Sensations i Parken møder Björk møder Dogville møder Shakespeare. Det er i virkeligheden den bedste måde, jeg kan opsummere Århus Teaters opsætning af Romeo og Julie. Lyder det mærkeligt? Det er det også, men det er ikke nødvendigvis dårligt.

Scenen er hvid som sne og minimalistisk indrettet. I venstre side står en DJ ved en mixerpult med høretelefoner om halsen. Han har hvidt tøj på. I højre side sidder en guitarist og bassist, også i hvidt. Ind kommer fortælleren og præsenterer forestillingen på fire forskellige sprog, og hvis vi ikke var klar over det før, så ved vi i hvert fald nu, at vi skal se noget MODERNE, NYFORTOLKENDE noget. Og det sætter en tankerække i gang: Åh, bare de nu ikke har gjort vold på gode, gamle Shakespeare, det er helligbrøde at nyfortolke en klassiker, hvis man gør det dårligt, hvor underligt og moderne har de mon gjort det? og så videre.

Man når nu ikke at tænke særlig meget længere, før Tybalt (Jacob Madsen Kvols) og Mercutio (Andreas Jebro) træder ind på scenen. Deres kostumer ligner en blanding af en fægtedragt med skridtbeskytter og bohèmeinspireret mode, igen i hvidt, selvfølgelig. Med vittig, provokerende dialog og energisk spil skyder de stykket i gang. Dialogen bliver fulgt op med lidt legende fægteri, og vi glemmer helt, at vi snart skal i tragediens store følelsers vold.

Det bliver vi dog tids nok mindet om, da den patetiske – og her mener jeg patetisk som i overdrevet følelsesladet, som i de græske tragedier – Romeo (Olaf Højgaard) kommer ind på scenen, og det spændende og moderne lyddesign bliver introduceret. Romeo er nemlig plaget af en håbløs FORELSKELSE i den smukke Rosalina, og det udmønter sig i skrig og skrål og en umådelig larm fra mixerpulten. Den gamle dame ved siden af mig holder sig for sine sarte ører. Igen sidder man (jeg) og håber på, at det hele ikke bliver for underligt og moderne.

Foto: Rasmus Baaner

Mercutio foreslår, at Romeo og han selv tager til udklædningsfest hos Capulet’erne. Det vil sikkert kunne distrahere Romeo og få ham i bedre humør. Klædt ud som lampeskærme (!) tager de afsted, og vi bliver budt velkommen til fest af Hr. Capulet i form af en afsindig, absurd og bredskuldret hvid tyr. Kort efter har Julie (Marie Dalsgaard) sin solo-sang, og her begynder lydsiden af forestillingen for alvor at overbevise. For det lyder virkelig godt. Også Tybalts senere sang er værd at fremhæve. Den er barsk, rå og lækker, ligesom Jacob Madsen Kvols’ præstation som Tybalt i øvrigt.

Og her vil jeg gerne uddybe mit indledende statement om stykkets beskaffenhed: Fornemmelsen under meget af musikken er i virkeligheden lidt hen af Sensations i Parken møder Björk, og det skal forståes på den bedst tænkelige måde. Alle er iklædt hvidt, og vi er vidne til elektronisk musik, dog med en mere eksperimenterende sound end den kridhvide technofest i København leverer, lidt à la Björks elektroniske univers. Scenografien – eller manglen på samme – minder om Dogville, hvor imaginære døre også bliver åbnet, eller i dette tilfælde hvor imaginære mure bliver forcerede.

Foto: Rasmus Baaner

Christian Lollikes gendigtede replikker indeholder moderne nyskrivelser à la ”monotone kærlighedsmongol”, men er i perioder mere tro mod den oprindelige tekst, som f.eks. under balkonscenen hvor Romeo og Julie afgiver deres kærlighedsløfter til hinanden. For det meste er det virkningsfuldt.

Foto: Rasmus Baaner

Århus Teaters opsætning af Romeo og Julie er ikke for alle, jævnfør den gamle dame med de sarte ører. Man skal gå ind til forestillingen med et åbent sind, og som ved alle opsætninger af Romeo og Julie skal man kunne holde de stride strømme af pathos ud. Gør man det, og kan man det, så får man en rigtig god oplevelse. Titelkaraktererne er et smukt par, også (eller måske især) når Olaf Højgaard blotter sin atletiske overkrop og Marie Dalsgaard kun er iført sit mærkværdige undertøj. Andreas Jebro viser et decideret komisk talent som Mercutio.

Opsætningen har nogle få mangler, hovedsageligt knyttet til det minimalistiske scenedesign. En ellers smuk afslutningsscene bliver ikke spoleret, men ender lidt ude af takt, da Julie skal spidde sig selv med en kåre fra væggen. Kåren er for lang, og det ser slet og ret dumt ud. Min sidemand var i tvivl, om Julie overhovedet lykkedes med sit selvmorderiske foretagende. Hvad var der i vejen med happy dagger? Kunne man ikke have integreret en kniv på en tilfredsstillende måde? Scenedesignet betyder også, at den ellers veloplagte fortæller i form af Henning Olesen hele tiden skal fortælle os, hvad vi skal forestille os. En gang imellem sidder man og tænker ”Show it, don’t tell it.” Det er dog detaljer i en ellers spændende opsætning.