Hvis nogen er dansk, så må det være Ludvig Holberg (nordmændene er nok ikke helt enige). For lidt under 300 år siden skrev han, stærkt inspireret af franskmanden Molière, de første danske komedier, som vi stadig elsker at se og gense. Den politiske kandestøber, Jeppe på Bjerget, Jean de France – og ikke mindst Maskerade, er næsten pligtstof på Det Kongelige Teater. Andre teatre har gennem tiderne også kastet sig lystigt over komedierne. For de gamle klassikere kan stadig noget – ja, endda både gavne og fornøje.

Talrige har aktualisering- og moderniserings-forsøgende været. Denne gang er Det Kongelige Teater gået til yderlighederne og valgt en instruktør fra den international superelite, endda en med speciale i farcen, nemlig den tyske teaterinstruktør Herbert Fritsch, fra Volksbuhne i Berlin. Han har tidligere gæstet teatret i 2014, med den 100-årige farce, Den spanske flue.

Og det kan nok være at han både som scenograf og instruktør, har taget Maskerade i sin skæve favn.

Allerede åbningsscenen er lidt af et chok: tre kæmpe plastik glinsende byggeklodser i røde/gule/grønne pangfarver, roterer om sig selv. Jamen, er det ikke Københavns snævre stræder og gader, Holberg har henlagt handlingen til? I næste nu tumler/vælter parykklædte figurer rundt mellem byggeklodserne – var det ikke Henrik, og hov, der var da Jeronimus, Leander, Arv – de er der vist alle sammen. Som glaserede glinsende Meissnerporcelæns figurer, dukker de frem på den roterende scene, under pianoledsagelse, som en stumfilms farce, med slapsticks og falden-på- halen komik.

Lyder det anstrengt? Det er det. For nok så imponerende skuespillernes fysiske præstationer end er, i deres løben, falden på hale og knæ, støden ind i vægge og imaginære døre, ja, så skal/må vi ikke glemme, at Ludvig Holberg er moralisten og opdrageren.

Maskerade er en politisk komedie om ungdomsoprør – om den sande kærligheds sejr over klasseskel og over forældre tyranni. Om masker, morskab og dobbeltmoral. For bag masken er vi alle lige, herskab og tjener. Vi vil alle på maskerade, borgerkonen som tjenestepigen, for at slå os løs bag anonymitetens kappe. For det er her, vi viser vort sande jeg og vores fortrængte lyster.

Denne pointe glemmes let i den megen ’viel Geshrei und wenig Wolle’, for nu at blive i det Holbergske (Den Stundesløse). Der råbes og skriges. Jeronimus er dog, i Jens Jørgen Spottasg fortolkning, blevet mere end en sur gammel moralens vogter. I glimt er han ikke kun morsom, men også menneskelig, til trods for at han og alle de andre optræder som porselænsfigurer. Utæmmelig, aktiv og viril er Henrik, i Peter Plaugborgs lange skikkelse, der ikke står stille i mange sekunder og med sin paryks fletning, som dildo, får lavet et lavkomisk solonummer, der mere er stilforvirrende end sjovt.

Leonard (Bjarne Antonisen), hvis datter Leonora (Lila Nobel) skal giftes med Jeronimus søn Leander (Morten Hee Andersen ) gør alle, midt i hurlumhejet, deres bedste for at intrigerne kan få mening – og til sidste løses op til alles glæde. Pernille (Marie Dalsgaard), hin skælmske pige, får også midt i tumulten, sin Henrik – uden at vi rigtig bemærker det. Ærgerligt nok.

Maskerade er blevet den farce, som man kunne forvente, når man beder ”Farcens-konge” tage over. Ludvig Holberg er heldigvis robust. Fjeldebods løjer og comedia del arte-stilen ligger ikke så fjernt fra den gamle baron – også selv om den, som her, er destilleret til en minimalistisk scenografi, med højtråbende falde-på-halen porcelænsfigurer – uden at der dog går alvorlige skår i moralen. Men den Maskerade vi holder af, blev det ikke til, sagde (jeg) en fortumlet, forpustet, forvirret, Jeronimus.