Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




En folkefjende Det Kongelige Teater
Anmeldt 22/6 2016, 08:19 af Uffe Stormgaard

Om at stå alene


Om at stå alene

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sandhedens vilkår i et demokrati. Ret overfor magt. Videnskab overfor penge. Politik og ansvar. Alle kunne være debatoverskrifter på Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Men de er over 130 år gamle og hentet fra Henrik Ibsens teaterstykke En folkefjende, der allerede dengang satte spørgsmål ved om hvorvidt demokratiets flertal altid har ret. Mere end 400 teatre verden over har fra scenerampen afskudt tvivl om individet i forhold til flertallet - sandheden i forhold til politikerne.

Schaubühne fra Berlin gæstespiller Det kgl. Teater, med dets leder Thomas Ostermeiers updatering af Folkefjenden. Han har tidligere og med held aktualiseret Ibsen bl.a. Hedda Gabler (2005) og Et Dukkehjem (2002), der begge har gæstespillet København.

Åbningsscenen er da også så nutidig, at det næsten virker påtaget. Fire beatmusikkere øver sig, det er vist Changes af Bowie - og så begynder Ibsens tekst.

Vi er i doktor Thomas Stockmanns hjem. Vennerne er dem fra lokalavisen, der hygge-musiceres og fruen sørger for maden, babyen vræler i baggrunden - et åbent hjem, hvor Thomas’ bror byrådsformanden også kigger forbi. Vi aner en vis spænding dem imellem - men ikke mere.

Så kommer brevet. Det der klart og utvetydigt erklærer, at de fremsendte vandprøver viser sundhedsfarlige, giftige bakterier. Kort sagt: kurstedet, lillebyens økonomi er afhæng af, må lukke eller for millionbeløb få omledt vandet. Stockmann (Christoph Gawenda) har fået bekræftet sin antagelse - og lover journalistvennerne nyheden.

Så kan spillet begynde - og maskerne falde. Politikerne og erhvervslivet, ser klart byens endeligt, hvis sandheden kommer frem. Den fri presse kender sit ansvar - men også sin afhængighed af annoncører og andre sponsorer, så også de tøver med at offentliggøre den nyhed, der vil ruinere og koste arbejdspladser.

Efter ganske få dage står Stockmann isoleret med sandheden. Ingen støtte har han hverken politisk eller fra pressen. Fortvivlet indkalder Stockmannn til et folkemøde, hvor han med udgangspunkt i sin viden og erfaring fra talerstolen tordner mod samfundet. Det er her dramaturg Florian Borchmeyer har digtet med. Nu er det kommercialismen, forbrugersamfundet, børns vilkår... you name it, der får på puklen.

Voldsomt og medrivende - og så kommer forestillingens dramatiske scoop. Lyste tændes i teatersalen. Nu er det os, publikum, der er tilhørerne. Redaktøren/politikeren træder frem og spørger hvor mange af os der giver Stockmann ret - og vores hænder ryger i vejret. Hov, var det ikke en blodtud til demokratiet, hvor flertallet pr. definition altid har ret?

En dialog mellem Ibsens figurer og os dernede udspiller sig (med DRs Steen Bille, som fremragende tolk) og pludselig bliver stykkeret kød og blod, ikke mindst da en tilskuer, nævner den danske parallel til diskussionen om troværdigheden af Landbrugspakkens videnskabelige statistik!

Så er vi tilbage igen til Ibsens tekst.

Stockmann er knust - og med ham sandheden.

Nyfortolkningen giver heller ikke meget håb. Det er nu den klassiske slutreplik falder "Den stærkeste mand i verden, det er han, som står alene".

Ostermeier/Borchmeyers modernisering er tro mod Ibsens kamp mod snæversyn og økonomisk spekulation. Heller ikke de lader meget håb tilbage, når det koges ned til magthaverne og sandheden. Den tyske version har i alt sit engagement og sin nutidsvrede fyldt rigeligt op med aggressioner overfor alle verdens dårligdomme, politikerlede, forurening... så vi næsten ikke kan rumme dem.

Til gengæld er forestillingen både i scenografien og spillestil langt fra Ibsens "dagligstueteater" - voldsom og destruktiv - der svines, kastes med paint balls og væggene overmales. Midt i virvarret står den idealistiske læge og sandhedskæmper, i skovmandsskjorte og mode-skæg. Udstøt, alene, op mod den herskende klasse - alligevel ved/håber vi at en Snowdon, til sidst vil dukke op. Derfor turde vi holde med Stockmann - alle os dernede i mørket.

207
Forrige anmeldelse
« Kong Arthur «
Næste anmeldelse
» Dirty Dancing – The Musical »