niveauet i denne forestilling, der indeholder mange små rørende og virkningsfulde scener med stof til eftertanke, men dog godt kunne have stukket lidt dybere. Stykket har til gengæld fint greb om det universelle med alle de små facetter, som skuespillerne får så fint frem.

310
Forrige anmeldelse
« Spillemand på en tagryg «
Næste anmeldelse
» En skærsommernatsdrøm »