Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

Kong Arthur Det Kongelige Teater (Moesgaard Museum)
Anmeldt 24/5 2019, 14:14 af Birgitte Amalie Thorn

Karnevalistisk fortolkning af myten om Kong Arthur


Karnevalistisk fortolkning af myten om Kong Arthur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad har Harry Potter, X-Men, Hobitten og western-film med legenden om den britiske Kong Arthur at gøre? Dramatiker Jokum Rohde indrømmer gerne, at han har plukket løs fra disse værker og rørt op med fri fantasi for at skabe Det Kongelige Teaters stort opsatte udendørsteaterstykke Kong Arthur.

Forestillingen spillede i Ulvedalene i 2016 med et andet hold skuespillere, og nu er det så Aarhus’ tur til at få kongen og hans riddere på besøg på bakken ved Moesgaard Museum. Første gang museet havde sådan en forestilling var i 2017, hvor mange lagde vejen forbi i Kulturhovedstadsåret for at se vikingedramaet Røde Orm.

I Kong Arthur møder vi en konge og et rige, der er for nedadgående. Arthur (Jacob Lohmann) er gammel, barnløs og lettere besat af at finde Gralen i de fjerne lande, mens der er uro på hjemmefronten, hvor hans forviste søster, troldkvinden Morgana (Charlotte Fich), og hendes deforme søn Mordred (Youssef Hvidtfeldt) smeder rænker. Samtidig er der tilsyneladende stadig lidt gensidig hjertebanken mellem Arthurs dronning Guinnevere (Signe Mannov) og hans trofaste ridder Lancelot (Martin Bo Lindsten). Desuden husker den mægtige troldmand Merlin (Klaus T. Søndergaard) ikke længere, hvem han er, og det har berøvet Arthur en stor støtte. Kort sagt: Lokummet brænder. (Faktisk figurerer der et ægte lokum i denne ridderforestilling – tro det eller ej).

Lad det være sagt med det samme – det er ikke for plottets skyld, at du skal gå ind og se Kong Arthur (mens du i øvrigt sidder i majkulden og kan se din egen ånde). Historien er simpel, så alle kan være med, men måske uden de store overraskelser. Der er også scener, der sagtens kunne have været forkortet, især i første halvdel, hvor stykkets handling også er lidt længe om at komme op i gear.

Der, hvor Kong Arthur imponerer, er på showet. Ambitionerne for scenografi, lys og effekter er vokset siden Røde Orm indtog Moesgaard, og nu er der fuld skrue med farvestrålende lyseffekter, små eksplosioner og stunts. Sågar motorcykler er der blevet plads til, om end relevansen i forhold til legenden om Arthur er lidt uklar.

Måske du tænker, at klokken 20.30 er et sent starttidspunkt for en forestilling, der varer 2 timer og 30 minutter, men forklaringen kommer i stykkets anden del, hvor aftensolen er listet ud af syne bag Moesgaards træer. Når mørket lægger sig over scenen, bliver det på smukkeste vis en symbolsk understregning af, hvordan Camelot og flere af de centrale karakterer falder dybere og dybere ned i et indre mørke. Anden del af stykket er grum, men betagende. Ulrik Gad har skabt et fantastisk lysdesign, hvor de gamle træer omkring scenen oplyses på næsten magisk vis.

Palle Steen Christensens scenografi er også en væsentlig del af det show, Kong Arthur leverer. Scenen er langstrakt og inddelt i flere ”stationer”, hvor der sker en masse. Dog er bagsiden, at det af og til kan være lidt svært som tilskuer at spotte det, der er den centrale begivenhed på scenen. Det bedste er måden, som stykket bruger landskabet på – eksempelvis når man ser korsriddere komme galopperende i baggrunden på en bakketop, længe inden karaktererne har opdaget dem; så stiger spændingen.

Jokum Rohde har skabt et teaterstykke, der er en spøjs blanding af dyb alvor og karnevalistisk komik. Især en karakter som Merlin står for komikken; Klaus T. Søndergaard (og hans stemme) er virkelig et fund i den rolle. Søren Poppel som ridder Gawain trækker også grin af publikum – især når han pludselig forvandles til en kvinde med særdeles løse håndled. Nogle vil måske studse over sammenblandingen af alvor og komik, men selveste Shakespeare koblede jo også jævnligt de to. Rohde har da også udtalt, at netop Shakespeares værker har været en inspiration. Eksempelvis med elementer som gender bending (jf. Gawains kønsskifte), galskab og det at have et skuespil inden i et virkeligt skuespil.

Så hvis du vil se et fedt show, hvor billederne stadig danser på din nethinde, når du kører hjem igen, er Kong Arthur helt sikkert en aften værd. Scenen og tribunen er i øvrigt placeret nord for museet i år, og det giver en god krog mellem de gamle træer, hvor der er rimelig læ og ikke mindst havudsigt. Endelig er en mindre hær af venligt museumspersonale og frivillige med til at give en god oplevelse. Også selvom du måske vender hjem med lettere blåfrosne tæer.

Forrige anmeldelse
« Mød mig på Cassiopeia «
Næste anmeldelse
» Orestien af Aischylos »