Den skaldede sangerinde – nej, det er ikke Sinead OConnor – for der er nok slet ikke nogen. Hun eksisterer ikke. Alligevel er Eugene Ionescos stykke, der havde premiere i 1950 i Paris på Theatre de la Huchette, i mellemtiden blevet en af det absurde teaters klassikere. Stykket har gået uafbrudt på samme teater siden premieren! I flg. Guinness book of Records er det det teaterstykke som er blevet vist flest gange i træk.

Hvis der ikke er nogen sangerinde, hvad er der så?

Først og fremmest var/er stykket et oprør mod det konventionelle teater. Mod det psykologiske, det dramatiske, det fortællende, det alt sammen… Alligevel er scenen sat i en klassisk dagligstue – endda i teateret Sorte Hests scenograf, iklædt Arne Jakobsens skandinaviske design.

Hr og fru Schmidt sidder længe tavse, stirrende tomt frem for sig og så kommer almindelighederne. Dagligdags klicheerne, et ord-bombardement af ligegyldigheder. Kort sagt: en ganske almindelig konversation ægtefæller imellem, der i sin indholdsløshed fremstår vanvittig, ja, rablende meningsløs – og absurd morsom.

Se det er noget af hemmeligheden ved det absurde teater – det genkendelige, forvandlet til sort humor og vanvid, oftest kun ved en lille skævvridning af optikken. For vi griner, når ægteparrets gæster, Hr og fru Martin, finder ud af at de begge kommer fra Silkeborg, bor nu i Københavns omegn, samme gadenummer, samme etage, endog samme seng!

En au pair pige i Therese Glahns skønne skæve udlægning, gør ikke scenariet mindre vanvittigt og når brandinspektøren (Michael Moritzen) ringer på døren og der gentagne gange ikke er nogen udenfor, så ruller galskaben, og den bliver ikke mindre absurd, når brandinspektøren endelig kommer indenfor og fortæller anekdoter – et helt lille onemanshow i sig selv.

De to ægtepar vælter videre med ord, fragmenter af dagligdags sætninger. Godt hjulpet af ginflaskerne, accelerer samtalen, hvor vi glimt genkender os selv og mest i fortvivlelse, griner. For det er vores bedste våben mod det uforståelige: latteren og den få frit løb, ikke mindst takket være det lille ensemble, der helt cool affyrer replikkerne.

Det absurde teater, med rødder tilbage til Dadaisterne ved århundredskiftet, brød for alvor igennem i 50erne. Tiden i atombombens skygge, hvor den kolde krig satte ind og med anden verdenskrig stadig tæt på. En tid med angst og forvirring – parret med en følelse af magtesløshed – det hele var så… ja, netop, absurd.

Hvordan virker Sangerinden så i dag? Maria Vinterberg har gjort stykket nutidigt – ikke kun med scenografien og musikken – vi befinder os i omegnen af København, men stedet er ikke væsentligt, for Eugene Ionesco er tidløs og universel og (desværre) verdenssituationen og det enkelte menneskes, er i samme eksistentielle krise, som dengang.

Latteren fremprovokeres stadig – men vi sidder tilbage, flove, forvirret – og af og til ramt.

Det er svært at spille absurd teater, alt det man lærte hos Stanislavski eller på det naturalistiske teater, kan man godt lægge i skuffen. Charlotte Elisabeth Munksgaard, som fruen i huset, giver den hele armen – med grimasser og kropsvridninger og Steen Stig Lommer som Hr. Smith er mere afdæmpet, underkuet – og Marina Bouras og Peter Oliver Hansen supplerer dagligdags vanviddet. Absurd, men også lidt trættende.

Den skaldede sangerinde, hverken synger eller er tilstede – men det lille absurde stykke har i en brøkdel af vort liv givet os en ekstra dimension. Det er også lidt af en præstation.