Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Det er så det nye Teatret ved Sorte Hest
Anmeldt 24/8 2019, 17:16 af Uffe Stormgaard

Hvem tager opvasken?


Hvem tager opvasken?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi er da i et parforhold? Hvad er der galt? Hvorfor er vi her? De ondskabsfulde nevøer sidder oppe i træet. De kaster sten efter viceværten hr. Pind, fordi han går med briller og har sin lejlighed og alle vandrørene, fyldt med små, kære, depressive buddhister.

Sådan lyder replikkerne fra Teateret Sorte Hests genopsætning af stykket Det er så det nye. Skæve, gakkede, uforståelige. Det er de. Men også vanvittige morsomme - og så er der endda mening med galskaben. For sådan er den absurde komedie, som vi kender fra Eugene Ionesco (Enetime) og Samuel Beckett (Slutspil). Her viser vores hjemlige Line Knutzon, at hun behersker kunsten og lysteligt slår i absur(d)-dejen.

Pysseren og Poul er det klassiske par, kørt fast i klicheerne og konventionerne. To stole, en trappestige og en vaskebalje fyldt med snavsede tallerkner er nok, i sin minimalistiske enkelhed, til at sætte scenen for deres samliv. Småskænderier, utilfredshed, forsoninger – dagligdags bebrejdelser. Hele tiden må de repetere, hvor og hvordan de mødtes, i et fortvivlet forsøg på at fastholde fortidens idyl. Scener fra et ægteskab, udsat for klovnerier og indestængt vrede.

Pysseren (sikke et navn!) er i Josephine Raahauges ranglede, rytmiske skikkelse, den mest skæve og utilpassede. Hun kan virkelig den absurde komedies timing – hurtige skift mellem nærvær og fravær. Og så har hun kropsrytme. Danser så vi er bjergtaget. For når Pouls og hendes forhold totalt kikser, danser de rytmisk og vildt sammen. Poul, spillet af Morten Holst, er den pæne kedelige dreng, desorienteret og svag. Træmanden, ham med det affable smil, skilning i højre side. Den umodne, ham der husker, at far sagde ”de kloge ord”: Bliv voksen, når du bliver voksen (!). Poul er da også utilfreds med sig selv, vil være en anden. Kald mig Finn, trygler han hende om. Ja, han går til yderligheder og skifter skilningen til venstre side. Og så må vi ikke glemme viveværten hr. Pind, mesterligt fremstillet af veteranen Lars Knutzon (i øvrigt far til stykkets forfatter!). Den kittelklædte nysgerrige herre, der med sine nuttede, depressive buddhister, hele tiden kommer dumpende ind i ægteparrets sfære. Et lille skuespil i sig selv, når han fortæller om verden udenfor, med de ondsindede nevøers jagt på ham, som brilleabe og ikke mindst, når han forærer Pysseren den blå hemmelighedsfyldte æske, der viser sig, at være fyldt med netop, de nuttede, depressive buddhister.

Marie Vinterberg, teatrets direktør og stykkets instruktør har gjort ret i at genoptage Det er så det nye fra 1993. Måske har stykkets form og indhold ikke samme chokerende dramatisk virkning, som dengang, hvor ekkoet fra 50’ernes absurdister stadig rungede. Til gengæld smælder replikkerne og dagligdagens vanvids klicheer skubber til vores vanetænkning. Der er plads til en fri individuel fortolkning og et herligt grin, med efterfølgende eftertanke. Med det eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi? Hvem, der tager opvasken, er dog stadig uafklaret!

300
Forrige anmeldelse
« Orestien af Aischylos «
Næste anmeldelse
» Adressaten ubekendt »