Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Cats MCH Herning Kongrescenter
Anmeldt 9/4 2014, 07:53 af Lise Majgaard Mortensen

Katte med sangmagi og stor dansepoesi


Katte med sangmagi og stor dansepoesi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var med en vis skepsis, at jeg drog mod Herning en halvblæsende fredag eftermiddag for at se Cats i Herning Kongrescenter. Jeg så den for mange år siden i London og har siden da set Broadway-filmatiseringen så mange gange, at jeg kan hele forestillingen udenad. Holdet bag forestillingen i Herning siger selv, at de var forbeholdne over for at give sig i kast med et show som Cats, der er så svært at løfte – som er så udpræget en danseforestilling, hvor der også stilles særligt store krav til make-up, scenografi og kostumer.

”Det her kunne godt gå hen og blive virkelig kikset,” sagde jeg til min sidemakker inden forestillingen. ”Det kan enten floppe fælt eller være helt fænomenalt.” Men da kattene begyndte at myldre frem på scenen, den ene mere smidig end den anden, måtte jeg sluge mine egne fordomme. Siden efterårsferien 2013 har teamet arbejdet på at få musicalen i mål, og det skinner i den grad igennem i en meget gennemført scenografi, fabelagtig koreografi og flotte, flotte korarrangementer, som kan stå mål med de fleste store danske musicalopsætninger. Godt gået, Herning.

Bizar kattemusical
Cats er en top-bizar musical – og man skal imødegå denne katteverden med et åbent sind og leve sig ind i forestillingen på det bizarre præmis, at det er mennesker i trikot og benvarmere, klædt ud som katte (som indimellem også klæder sig ud som pirater, hunde, biller, osv.), der danser og bevæger sig katteagtigt, mens de synger i vilden sky hele vejen igennem.

Historien, som er papirtynd, drejer sig om det årlige månebal, hvor kattene konkurrerer om at blive den kat, der fortjener at få sit tiende liv. Kattene præsenterer sig selv eller hinanden med sang og dans, mens chefen, Ældgamle Baltazar, holder øje og bedømmer dem hver især. Der er dasekatten Mette Pletteleg, tryllekatten Mister Mistoffelees, jernbanens bedste kat Skinne-Mads, indbrudskattene Desmer-Johnny og Rulle-Zitta, gangsterkatten McCavity, kissemissen Tornado Topper – og endelig den elendige, udstødte kat Grizabella, som til syvende og sidste vinder kattenes hjerter og får lov at blive genfødt.

Det er værd at sætte sig ind i handlingen og sangene, inden man sætter sig for godt til rette i plyssædet, for ellers giver Cats ikke megen mening. Alle replikker bliver sunget, og det kan være svært at dechifrere alle informationerne. Arrangørerne bag Cats i Herning Kongrescenter er heldigvis kommet dette i forkøbet ved at tilbyde et meget flot, professionelt program med nogle fantastiske billeder og ikke mindst fine beskrivelser af forestillingen og historierne bag.

Ambitiøst og veludført
Cats giver sit publikum fornøjelsen af nogle overordentlig modige og ambitiøse koreografier, som fungerer ret optimalt hele vejen igennem, idet de fleste af de medvirkende kan stepdanse, balletdanse, jazzdanse, breakdanse i et eller andet omfang. Og instruktøren har helt strategisk placeret de bedste dansere allerforrest for naturligvis at skjule den lidt svagere timing hos de bagerste dansere. Det er en super god strategi, der i den grad virker, for det er svært at få øjnene fra for eksempel den elegante perserkat i skikkelse af overelegante Liv Aagaard Nielsen eller balletmissen danset af Paul James Rooney.

Hos enkelte sangere er der lidt for lidt luft til både at synge og danse og lave akrobatik på samme tid, og det udmønter sig allertydeligst i uklar diktion, så sangenes pointer går lidt tabt. Men i det store og hele er sanghåndværket virkelig flot. Sopranerne er på overarbejde og viser os, at katte faktisk kan nå højere op, end vi tror. Harmonierne giver i den grad gåsehud.

Der er lige det lille minus, at den danske oversættelse indimellem er noget uelegant og skurrer lidt i ørerne. For eksempel har sangen ”Desmer-Johnny og Rulle-Zitta” ikke samme pondus som i sin engelske version, Mungojerrie and Rumpleteazer, simpelthen fordi de danske navne lyder for noller. Men det afhænger vel sagtens af øjnene, der ser (eller ørerne, der lytter).

Fornemme højdepunkter
Der er naturligvis nogle sangere, der står stærkere frem end andre, men alt i alt er niveauet meget højt. Jeg havde fornøjelsen af på et tidspunkt at sidde klods op og ned ad supersopranen Jeanett Hollænder Larsen, som har en helt vidunderlig klar klang og en skarp tilstedeværelse på scenen. I samme dur finder vi Mariann Fredsgaard Ravnkilde Mikkelsen, der i sin duet med Trine Jepsen i sangen ”Memory”, den som vi alle kender, rager højt op i stjernehimlen og giver aftenens største kuldegysninger.

Det er også svært at undgå at knibe en lille musicaltåre for Trine Jepsens ramponerede katteskikkelse Grizabella. Min sidemakker og jeg udvekslede et anerkendende nik, da hun greb de helt høje toner og udtrykte den forhenværende divakats uoverstigelige frustrationer. Det er svært at følge i musicalkoryfæet Elaine Paiges fodspor, men hun gør det – og hun gør det godt.

Min personlige yndlingssang er sangen om gangsterkatten McCavity, som her blev udført af to swingende hunkatte, som var sminket så godt, at jeg er ude af stand til at genkende dem i programmet. Men roser skal de have for al deres jazz og lækre energi.

På mandesiden er der også mange smækre stemmer og underholdende kattekarakterer. Et af aftenens højdepunkter var sangen om Skinne-Mads, jernbanens bedste kat, udført af Diluckshan Jeyeratnam, som skabte godt humør og glædesstemning på scenen og i salen. Min sidemakker faldt i svimer over Elvis-katten Tornado Topper (Morten Lindemann Olsen) med sin dybe røst og svingende hofter. Jeg selv blev lidt forgabt i den musicalerfarne Lars Mølsted, som i skikkelse af lederkatten Alfa-Tom leverede aftenens mest overbevisende sangpræstation hos herrerne.

Der var absolut ingen kattejammer og da slet ingen kattestrofer (høhø) på denne fredag aften i Herning midtby. Det er imponerende, hvad dette semiprofessionelle ensemble har formået at sætte op i Herning. Cats er bestemt en tur til Vestjylland værd – her er Broadway-stemning og masser af katte med særlig magi, som fylder natten med stor poesi.

145
Forrige anmeldelse
« Les Misérables «
Næste anmeldelse
» Dans under høstmånen »